Gentrificering 2: Graffitiens kamp mod københavnerne
I et todelt essay undersøger og diskuterer Jonas Reebirk et uundgåeligt tema i tidens københavnerlitteratur; gentrificering. Del 2 undersøger en litteratur, der kunne tænkes at være tilstrækkelig kritisk og skæmmende for Københavns image til at københavnerlitteraturens paradoksale kamp imod sig selv kan overvindes; nemlig graffitikunstneren SpyOs.
I min sidste artikel, Københavnerlitteraturens kamp mod sig selv, fremlægger jeg det paradoks, at gentrificeringskritisk litteratur ironisk nok kan bidrage til gentrificering. Dette skyldes, at en forfatters fordømmelse af de gentrificerede dele af København og forherligelse af de stadig autentiske kvarterer i byen, kan føre til, at en kreativt disponeret og købestærk middelklasse vil søge mod disse autentiske kvarterer, som forfatteren udpeger, og i processen vil også disse kvarterer nu blive gentrificeret. I artiklen lover jeg dog, at jeg med en fremtidig artikel – denne artikel – vil foreslå en litteratur, der kunne tænkes at være tilstrækkelig kritisk, tilstrækkelig grim, negativ og skæmmende for Københavns image til at paradokset kunne overvindes, og de velhavende, autenticitetshungrende tilflyttere endelig kunne blive skræmt væk fra byen. Og jeg har et bud.
Man kunne nemlig søge hjælp hos en helt anderledes gentrificeringskritisk kunstner. En kunstner, der er mindre æstetiserende, mindre profileret, mere hånden-i-farsen. Den diametrale modsætning til fastetablerede forfattere, kulturelle trendsettere, højtansete medlemmer af den københavnske litteraturscene og andre kunstnertyper, der kan råbe vagt i gevær om gentrificering men altså alligevel har tilbragt en livstid som katalysator for selvsamme fænomen. Her taler jeg om en kunstner, som de fleste måske ville tøve med overhovedet at kalde kunstner – en form for litteratur, som nogen måske slet ikke ville anse for at være en litteraturform. Jeg taler om den anonyme graffitimaler, der går under aliasset SpyO.
SpyOs graffiti er hverken æstetisk eller æstetiserende. Hans kunst inviterer ikke den kreative middelklasse til at købe andelsboliger i brokvartererne. Den inviterer dem nærmere til at skride. Det er umuligt at drikke sine øl, hvor SpyO drikker dem, spise på de restauranter han synes om, flytte ind i det hippe nye kvarter, som SpyO bedst kan lide, for hvis det var muligt at følge SpyO rundt i København, ville han utvivlsomt blive anholdt. SpyO lader til at gøre alt for, at hans publikum skal hade ham. Han er den anonyme, tydeligt gentrificeringskritiske skikkelse, som de sidste mange år har tiltvunget sig københavnernes opmærksomhed ved at male kortfattede stikpiller med kolossale blokbogstaver på hovedstadens hidtil blanke husgavle. ”DINE PENGE MIG I RØVEN”, ”ANGSTMARINEREDE HVERDAGSRUTINER”, ”KØB MER!” og ”STILSTAND I VORES TILSTAND” er blot få eksempler på, hvordan SPYO kommenterer på det københavnske samfund, som han mener har udviklet sig til et ”SYGSTEM”, ved bogstaveligt talt at kommentere på København, male budskabet direkte på objektet, bruge byen som både medie og mål for kritikken.
”ÅNDSVAG! BYFORNYELSE” står skrevet med en pil, der peger over mod en byggeplads i Sydhavn. ”GODKENDT AF TRUSTPILOT” findes mellem de milelange køer af nybagte forældre og fastelavnsboller på Østerbro. ”MANUAL FOR HIPSTERS” blev plastret på tagryggen af en blok forældrekøbte ejerlejligheder i indre by, ”IMENS DU VAR PÅ TINDER” udenpå en natklub i Kødbyen, og ”STATISK MUSEUM FOR KUNST” lige hvor du regnede med det. Den samme sure mand står bag dem alle. Ud fra hans graffiti er det nemt at regne ud, at SpyO er kritisk overfor Københavns gentrificering. Det står også klart, at SpyO bebrejder kapitalistiske værdier, senmodernitetens selvforherligelse samt overvågnings- og medløbermentalitet for hovedstadens udvikling i retning af en ”BONDERØVSBY”, hvor status og fortrinlig økonomi er et krav for at blive boende, og det forventes, at man skiller sig ud, så længe det er på den rigtige måde. SpyOs stil er direkte. Hans budskaber er personlige. De skal stikke til den enkelte og tilfældige københavnske forbipasserendes samvittighed, og herved synes SpyO at anerkende, at det ikke kun er staten, kommunen, regionen og den store onde mand med gravkoen, der er i gang med at forandre København. Det er dig og mig. Det er alle os, der elsker blottede mursten, synlige bjælker og autentiske omgivelser. Det er os, der deltager i David Leys gentrificeringscirkel. Os, der køber ind på idéen om København. Det er forherligelsen af byen, der automatisk vil føre til prisstigninger og renoveringer og de privilegeredes fordrivelse af de mindre privilegerede.
I stærk modsætning til de kendte forfattere, der skåler i naturvin og klemmer blåskimmelost af en tandstik med deres blegede gebis i en nymalet udstillingshal, hvor der for ikke så længe siden blev slagtet kvæg og tjent til varmt tøj på kroppen, kan SpyO nemlig tillade sig at understrege borgernes eget ansvar for Københavns gentrificering, uden at det klinger hult eller forekommer ironisk. Det skyldes, at SpyO selv har meldt sig ud af hamsterhjulet.
Hans identitet er som sagt ikke offentlig kendt, men i tidens løb har SpyO dog givet anonyme interviews til både Politiken og VICE. Herfra ved vi, at han er en mand i starten af 40’erne, der er opvokset i Sydhavnskvarteret. Han betaler ikke skat. Han bor i en campingvogn. Han har ikke NemID. Han forsørger sig selv igennem kriminalitet, og han forsøger i det hele taget at holde sig uafhængig af det system, som han hader så meget, at han ikke stoppe med at fortælle os det. Meget anmelderrost og statsstøttet københavnerlitteratur har hang til at understrege produktionsforklaringer på gentrificering (byplanlægning, privatisering, andelsboligstiftelse mv.), imens konsumforklaringer på processen ignoreres, fordi det ville tvinge den succesfulde kunstner til både at pege den dømmende finger indad mod sit eget trendsættende jeg, og udad mod det publikum, der i sidste ende betaler kunstnerens egen tårnhøje husleje. SpyO, derimod, er fri som fuglen til at fremhæve konsumforklaringerne, fordi han selv har meldt sig ud af gentrificeringens onde cirkel, og fordi der alligevel ikke er nogen, der skal betale for den sviner, som han kaster i hovedet på dem. Ordene er gratis. Både for afsender og modtager.
Umiddelbart skulle man nu tro, at missionen var lykkedes. At vi har fundet den perfekte gentrificeringskritiske litteratur, fri for selvmodsigelser og irriterende paradokser. En ren, ærlig, uafhængig kunstform produceret af en kriminel, anonym provokatør, der råber skældsord ad samfundet fra kanten af dets bund, og som er opvokset på et Sydhavn, der for længst er blevet skubbet i Køge Bugt. Den (molotov)cocktail giver en gentrificeringskritik, der er uproblematisk i sin problematik, da den aldrig kan beskyldes for at være kontraproduktiv. For hvordan skulle SpyOs hærværk dog på nogen måde bidrage til den yderligere gentrificering af København? Det kunne selvfølgelig tænkes, at københavnerne, i stedet for at føle sig truffet af opsangen, blot formåede at integrere SpyOs spydige værker i deres æstetisering af den rå, autentiske storby. Det kunne simpelthen tænkes, at borgerne tog den kriminelle til sig. At de beundrede graffitien, romantiserede den. Det ville devaluere eller faktisk decideret modarbejde værkernes oprindelige budskab. Hele idéen med ulovligheden ville blive vasket væk med regnen. Kunsten ville miste al brod og gennemslagskraft. Det gamle paradoks ville genopstå i en endnu mere absurd mutation, hvor skældsordene, i stedet for at inspirere til selvransagelse og kursændring hos københavnerne, bare bidrog til den gentrificerende, autenticitetssøgende middelklasses fortsatte kreative selvrealisering med byen som offer og middel. Og det er præcis, hvad der er sket.
På Instagram og Twitter flyder det med selfies taget foran SpyOs værker. Her er ”FAKE SOCIAL MEDIA PERSONALITY” og ”INGEN SUBSTANS KUN YDRE GLANS” sjovt nok særligt populære. På spreadshirt.dk er det muligt at købe vinterhuer, muleposer, skuldertasker og bordskånere med ”STOP JYDEN”-print. Og ironien når sit højdepunkt, når flere grafikere og kunstnere er lykkedes med at sælge plakater af præcis værket ”DINE PENGE MIG I RØVEN”.
At byens borgere mestendels har assimileret SpyOs graffiti med den eksisterende senmoderne æstetik i stedet for at lade sig påvirke af værkerne, blev måske bedst illustreret, da graffitimaleren pludselig ikke syntes at passe ned i den boks, som hans publikum havde placeret ham i. Det skete, da SpyO overmalede et bredt beundret, ikonisk gavlmaleri på Nørrebro fra 80’erne med overskriften ”Atomfri zone i Norden.” På gavlmaleriet havde SPYO (umiddelbart ret karaktertro) malet ordene: ”SMÅFACISTISK LEDELSE”. Men pludselig måtte indignerede lokalmedier og borgere altså erfare, at en graffitimaler, hvis udtryksform per definition er vandalisme, faktisk også kan finde på at vandalisere ting, man godt kan lide. SpyO havde skæmmet noget af det autentiske København som den kreative klasse i forvejen havde bedømt æstetisk, og så kunne graffitien jo lige pludselig ikke anses som æstetisk – nu var den blot hærværk. I forbindelse med værket gav selverklærede fans af SpyO derfor udtryk for deres store forargelse og overraskelse på de sociale medier. Nu krævede københavnerne for første gang, at den kriminelle skulle stå til ansvar for sine handlinger. På den måde kan man faktisk sige, at ”SMÅFACISTISK LEDELSE” har været en af SpyOs mest virkningsfulde værker.
Det viser sig altså, at end ikke den allermest ihærdige form for gentrificeringskritisk københavnerlitteratur, graffitien – end ikke den kan se sig fuldstændig fri for det paradoksale bidrag til æstetiseringen af byens kvarterer og den følgelige gentrificering af samme. SpyO kan forsøge alt, hvad han vil. Han kan afskære sig fuldstændig fra den gentrificerende, kreative middelklasse. Han kan råbe skældsord af sine læsere, kalde dem forfærdelige ting. Han kan være dybt kriminel. Han kan farve hele Jagtvej grim og negativ, og han kan vise os præcis, hvordan København er gået galt i byen, men i sidste ende vil litteraturens virkning altid komme an på publikums modtagelse af den. Og vælger vi at æstetisere SpyOs graffiti som i ovenstående eksempler, vælger vi at bruge graffitien til at forherlige København i endnu højere grad, så synes en virkelighed, hvor den velmenende kriminelle lider samme skæbne som Thomsen og Rohde med kameraet i sidste artikel, ikke særlig fjern – en virkelighed, hvor kvadratmeterprisen i en boligblok stiger, fordi SpyO malede på bygningen. Selvom graffitikunstneren kritiserer Københavns gentrificering ud fra et langt mindre kompliceret udgangspunkt end den traditionelle forfatter gør det, så rammer paradokset altså alligevel en mand som SpyO i nakken, lige som han havde troet, at det var politiet, han skulle se sig over skulderen efter. Igen skyldes dette, at kunstens effekt på et samfund altid vil afhænge af, hvordan samfundet imødegår denne kunst. Akkurat ligesom forfatterne, er SpyO altså i vores hænder. Han strides ikke med sig selv på samme måde som den traditionelle københavnerlitteratur gør, når det kommer til gentrificering. Men han må stadig strides med os.
