En kærlighedshistorie til tiden?
Anmeldelse af Katinka Bjerregaards romandebut ’Klump’
Katinka Bjerregaards romandebut Klump er en bog i trit med tiden. Omslaget er en collage af gennemtygget bobbeltyggegummi. Pink, turkis og rød. Det er poppet på den politiske, 2023-agtige måde og synes at sige: bare fordi det er farvestrålende og dragende, betyder det ikke, at det ikke også er intelligent. Bogen er skrevet mere som en samling kortprosa, end som en sammenhængende roman. En form, der går igen i meget nyere dansk litteratur. Sanseligheden fylder meget i teksterne. Og så er der mange referencer til hverdagslige forbrugsikoner, såsom IKEA-poser og YumYum nudler.
Klump bekender allerede kulør på forsiden. Undertitlen ”En kærlighedshistorie” står i gul skrift, og viser, at bogen er ude på at reclaime en genre, der ellers er blevet skubbet i baggrunden i litterære kredse, og som ofte forbindes mere med kioskbaskere end banebrydende litteratur. Klump tager gerne genrebegrebet på sig, men den vil vise, at kærlighedshistorien kan noget mere end bare at facilitere middelmådig virkelighedsflugt.
Bogens første kapitel, ”Blonder”, virker dog mere som et kærlighedsbrev end en egentlig kærlighedshistorie. Her males et billede frem af et spirende forhold mellem det navnløse fortæller-jeg og du’et. Jeg’et trækker i blondeunderbukser og nylonstrømper i forsøget på at få styr på den klump, der er kroppen. Du’et laver baristakaffe, dyrker fast motion og folder tøj, som arbejdede han i Jack og Jones. Grænserne er skarpt trukket op mellem det kaotiske og det fuldkommet rolige. Da kæresten en aften besøger fortælleren efter en druktur, optegner hun situationen drømmende: ”Jeg er ikke fuld. Jeg har ikke drukket. Alligevel er du mere ædru end mig. Du står helt skarpt på mit lille værelse.” Billedet er fint, men formuleringen hælder til den lidt simple side, og teksten fremstår uden nogen torne, læseren rigtigt kan stikke sig på eller bare hæfte sig ved. Som kæreste virker det som et dejligt kærlighedsbrev at få, men som læser af en kærlighedshistorie, undrer jeg mig over, hvad bogen vil mig. Hvad det er, der er på spil.
I romanens følgende to kapitler, ”Kleenex” og ”Bæk og bølge”, ændrer stilen sig. Alting intensiveres: tempoet bliver hurtigere, de menneskelige relationer skrøbeligere og de kropslige erfaringer voldsommere. Mens jeg følger fortællerens barndom og ungdom, og senere du’ets og parrets første tid som forældre, bliver det klart, at Klump handler om hjemve mindst lige så meget som det handler om kærlighed.
Fortæller-jeg’et bliver gennem sin barndom og ungdom udsat for så mange oplevelser, der ydmyger og fremmedgør kroppen, at den ikke bliver et sted, man kan flytte ind og skabe et hjem i. Den bliver bare en klump. Forældreskab bliver beskrevet som en elastik, der forbinder jeg’et med børnene, kroppen med meningen: med hjemmet. Men elastikken holder ikke: den klippes over, vokser tilbage mindre smidig og forskyder sig. Elastikken kan ikke holde hjemmet fast.
Derfor er fortælleren konstant i frit fald, i en sårbarhed så rå og ængstelig, at den føles som en flosset negl, der kradser min hud når jeg læser. Det eneste sikkerhedsnet, der holder jeg’et fra at ramme jorden, er kærlighedsforholdet, men nettet slides med tiden. Når Bjerregaard skriver ”Skuffelsen i dine øjne er minimal, når jeg rækker ud efter dig, og du et splitsekund tror, at det er et kærtegn”, må jeg vride mig af sorg på karakterernes vegne. Det går op for mig, at grunden til, at det påvirker mig sådan er, at jeg ved første kapitels kærlighedsbrevsformat trådte lige ind i kernen af forelskelsen. Når forholdet bliver skrøbeligt og truer med at falde fra hinanden, bliver det derfor ikke bare sådan lidt Titanic-trist, hvor man græder et par tårer og føler med karaktererne. Det bliver ulykkeligt på den fuldstændigt lammende måde.
Klump er en bog til tiden og af tiden, og hverken tematikker eller form udgør en egentlig overraskelse. Men det, tror jeg, egentligt Klump er ligeglad med. Faktisk gør undertitlens insisteren på at være noget så anakronistisk som en kærlighedshistorie spørgsmålet om nybrud irrelevant: Klump lægger sig helt bevidst ind i en i forvejen kendt genre og stil. I stedet vil jeg sige, at beskrivelsen af at have hjemve i egen krop, og undersøgelsen af, hvad det gør ved kærlighedsforholdet, er meget præcist og ærligt skrevet. Bogen undersøger kærligheden og individet, men den stikker også til de større strukturer: dem som gør det svært at have en krop, man kan være i, og som i forlængelse deraf gør hele spørgsmålet om kærlighed så indviklet.
Af forlaget promoveres Klump som ”en quirky kærlighedshistorie”. Jeg kan ikke finde ud af, om det er ment ironisk. Uanset hvad virker det en anelse nedværdigende over for en bog, der faktisk vil ret meget mere end bare at være den lidt sjove og skæve pige i klassen.
Katinka Bjerregaard
Klump
Gyldendal
152 sider
199,95 kr.
Udkom 10-03-2023
