Til djævlene: “Jeres tid er forbi”
Kapitalismens og patriarkatets djævle kaldes til tælling i Asta Olivias Nordenhofs nyeste værk Djævlebogen, der udgør anden del af septologien Scandinavian Star. Det er ganske rigtigt en bog om djævelskab: den slags djævelskab som har med penge og magt at gøre. Den kærlighedsløse og kalkulerede form. Den som mennesker udøver.
Første bog i serien hedder Penge på lommen, men Djævlebogen handler næsten mere om at have penge på lommen end sin forgænger. Om forskellige måder at skaffe penge på, bruge dem på, om gode, dårlige og hurtige penge og især om penge, der aldrig kan gå fra lomme til bankkonto. Den slags penge, som man ikke kan betale sin husleje med. Den handler om de ofre, som “nemme” penge kræver, og om de mænd, eller snarere djævle, som kan udbetale dem. Den handler om T, som kort bliver introduceret sidst i første bog, og som skulle have været perspektivtageren i denne. Men han bliver trængt tilbage af fortælleren Olivia, alias Dafne, som får et traume for livet på grund af ham, og som prøver at stykke sammen, hvilken djævel han i virkeligheden var. Grunden til at han ikke får den hovedrolle, som Forfatteren havde tiltænkt ham, er simpel: “fuck mænd!”. Dette er Nordenhofs bog, og det er vores bog. Man skal ikke forvente sig endnu et storslået og berettermodelsorienteret narrativ om en storslået mand og hans djævelskab. Eller menneskelighed for den sags skyld. Sådan en bog er det ikke, får vi at vide i et forord på vers, og sådan en bog bliver det heller ikke. Nordenhof gør brug af sin position som forfatter og tager ejerskab over historien. Til gengæld skal vi som læsere leve op til vores rolle: vi skal læse og forstå, og vi skal samle trådene i det spind, som bliver forelagt os, både i forordet og i bogens fire dele, hvoraf to også er på vers. En opgave der er værd at tage på sig.
Konkret har vi altså forordet: heri samler Nordenhof op på nogle af kærneelementerne fra Penge på lommen, mens hun beskriver skabelsesprocessen af Djævlebogen. Hvordan hun ikke kunne udholde at være inde i hovedet på T, og derfor valgte en anden og mere subversiv tilgang til fortællingen.
Del 1: Djævlen i højhuset er den længste del af bogen. Det er her vi følger Olivia og hendes fortælling om T og hendes frivillige men smertelige ophold hos ham. Olivia skriver selv hele historien fra London, hvor hun er i Coronaisolation hos en anden og for hende næsten fremmed mand. 14 dage bor hun hos ham i hans minimalistisk indrettede lejlighed, mens hun hver dag føjer noget nyt til historien om T. På denne måde bliver de to fortællinger sideløbende med hinanden.
I del 2: Åbne huse er en række digte om betingelserne for kærlighed og åbenhed under kapitalismen, og forslag til, hvordan vi ellers kunne indrette os. Det er en mere følsom stemme, end den Olivia ellers har haft at tale med. En mere moden stemme, der stadig er hendes, men også lyder mere som Nordenhofs egen. Stemmen opfordrer til en økonomi eller orden, der udspringer af fællesskab, samhørighed, kærlighed, generøsitet, deling og åbne huse. Det sker med afsæt i Olivias erfaringsgrundlag, men bevæger sig ind i et manifest-modus, hvor fortælleren taler direkte til et “du”. Volden skal forsages, og det skal vi gøre sammen.
Del 3: Djævlen taler fra galehuset føles næsten som en novelle. Den er rammesat af Olivias ophold på en psykiatrisk afdeling efter episoden med T. Olivias liv bliver heri optrevlet, ikke af hende selv, men af Djævlen. Djævlen lader til at repræsentere den del af hende, som ikke er ønskværdig i samfundet, og som ikke billiges af det psykiatriske system. Den del, som er forvoldt af patriarkatet, af traumer og mangel på kærlighed. Men også den kritiske del, som vil pege problemerne ud, og som ikke ser sig selv som Djævlen eller problemets kærne.
Til sidst har vi del 4: Vinterhus. I Vinterhus er digtene alle sammen tituleret Det er nat. I disse digte er vi hjemme i Forfatterens soveværelse, der kun er oplyst af skærmlyset fra hendes computer. Det er en smuk outtro, som samler trådene fra fortællingen og binder dem sammen med nærhed mellem hende og hendes barn, nye observationer om kapitalismen, om værdi og om fejlagtige ytringer som “sådan er verden // nu engang // skruet sammen”.
Det er først og fremmest kapitalismen, der står til regnskab i Djævlebogen. Den legale udnyttelse af situationer, ressourcer og mennesker. Og den illegale udnyttelse. Den udnyttelse, som kapitalismen muliggør, og som ligefrem kan betale sig. Den udnyttelse, som er værd at kalkulere med for profittens skyld. Mordbranden på Scandinavian Star er et sådant kalkuleret offer, ifølge fortællerne i septologien, som den ser ud indtil videre (og meget tyder på, at det også er rigtigt). Branden udgør seriens gennemgående motiv, men bøgerne handler ind til videre meget lidt om den i sig selv. I stedet handler den om nogle mennesker, der er forbundet til branden gennem penge.
Djævlebogen handler også om penge, der skifter fra nydende til lidende hænder. Om alt det, som mennesker vil gøre for at få penge. Og den magt, som mennesker med penge har over mennesker uden. Det er svært at se, hvordan T skulle kunne profitere ved at indespærre Olivia (med hendes konsensus) på et hotelværelse i et for hende ukendt land. Eller hvordan han skulle få økonomisk vinding af at købe hende alt det, hun ønsker sig, sætte vidtgående og frihedsindskrænkende regler op for hende, skære i hende med en slagterkniv, lade hendes skære i sig, eller betale hende et bundt pengesedler for hver dag, hun har indvilliget i at være hos ham. Det er ikke fortjeneste, men snarere magtliderlighed, der driver værket. Det er et sindssygt eksperiment – gjort muligt af pengenes magt – hvor T afprøver grænserne for den magt og vold, som han kan udsætte et andet menneske for, mens vedkommende stadig velvilligt går med til det. Herved bliver hele episoden med T for mig et billede på, hvad alle mennesker under kapitalismens åg går med til for at danse magtens, pengenes og kapitalismens dans – og forhåbentlig profitere. Profitten er altafgørende for at holde ydmygelsen i skak: “Så længe jeg var blevet betalt, var jeg ikke blevet ydmyget. Men mistede jeg min betaling? Det ville tvinge mig til at se, hvad jeg var gået med til”. Sådan tænker Olivia på vej hjem fra opholdet med T, mens hun febrilsk passer på den kuffert, hvori hun opbevarer sin betaling.
Det her er Olivias/Dafnes historie. Hendes position er den evige arbejdstagers: altid prisgivet pengemændene, arbejdsgiverne, djævlene. Hendes liv er pengenes, og alt hun gør, gør hun for at holde pengenes magt over hende i ave. Hun kaldes psykisk syg, men det er meget nærliggende at spørge: er hun syg, eller er verden omkring hende? Olivia vælger selv sit dæknavn Dafne, som en styg vittighed, der skal bruges som et følelsesmæssigt værn mod hendes kunder på det bordel, hvor hun får arbejde. Metaforisk indtræder hun i rollen som sexarbejder i skikkelse af et urørligt træ, men træets urørlighed ligger også i hendes private navn, Olivia, der kommer af oliventræ (glem her ikke, at olivengrenen er et græsk symbol for fred og lykke). Hun tror selv, at hun er afstumpet og følelseskold, men det lader snarere til at være en løgn, hun har fortalt sig selv og andre så tit, at den næsten er blevet sand. Hun er ikke så urørlig og følelseskold, som hun ville ønske sig, og som det kræves af hende af kapitalismens logikker og djævlebørn.
Hvis man ville, kunne man sikkert gå ind i et autobiografisk detektivarbejde, hvor Olivias tilgang og liv sammenholdtes med hendes skabers – der bemærkelsesværdigt nok bærer samme navn. Olivia er spundet ind i en myriade af løgne og historier, som dækker over hendes egentlige identitet, eller som på en måde danner hendes identitet. Helt klassisk kunne man forledes til at tænke, at Olivia er Asta Olivia, men spundet ind i historier, som alligevel gør hende ugenkendelig. Fortællerens stemme forgiver somme tider at være Olivias, andre steder Nordenhofs, og andre steder igen vil den ikke helt lade sig bestemme. Hvorfor disse uafgørlige udsigelsespositioner? For mig bliver det et udsagn om, at Olivias historie kunne være alles, og at dæknavnet Dafne dermed tilhører de mange: hun er udtrykket for en universel kvindelig og/eller undertrykt identitet – en maske, som vi kan tage på os i mødet med den krævende, (magt)liderlige djævel. En identitet, som kan hjælpe os til at overleve, men som samtidig ikke forhindrer djævlen i at ridse sit spor i os. En identitet som ved sin eksistens vidner om det forrykte. Asta Olivia Nordenhof ville ikke skrive den universelle historie om en storslået mand. I stedet har hun skrevet en subversiv, situeret og kompleks bog, der sætter magt/misbrug i stævne:
på en måde
er det meget
enkelt
hvor der
er vold er
der ikke
kærlighed
fordi kærlighed
er voldens
modsætning * det vil helt
enkelt sige
at den
der vil
herske
ikke samtidig
kan hævde
at elske
husk det
