Hun fortæller den historie om sin far, som ikke står skrevet i hans journal på 621 sider.
Anmeldelse af Sidsel Ana Welden Gajardos ‘Du er min arv’
Omslagets lilla nuancer changerer forsigtigt rundt bag ørkenens golde træer, klippesten og figurer. Figurer som er sammensat af noget, der ligner dyr, mennesker, tekstiler og tasker. Figurer som bærer præg af en utydelighed, som pixelerede illustrationer af mytiske væsners vandring i ørkenen. Atacama, Jordens tørreste ørken, er navnet på det sidste afsnit i Sidsel Ana Welden Gajardos dybt slående anden udgivelse Du er min arv, der udkom i forrige måned. Et adskilt afsnit hvor en gruppe kvinder er på jagt efter fortiden. Ved at vende ørkenen på vrangen leder de efter resterne fra volden udøvet af den chilenske diktator, Augusto Pinochets, for at give dem der døde en ordentlig grav. For at græde og sove med de knogler, de finder i den endeløse ørken. En måde at give omsorg og kærlighed til dem, som forsvandt, for ”knoglerne er hjerterne; de nægter at lade sig nedbryde, før de er hjemme igen”. Ligesom kvinderne leder jeg’et i dette værk. Ikke efter knogler, men efter hendes afdøde fars eksistens: før, under og efter hans flugt fra Pinochets diktatur i 1970’erne. Og ligesom kvinderne giver hun omsorg til dét, hun finder i hans lejlighed og dét, hun finder i sine barndomsminder. En omsorg og et kærligt portræt, som føles så råt og ægte, at bogen, på trods af sine 123 sider og 184 gram, bærer en vægt udover det sædvanlige.
Omslaget og fortællingen om kvinderne i ørkenen synes at omkranse værkets kerne. En kerne som består af to parallelle historier forskudt i tid og sted; fra datterens nutid i lejligheden i Danmark til farens fortid i Chile. Perspektivskift som hver gang markeres af grålige satellitbilleder af Atacama ørkenen. Hun fortæller den historie om sin far, som ikke står skrevet i hans journal på 621 sider. Historien om det håb han bar som demonstrant og politisk aktiv mod et militærdiktatur. Et håb som medførte tortur og eksil. Minder og erfaringer som nu bor i den lejlighed, hvor han svandt ind, og som nu bor i hende; ”Det er dét, der er tilbage af dig nu; lejligheden, din journal, 621 sider lang, mig, minderne, du har givet mig som en tavs tvilling. Måske har jeg selv gennemlevet dem. Så jeg må fortælle din historie på ny. Du må undskylde, hvis jeg lyver”.
En undskyldning rettet mod den far, der ikke er her mere, mod den historie om ham, som hun fortæller. Den tværgenerationelle nedarvning rejser spørgsmål om sandhed eller løgn, men det føles underligt ubetydeligt for mig som læser, fordi behovet for at skrive hans anden historie føles uundgåeligt, nærmest som den eneste mulige handling i sorgens ubærlige proces. At fortælle om den, han var, og den, han blev, med samme ømhed. For i de afsnit om den, han var, møder vi en anden far end ham, som hører stemmer og aldrig forlader lejligheden. En fortælling om den far, der som ung politisk aktiv i Chile hver dag tog til familiens hytte i Andesbjergene for at lægge politiske planer med vennerne Ricardo og Selzo. Planer som bar et håb og en tro på, at de ikke skulle mine kobber og saltpeter ud af ørkenen som deres forældre og få sår på hænderne i arbejdslejrene. Planer som førte til stenkast på præsidentpaladset. Planer som førte til den dag ”hvor du næsten dør, hvor du ikke når at løbe. Nogen fører dig væk”. Det er historien om den far, som kæmpede for sit land. Det er en fortælling, som skal skrives, ikke kun fordi den bor i hende, men fordi når han dør, er hun alene om at bære dét, som han bar, og ”det er ikke altid smukt at bære nogens minde”. Og det føles til tider som om man kigger direkte på nogen, der på sine skuldre bærer nogens minde. Skuldre som bærer kasser med ting, traumer og minder. En tung vægt undersøgt og hjemsøgt af helteaktioner og helingsperspektiver, brutalitet og nænsomhed.
Den toværelseslejlighed med askebægre, væg-til-væg gulvtæpper, tøj i bunker, råddent kød til empanadas, vinduer tildækket med chiliplanter, er omdrejningspunktet for bogen, nærmest bogens arena. Her fortryder hun, at hun ikke tog hans telefonopkald dagen inden, han døde. Her ryger hun hans skodder og slikker på hans svedpletter. Her forestiller hun sig, hvordan han er stået op til ingenting hver dag. Her venter hun på, at han skal komme tilbage. ”Morgener, hvor jeg igen skal indse, at du ikke venter inde i stuen. At du ikke vækker mig ved at fortælle den uhyggelige myte om Calchona, halvt får, halvt kvinde, der kommer og spiser mig, hvis ikke jeg står op i tide”. Minder som dette står side om side med barndomsminder om at blive vækket, hevet ud af sengen, gemme sig under den, fordi ”Mænd trasker rundt i hovedet på dig. Din hjerne er en arena uden exit. Maskinpistoler”. Det er dette ærlige portræt af en far og en barndom præget af traumer og psykoser, som skrives med en sådan kærlig omsorgsfuldhed, at jeg har svært ved at sætte ord på det, for det fortælles sideløbende med den historie som gik forud; det som forårsagede traumerne og psykoserne. Det er et værk, hvor vreden, kærligheden og ydmygelsen sameksisterer, ”Jeg ved ikke, hvad det betyder, at jeg spiser guldkorn alene den dag. Lyden af dig, der suger cigaretrøgen ind, hænger i stuen som beviset på, at du stadig er her, selvom du ligger i sengen hele tiden”.
Det er i denne sameksistens af følelser, barndomsminder og kendsgerninger, at jeg virkelig finder værket afsindigt godt, nærmest ubehageligt godt: Det skyldes ikke mindst det enkelte prosasprog, hvor alt bliver sagt som det er; ufiltreret, råt og smertefuldt. Det er en bog, som gør at ondt at læse. Og i de enkelte passager med poesi viser Sidsel Ana Welden Gajardo at hun, udover at besidde et slående prosasprog, kan sammenkoge det til intense og ærlige poetiske digte, ”Ydmygelsen / over at være 21 / arrangere din begravelse / på kontanthjælp / at skulle vælge de billigste blomster”. Men på trods af skammens smertelighed, traumernes ubarmhjertighed og vredens råhed, så står kærligheden unægteligt unedbrydeligt i dette værk.
Det er en unedbrydelig kærlighed, der står som skrevet i sten, uforanderlig og evig, fordi den også rummer en vrede til det, han var. Et tema som også er at finde i Sidsel Ana Welden Gajardos debut I de hvileløse, der udkom i 2021 ved forlaget Harpyie; ”Jeg forbød ham at komme til min translokation. Jeg ville være fri for at se mine venner grine og pege fingre ad den gamle mærkelige mand, der sad alene foroverbøjet med et dovent øjenlåg og gule fingerspidser”. Det er ikke kun vreden over, det han var, men også skammen over ham og ikke mindst det, hun har fra ham. Som når hun ser ham i Fakta t-shirten ved flaskeautomaten med en veninde og lader som om, at hun ikke kender ham, for efterfølgende at kigge på sine underarme dækket med sorte hår og tænke ”de var det eneste, jeg havde tilbage af ham”. Men i Du er min arv er der en anden fred i vreden og portrættet af faren. Jeg tror, det er det, som gør det fuldstændigt hjerteknusende. For selvom hun flere gange har råbt ”Så rejs dog hjem! Du har intet her ud over at sidde og vente på mig!”, så slutter første side med ”Jeg ligner dig mere nu, hvor du ikke er her længere”. Han er hendes arv.
Det her værk vil virkelig noget, kan virkelig noget og gør virkelig noget helt ekstraordinært. Et værk om hvordan traumer kan gå i generationer, fra bedsteforældre, til forældre, til børn. Et værk som skriver Chiles mørklagte fortid ind i dansk litteratur. Et værk om kærlig og ærlig omsorg mod det, der gives videre. Et værk om den ubærlige kendsgerning, at når nogen dør, er man alene med det de efterlod: minder, skam, traumer, vrede og kærlighed. Læs den her bog.
