Hvilket landskab er en håndboldhal?
Sådan får jeg lyst til at spørge i forbindelse med læsningen af Malte Tellerups fjerde værk: Mestrene. For i Tellerups forfatterskab indtil videre har landskaber, landbrug, natur og især jord spillet en central rolle. Nu har vi så bevæget os indenfor i håndboldhallernes svedige atmosfære. Dér hvor vindere og tabere skabes, og hvor jord er et fremmedelement.
Selvom jorden ikke fylder i håndboldhallernes landskab, så er der mange andre bekendte elementer i Mestrene fra Tellerups forfatterskab. Hvis man har gjort sig selv den tjeneste at læse Tellerups andre bøger (i hvert fald Markløs), så vil man her finde ud af, at man allerede kender en del af miljøet i det sydfynske, hvor det meste af Mestrene også foregår. Man vil genkende familiehistorien og de centrale personer: jeget, far, mor og bror. I Mestrene lærer man dog en ny side af familien at kende: de er en rigtig håndboldfamilie, sådan en der altid er at finde i hallen (og ikke foran fjernsynet). Det giver nye aspekter af deres relationer, og man kan komme til at føle, at man rent faktisk kender dem.
Mestrene er altså noget så sjældent som en roman, der handler om håndbold. Om håndbolden som kulturdannende og menneskedannende. Om håndboldens historie og om interne mentalitetsstridigheder. Om hvem der var gode, vandt og var “fis’ka’le”. Om teknikker og lirede redninger. Den handler om at støtte op og blive støttet. Og så om, hvordan talenter bedst viser sig.
I bogen findes to hovedtilgange til håndboldens væsen, personificeret gennem Ulrik Wilbek og far. Der er den version, der handler om at vinde (Ulrik Wilbek) og den der handler om holdånd (far). De to tilgange eksisterer simultant i samme klub, men trækker i jeget og de andre minihåndboldspillere fra hver deres retning. De bliver udsat for massivt pres, og de skal kunne præstere og turde gå op i deres teknik, træning og spil. De skal være vindere, eller “MESTRENE // MESTRENE // MESTRENE”, men de skal også kunne hygge sig med spillet og tage et nederlag med oprejst pande.
I Mestrene udvikler Tellerup på temaer som ungdomskultur i det provinsielle, livet som biseksuel og queer i maskuline fællesskaber, ritualer i fællesskaber og identitetssplittelse på grund af tilhørsforholdet til uforenelige subkulturer. Med håndbolden som prisme ser vi et ungt menneske udvikle sig, søge væk fra sit udgangspunkt og til sidst prøvende finde en form for forsoning med det. Der er altså tale om en klassisk hjemme-ude-hjemme-struktur, hvor håndboldhallen er hjemme, med alt hvad det indebærer af komplikationer for de involverede.
Med denne vinkel på håndboldhallens landskab, bliver den et sted, hvor nogle af de mest komplekse menneskelige forbindelser findes. Jeget flygter fra hallen af flere forskellige grunde, og lever i eftertiden og i de fremmede landskaber som flygtning. Håndboldhallen har givet ham en kultur med. Herfra har han sin mentalitet og sin tilgang til alt fra et slag meyer på værtshuset til nye relationer: “han skal vise dem”. Selvom han på mange måder klarer sig godt, bliver det også en hård prøvelse. Han kommer til at føle, at han skal undertrykke en del af sig selv. Den del, som kommer “hjemmefra”. I takt med at jeget får mere kontakt til sine undertrykte sider, stiger hans forståelse for far, håndboldånden og halkulturen. Og dette åbner op for nye perspektiver, for eksempel om jord.
Den succesfulde jordbruger/landmand er den, der har vindermentalitet – akkurat som den succesfulde håndboldspiller. Begge vinder gennem udnyttelsen af ressourcer, udvinding, gift(ig kultur) og begge lader ressourcen (jorden eller mennesket) udpint tilbage. Hvis det lyder som kapitalismekritik, så er den god nok. Men det, der gør denne kapitalismekritik særlig, er det fokus Tellerup har på vindermentalitet. For det er vindermentaliteten, der ingen midler skyr. Det er den, der opdyrkes socialt og praktiseres mod kroppe og jorde. Det er den, der bestemmer, hvem eller hvad der er får eller bukke, og den, som sørger for at feltets fremtidige grundlag bliver tyndere og tyndere.
Til dette fremstiller Tellerup (i forlængelse af talentudvikleren Søren Ankersens tanker om talentudvikling i håndbold) en anden mulig mentalitet. Én, der peger på, at de bedste resultater kommer gennem bæredygtighed, tålmodighed og variation. Ifølge dem bliver eliten skabt af bredden (de lokale klubber), ikke omvendt, og derfor mener de, at ressourcerne skal prioriteres til at forbedre og promovere de lokale klubbers arbejde og forhold, frem for promovering og facilitering af landsholdet, stjernerne og de store begivenheder. Dette bygger på, at talenter ikke kan spottes, før deres potentiale er forholdsvis veludviklet, og på, at sunde klubmiljøer giver bedre spillere.
Som man måske kan fornemme på det hele, så er denne roman meget andet end et narrativt forløb. Jeg har gennem min læsning forestillet mig, at Tellerup har siddet og fortalt en fremmed om alt det, han kunne komme i tanke om med forbindelse til håndbold. Hele denne fortælling er så blevet optaget og transskriberet, hvorefter transskriptionen er blevet til denne bog. Der er flere grunde til, at jeg har haft denne forestilling. For det første den talesprogsprægede stil, med indskudte sætninger, versaler og langer vokaler skrevet ud. Der er mange retoriske spørgsmål, regibemærkninger og manifestagtige analyser, som bringer teksten frem til jegets nutid og fortællermæssige udgangspunkt, og som kan ses som charmerende eller cringe alt efter humør. Herudover udarter Tellerups brede interesse for at forstå alle aspekter af håndbolden sig i en overordnet rodet struktur, der giver indtryk af, at for få darlings har fået kniven. Det resulter i, at bogen kommer til at fremstå uredigeret. Når det så er sagt, så tror jeg, at Mestrene kommer til at fungere rigtigt godt som lydbog. Den kommer til at føles lidt som en podcast, hvor (forhåbentlig Tellerup selv) deler ud af sin store håndbolderfaring og gode analyser til fordel for den interesserede lytter.
Selvom det ikke er Tellerups bedste bog til dato, synes jeg, at den har merit. Helt oplagt er den interessant for dem, der selv har været udsat for lidt af hvert i de provinsielle klubmiljøer, men her sidder også jeg, som aldeles ikke kender til håndboldens, hallernes eller holdåndens vidundere, og har lært en masse. Det er jeg sikker på, at mange andre, der heller ikke er flasket op med holdsport i haller, også kunne gøre. Det er, trods bogens mangler, dog en sejr.
