Naturen er ikke din ven – Konkhjertet af Anna Malan Jógvandottir
Konkhjertet giver udsagnet om at leve i pagt med naturen en helt ny radikal betydning – blandt andet ved at bryde med den gængse forståelse af, hvad det vil sige at være levende. Det er ret vildt på en stille måde; ret klamt og samtidig farvestrålende smukt.
Konkhjertet er et digt, der rammer lige ned i tidsånden med bæredygtighedstanker og biodiversitetskrise og det deraf følgende behov for, at vi gentænker vores forhold til naturen. Det er ikke et partsindlæg med normative krav, prædiken eller piedestal. Det er litteratur. Et digt hele vejen igennem, der med sit greb giver plads til alle disse tanker – i hvert fald i mig – og derfor et vigtigt digt, som fortjener en bred læserskare.
Men da jeg kontaktede forlaget Herman & Frudit for at spørge om et anmeldereksemplar, svarede de, at det kunne desværre ikke lade sig gøre, da der blot var to eksemplarer tilbage i handlen. Siden har jeg købt det ene, så skynd dig, hvis du vil være den sidste heldige. Måske er det allerede for sent.
Til gengæld giver det mig en vis frihed, at jeg ikke rigtig kan komme til at skade salget af værket, ved at spoile og lægge min omklamrende læsning ned over det, så det er, kære læser, hvad du herunder vil blive udsat for. Alt sammen i et argument for, at vi har at gøre med et vigtigt og øjenåbnende, hyper-relevant og ikke mindst litterært værk, der er i samtale både med litterære strømninger og traditioner, fortiden og samtiden på én og samme gang.
Det, der sker i Konkhjertet, er, at en kvinde kaster sig i havet og dør en uventet ubehagelig død, for derefter at synke til bunds, hvor hun bliver fortæret af forskellige havdyr, indtil hun er gået i opløsning og bliver ét med havet.
Men her er døden ikke afslutning. Der er ingenting, der bare forsvinder, og døden er blot begyndelsen på livet i en anden form, eller nærmere liv i andre former. Således bliver digtets overordnede tema overgang og menneskets forhold til naturen. Man er en del af et større kredsløb. Livet er … ja, hvad er livet egentlig? Er det dit? Er din død blot en overgang fra én form for eksistens til en anden? I Konkhjertet er livet både ubærligt og upålideligt som naturen og det er blomstrende, farverigt og insisterende.
Digtsamlingen risikerer nemt at sende sin læser på langfart ud i de store spørgsmål: Hvornår stopper livet og hvornår begynder det? Hvornår blev jeg til? Hvornår er jeg ikke mig længere? Og er det naturen, der er upålidelig, eller er det vores forestillinger om den, der er det?
Jeget havde i hvert fald forstået et, og syntes at havet havde stillet hende noget i udsigt, hvor oplevelsen blev en helt anden:
”at drukne / er den roligste død / fortalte havet mig // det / var / løgn”
Men var det havet, der var upålideligt, eller var det vores menneskelige forventninger, som vi så at sige læser ind i naturen, der er fejlagtige? Giver det mening at tale om godt og ondt, rigtigt og forkert, når det kommer til naturen? Det kan godt være, vi mennesker går vældig meget op i den slags, men naturen synes at være ligeglad. Den er, som Per Højholt skriver i sin bog Stenvaskeriet, i modsætning til os ikke en dømmende instans.
”… jeg foretrækker at sige, at den [naturen] er uskyldig. Den kan ikke gøre for noget. Det er os, der forvolder det hele. […] Der er og vil altid være en forskel, en naturlig forskel, og at der er det, er vores skyld. Vi kan nemlig ikke i længere tid glemme os selv. Vi husker, at vi er der, vurderende, bedømmende, beundrende […] Bare vi siger: Nejh, hvor er her pænt! så har syndefaldet i forhold til naturen allerede fundet sted. Naturen bedømmer ikke os, deri ligger en del af trøsten. Vi møder uskylden”
Det er dog sikkert at Naturen ér; den findes og finder sted. Livet ér; det findes og finder sted – som natur og i naturen. Det gælder også menneskelivet. Vi, mennesket, er også en del af naturen, men på grund af vores unikke bevidsthed er vi mere end det. Vi er også kultur, der blandt andet grundlæggende kendetegnes af sprog og tale.
I Konkhjertet spiller Anna Malan Jógvandottir på mennesket som sprogligt væsen med både natur og kultur. Det gør hun ved igennem hele digtet at lade det fortællende jeg være i dialoger med naturen. Med replikker fra havet, vandmændene og blæksprutten, bliver naturen besjælet med den sproglige egenskab, som er grundlæggende menneskelig. Det er dog ikke en besjæling, der gør naturen menneskelig. Det virker nærmest som en nivellering, der udglatter ’den naturlige forskel til naturen’, som Højholt påpeger.
Nivelleringen finder også sted i fortællerstemmen, der på samme måde som dyrene og havet, er mere registrerende og beskrivende end vurderende. Det er kun helt i starten indtil døden indtræffer, man finder spor af en moralsk dom – nemlig at havet har løjet. Siden er der ikke den store forskel på den måde naturen – i alle dens former – og jeget taler på, hvilket let svimlende føles, som om digtet slipper vores vante antropocentriske perspektiv, og stadfæster menneskekroppen som en ligeværdig del af naturen.
At læse Konkhjertet, er at dykke en forunderlig / for underlig tur ned under overfladen på det hav, hvor livet opstod i alle sine farver. Det giver en fornemmelse af bare lade sig drive med gennem livets overgange og forvandlinger.
Det er ret fantastisk – nyd for eksempel hvordan jeget får dybblå bryster:
”to vandmænd / daler ned / føler det lilla slim / blødt / på min hårde brystkasse / fæstner sig / på hver sit ribben / bliver til havbryster / så havet kan strømme i mig // mine bryster er dybblå” (s. 45)
Igennem digtet flyder et farvetema, som også til slut bliver brugt til at vise, at jeget ultimativt er blevet natur, da det konstaterer at det er blevet hvidt som rurerne, gul som lyset på sandbunden og blå som havet og, ja, vandmændene der før dalede ned på hendes bryster. Symbiosen er fuldendt, fortælleren ”strømmer / langt / væk / fra / land”
Det er alt i alt kulørt-lyrisk og grotesk-organisk, klam-smukt og inderligt tankevækkende.
