Udsigten fra den værste af alle verdener
Hvordan kan litteraturen gøre verden bedre? Der findes mange bud, men i Ask Katzeffs nyeste bog, Usynlige Verdener, udkommet på det utroligt produktive, eksperimenterende og konsekvent interessante århusianske forlag Antipyrine, har vi at gøre med en radikal og syret form for engageret litterær virkelighedsudvidelse. I Katzeffs forrige bog, Befri Fremtiden (2021), fik vi præsenteret en lang række fremtider, der fungerede som en slags kaotisk kortlægning over mulige versioner af hvordan en bedre og radikalt anderledes fremtid egentlig kunne se ud. I Usynlige verdener fortsætter projektet, men peger nu i højere grad mod alternative dimensioner og interagerer med anden litteratur, stiller spørgsmål direkte til læseren og peger generelt den spekulative finger i endnu flere retninger. Her er tale om 46 helt korte prosaudfoldelser af viltre idéer og tankeeksperimenter, som er sjove at læse og blæste at tænke over.
Det litterære, spekulative tankeeksperiment er en lang og broget tradition. Tidligt i Katzeffs bog bliver der hilst på tre af ’genren’s helt store mestre. Først hører vi Kafkas ikoniske Metamorfose i en forskudt udgave, hvor det er Ramos Sagger (et anagram af Gregor Samsa), der bliver til en bille. I Katzeffs version sker forvandlingen overlagt, som resultatet af et succesfuldt eksperiment, og menneskebillen modtages med begejstring i en verden, hvor ”dens evne til selv at producere antibiotika i kroppen, til at regenerere mistede kropsdele og tilpasse sig ekstreme miljøer var eftertragtede egenskaber i katastrofernes tidsalder.”
Usynlige Verdener arbejder hele tiden med at vende vrangen ud på etablerede ’sandheder’ og sætte spørgsmålstegn ved moralske forudindtagetheder i kendte fortællinger, som at det nødvendigvis skulle være en dårlig ting at blive til en bille. Eller som i den efterfølgende tekst, hvor fortælleren spørger endnu mere eksplicit, hvad der mon ville ske, hvis menneskene i Ursula le Guins berømte spekulative novelle ”De som vandrer bort fra Omelas” begyndte at vandre ”Tilbage til Omelas” i et mere insisterende oprør mod beslutningen om at mishandle ét barn i bytte for resten af befolkningens velvære.
Den mest påtrængende perspektivering for mig, så snart jeg gik i gang med at læse teksterne i Usynlige Verdener, var Jorge Luis Borges’ fiktioner (samlet i fire bøger, mest kendt nok Fiktioner fra 1944). Borges’ tekster tager også ofte udgangspunkt i tankeeksperimenter, og leger i særdeleshed med grænsen mellem virkelighed og fiktion. Og lur mig om ikke denne bogs titulære tekst, ”Usynlige verdener”, italesætter også dette referencepunkt fuldstændig eksplicit. I Borges’ (meget anbefalelsesværdige) tekst om den fiktive verden Tlön, som fortælleren hos Katzeff læser den, ”tager fiktionen form som en virkelig verden akkurat på den anden side af en slags interdimensional membran, som vi kan gennembryde og lade virkelighed og fiktion flyde sammen. På den måde er vi til enhver tid omgivet af en uendelighed af usynlige verdener, som vi, i kraft af vores forestillingsevne, kan etablere forbindelser til og møjsommeligt væve sammen med vores øjeblikkelige virkelighed.”
Dette lader til at være en oplagt måde at læse Katzeffs bog på: som en præsentation af en række usynlige verdener, der ved at blive læst etablerer forbindelser og væver sig sammen med læserens virkelighed gennem fiktionens tynde membran. Men hvor fokus hos Borges, indholdsmæssigt som formelt, typisk er på selve denne diffuse grænse mellem fiktion og virkelighed, og dermed i en forstand filosofisk motiveret, virker Katzeffs fokus mere politisk, og endda aktivistisk motiveret. Bogen vil ikke bare have os til at forstå, at andre verdener lige så godt kunne være ’Verden’ – at andre virkeligheder også er virkelige, eller bliver virkelige i kraft af fortællingen – den vil tilsyneladende gerne vise os, hvordan disse andre virkeligheder på forskellige måder kan være bedre end vores; Usynlige Verdener vil for eksempel især gerne vise os, at verden ville være bedre uden kapitalisme, hvis økologien blev sat fri, hvis mennesket søgte mod alternative, bæredygtige levemåder…
Bogen arbejder mod disse mål på en mangfoldighed af måder. I ”Tidsspejl” lærer vi at man, hvis man fra 2020’erne bevæger sig frem og tilbage i tiden, vil opleve to relativt ensartede udviklinger, nemlig ”en gradvis tilbagerulning af kapitalistiske handlemønstre, afmontering af kolonialistisk tyranni, en gradvis gendannelse af ødelagte naturer og kulturer og så videre.” Teksten tegner dermed en slags V-model over historien, hvor vi i skrivende stund befinder os i bunden. Eller måske er det nærmere et “flueben” den tegner, for Katzeffs fortæller er optimistisk omkring menneskets evne til at lære af sin historie, og ”2570’erne vil derfor eksempelvis ikke være præget af de samme autoritære tendenser som 1480’ernes Europa.”
Bogen er således fuld af sjove formelle indfald; teksterne beretter om fremtidige civilisationers levemåder, foreslår hvordan man kan redde det Sydfynske øhav fra at blive oversvømmet, stiller spørgsmål til læseren, oplister fremtidige trends eller opstiller paradokser (det mest kortfattede paradoks: ”Grøn kapitalisme”). Men i de fleste af bogens tekster, eller i hvert fald i de af bogens tekster, som har gjort det største indtryk på denne kritiker, fortælles der præcist og underholdende om mere eller mindre utopiske verdener.
Det kan være et konkret koncept, så som den nordøstasiatiske nomadeby Triograd, hvor husene er limet sammen og hver tusinde dag rejser sig og vandrer hen til et område, den mange år tidligere har beboet, og indbyggerne først ”høster frugterne af deres tidligere arbejde” og derefter holder fri i to år, før de plejer og genopretter naturen, kysser jorden og rejser videre. Eller det kan være en anden planet som Huwa, hvor indbyggerne ikke bor i huse, for de ”har nemlig ikke brug for at skærme sig, deres kroppe lader naturligt op under Huwas mange sole og holder sig varme og funklende i selv de koldeste af årets måneder”. Hvad skal vi så bruge det til? Vi mennesker kan jo ikke leve som huwaianerne og næres af solene, eller hvad?
Bogen kommer ikke med svar på, hvordan de konkrete utopier skal anvendes, men præsenterer blot en kavalkade af vidt forskellige måder, det også kunne være på. For mange af disse verdener gælder det, at deres folk som huwaianerne elsker ”at få naturen omkring sig til at trives og gro,” har ”en særlig forbindelse til planter,” en tilknytning som ofte også tillader dem at bruge store dele af tilværelsen på ”at hvile sig og lave ingenting og spille musik på trommer og fløjter af glas,” eller som de førnævnte triogradere fordrive ”tiden med for eksempel at fiske i kanalerne eller fortælle historier og tyde drømme eller spille fløjte og lut.” Kort sagt har de det godt. Og i utopiske verdener som disse handler arbejde ikke om akkumulationen af kapital, men om at opretholde en økologisk og bæredygtig levevis i symbiose med miljøerne.
Den fortælling, som Usynlige Verdener frem for alt virker optaget af at pille fra hinanden, at afsløre som konstrueret, er fortællingen om kapitalismens naturlighed og uundgåelighed, eller det som kulturteoretikeren Mark Fisher kaldte den kapitalistiske realisme; at det i en kapitalismegennemsyret kultur er blevet nærmest umuligt at forestille sig en verden uden kapitalismens strukturerende logikker. I løbet af bogens mange udfoldelser af usynlige verdener forstår vi, at det måske kun er i netop denne (den ’virkelige’) verden, og selv her kun i netop denne æra, at vi tilfældigvis befinder os under den globale kapitalismes grumme slør.
Således implicit at placere læserens ’virkelighed’ i selskab med en lang række andre virkeligheder er en af science-fiction-genrens fineste discipliner, og det som den prominente genreteoretiker Darko Suvin kaldte ’kognitiv fremmedgørelse’: ved at se vores egen virkelighed i lyset af andre, får vi øje på de ellers transparente dynamikker der former den, og bliver dermed klædt bedre på til at kritisere det etablerede. Når vores virkelighed forstås som blot én af mange, virker den mindre stålsat. Og hos Katzeff, der i sine fremskrivninger af alternative virkeligheder er så evindeligt optimistisk, får jeg som læser nærmest fornemmelsen af at befinde mig i den værste af alle verdener, og det giver mig da i hvert fald lyst til at ændre på noget.
Usynlige verdeners virkelighedsopløsning er altså mere målrettet og direkte kritisk end sit borgesianske forlæg, og måske derfor består den af mange flere tekster, som til gengæld er meget kortere og ikke udforsker deres tankeeksperimentudgangspunkter lige så grundigt som argentineren. På den måde får vi flere idéer og flere alternativer præsenteret. Til gengæld risikerer præsentationen at blive lidt for hurtig og overfladisk, til tider endda en anelse jovial, til at pointen og dens alvor virkelig bundfalder sig i læsningen. Det kunne i hvert fald være interessant at se nogle af disse tekster i længere format, at se flere af fiktionsformens redskaber aktiveret i rejsen ind i disse usynlige verdener og opleve, hvordan det egentlig ville være at bebo Triograd eller Huwa fra et subjektivt perspektiv. Men jeg ved egentlig ikke om jeg overhovedet kan tillade mig at anføre sådan en kritik, når bogens genrekonstruktion fungerer så fint som det den er: en lystig oprulning af tankeeksperimenter, stof til kritisk eftertanke. Måske er der sket det at de tekster, jeg har foran mig i den lille bog med den smukke forside af Ferdinand Ahm Krag, har fået mig til at tænke på alle de usynlige tekster, som også kunne skrives eller allerede er skrevet lige omme på den anden side af den nu endnu tyndere interdimensionale membran. Og så er projektet jo allerede ved at lykkes.