Vogt jer for bevægelsen
Hvor dejligt ville det ikke være at leve i et samfund, hvor ydre skønhed og ungdommelighed ikke havde nogen betydning. Hvor produkter ikke blev markedsført på store billboards af letpåklædte unge kvinder med glat og smidig hud. Hvor det helt reelt kun er det indre, der tæller. Sådan en verden er det, Bevægelsen gerne vil skabe.
Bevægelsen af Petra Hůlová (originalt udgivet på tjekkisk i 2018) er en spekulativ roman om en organisation af samme navn, der ønsker at gøre op med alt, hvad den patriarkalske samfundsorden står for. De ønsker, at mænd skal tage mere ansvar for husligt arbejde og for reproduktionen, der er ved at gå helt i stå. Mændene skal være deres hustruer tro, også når de bliver gamle eller grimme, og enhver forskønnelse af det kvindelige legeme betragtes af Bevægelsen som patriarkalsk tvang. Bevægelsen vil ikke bare gøre opmærksom på, hvordan legemlig skønhed styrer mennesker, de vil udradere skønhedsradaren helt.
Det lyder ikke så slemt, tænker du måske. Det kunne da være dejligt, hvis ens partner elskede én for den man var, og ville gøre det hele livet igennem. Det ville da være dejligt, hvis man ikke behøvede at interessere sig for sin fremtoning i offentligheden, og hvis den mentale byrde, opvasken og børnepasningen var noget man deltes om. Bevægelsen tilbyder alle heteroseksuelle kvinder at kurere deres mænd for enhver form for patriarkalsk tankegang, og især for deres begær mod unge, smukke kvinder. Og så på bare 18 måneder! Det er et tilbud, de færreste kan sige nej til, og hvis de gør, så henter Bevægelsen bare deres mænd alligevel.
Og herfra starter så det virkelig uhyggelige. For hvordan vil Bevægelsen bære sig ad med fundamentalt at fjerne fysiologiske reaktioner eller bestemte tanker hos deres klienter? Der er ikke bare tale om en oplysningskampagne eller et kursus i at være en god og trofast partner. De skal helt og holdent blive ude af stand til at tænde på unge spændstige kroppe. Når alt kommer til alt, er det det eneste egentlige mål, Bevægelsen har for deres klienter.
Klienterne – mændene – bliver indlogeret på såkaldte institutter, hvor de skal igennem 7 faser. Den ene fase er mere grotesk og ydmygende end den foregående, og der er hele tiden en overhængende fare for, at en bemærkning eller kropslig reaktion kan sende dem tilbage til en allerede afsluttet fase. Vi snakker A Clockwork Orange-agtige metoder med hjernevask som nøgleelement. I praksis er de indsatte, og kan ikke forlade institutterne uden at gennemføre fase 7, der fungerer som en afsluttende prøve. Med andre ord skal de lade sig “kurere”. Der er ingen vej udenom, hvis de ikke vil leve hele deres liv på et institut.
En stor del af Institutternes praksis går ud på at manipulere med klienternes begærsretning, samt at teste om de lever op til de fremsatte mål. Det foregår blandt andet på følgende måde:
“Vis den!” råber jeg ad ham. Han står der bare og ser helt blæst ud. “Kom i gang,” tilføjer jeg, selv om det ikke er nødvendigt, for han havde ikke overhørt min første ordre og er allerede i gang med at handle derefter. Han tager sine joggingbukser af og afslører sin penis, som er gemt i gråt, busket hår. Vi udleverer ikke undertøj til klienterne, de ville skulle tage det på og af mindst en million gange under et typisk genopdragelsesophold, så det er man gået væk fra. Jeg tager penissen i hånden og gnider den nogle gange mellem fingrene.”
Det, som klienten her bliver udsat for, ligger i den milde ende af de overgreb, som på institutterne er fuldstændig accepterede praksisser. Det er selvfølgelig ikke alle klienter, der er lige modtagelige over for institutternes metoder eller tankegang, og derfor kalkuleres der også med en høj selvmordsrate.
Hele historien er fortalt af en kvindelig ansat på et af institutterne, og derfor beskrives uhyrlighederne som både kliniske og retfærdige. Bevægelsen har karakter af en arbejdspladsroman, hvor ansættelsesvilkår, arbejdsmiljø, ressourcer og forfremmelser fylder lige så meget som opgaveløsningen og opgavernes specificitet. Kun en enkelt gang bliver fortælleren i tvivl om projektets kvalitet, men det skaber et vigtigt åndehul i historiens kvalmende forherligelse af vold mod mænd. Fortælleren betragter mændene som kreaturer, og instituttet, hvor hun arbejder, ligger meget passende i et nedlagt kødforædlingsanlæg.
Bevægelsen står ikke uimodsagt, selvom modstanden mod den indskrænkes mere og mere, som tiden går. Det er selvfølgelig klart, når alle modstandere enten bliver hjernevasket, eller på forunderlig vis forsvinder. Den største modstandsbevægelse: “Manddommens Vogtere” sammenligner Bevægelsen med kommunismens og andre revolutionære ismers kollapser. “Ligesom Bevægelsen havde disse ismer lokket med pæne tanker, men de var endt i terror, kaos, fald i levestandard og til sidst en forråelse af selve idealet, som kreperede af sit eget troværdighedstab”. Og det er præcis det, der bliver tilfældet, og som vækker fortællerens kortvarige mistillid til projektet. Det sker under et besøg på en søsterinstitution, et såkaldt socialcenter, som er for kvinder, der har “internaliseret” den patriarkalske tankegang. Her bliver hun nemlig konfronteret med, at “de horrible tal for mere eller mindre ugenopdragelige gammelverdenskvinder gør, at halvdelen af Kvindesocialcentrene er hemmeligstemplede og at de drives på improviserede vilkår”. Altså er forråelsen i fuldt vigør. Bevægelsens ideal om at skabe en verden, hvor kvinder bliver respekteret for hvem de er, er de selv med til at undergrave monumentalt. Deres ideal er en kønsløs verden, hvor alle går i det samme uflatterende joggingtøj, har et ensrettet begær og ønsker at sætte børn i verden. Dem, der ikke kan indfinde sig i dette – uanset køn – kan ikke være frie i Den nye verden, hvad der i praksis betyder, at ingen kan det.
Antallet af gange, hvor fortælleren nægter, at der er tale om en feminazistisk politistat, eller fuldstændig overser tegnene på det, taler sit eget subtile sprog. “Bevægelsens målsætninger var milevidt fra, at man kunne udlægge dem som nogen form for udløber af feminazisme”, “Bevægelsens paradehilsen (vi heiler ikke, men der er en vis, rent formel lighed)” og “Og flokkene af uuddannede gamle hvide handyr, som de ulækkert blev kaldt i Bevægelsens daværende selvforsvarsjargon, brølede “ud med den nye nazisme!” er bare eksempler på dette. Hun ser det, og beskriver endda Bevægelsens ordvalg som ulækkert, men det får hende ikke til at tænke over, om handyrene kunne have fat i noget.
Det er voldsomt ubehageligt at læse en bog, hvor perspektivet er anlagt fra så uempatisk et synspunkt, som det er i denne. Skrivestilen er akademisk og kringlet, til tider meget poetisk og andre steder pinagtigt repetitiv. Men det værste af det hele er og bliver alle overgrebsscenerne, som er institutionaliserede og fuldt accepterede. Til gengæld er der meget at tage fat i, når man først er færdig. Er dette en bog med en feministisk agenda, på trods af, at omdrejningspunktet for den er en bevægelses revolution, som sætter målet før midlet? Hvornår stopper en bevægelse med at være, hvad den giver sig ud for? Hvad kan sammenligningen med kommunismen og nazismen bidrage med? Hvad er det for psykologiske virkeligheder, der muliggør en forråelse af egne idealer på denne måde? Og hvilken rolle spiller det, at fortælleren fokuserer på Bevægelsens glorificerede fangelejre (institutterne) som arbejdsplads? Hvis man er til spekulativ fiktion, opstiller Petra Hůlová et spændende og originalt scenarie, der dog helt sikkert er sjovere at tænke videre over end at læse.
