NOGET SMUKT KOMMER TIL AT SKE
”Og så vil vi gerne takke Marx og Engels for vores politiske uddannelse.”
Sådan sagde den estiske tekstforfatter Helen Hindpere i takketalen, da hun og hendes kreative, anarkistiske kollektiv 2019 modtog en pris for deres arbejde.
Nu, fem år senere, er det samme kollektiv blevet opkøbt og på det nærmeste også opløst af stærke kapitalinteresser, og de tidligere ansatte er på nærmest stereotyp venstreorienteret vis splintret i fire forskellige faktioner, som alle beskylder hinanden for at have solgt ud, have forrådt det politiske projekt og for at lave dårligt arbejde.
Man kunne forledes til at tro, at der var tale om, at den pågældende pris et legat til forskning i prekariatet eller en pris for socialt arbejde fra radikale politiske grupperinger.
Men nej: Der var tale om en af de fire priser, i dette tilfælde ”bedste narrativ”, som det ligeledes estiske studio ZA/UMs videospil Disco Elysium indkasserede ved den internationale sværvægter af en prisuddeling The Game Awards.
Gad vide, hvad det (fortrinsvis) amerikanske publikum syntes om det udsagn. For én ting er, at vi nok efterhånden er blevet enige om, at computerspil godt kan være kunst, noget helt andet er om de kan (alternativt: bør være) politiske.
Jeg mener grundlæggende, at alle mennesker med interesse for litteratur, kunst og moderne politik bør spille og forholde sig til Disco Elysium – det er, hvis man spørger mig (og det her er min tekst), en af de vigtigste og mest velskrevne litterære værker i det 21. århundrede.
Skaberstudiet ZA/UMs grelle og ironiske skæbne, hvor kapitalinteresser smadrede et politisk kunstkollektiv og de forgreninger af studier med tidligere medarbejdere, som hver udråber sig at være ZA/UMs spirituelle efterfølger, er et billede på, at spil i tiltagende og bemærkelsesværdig grad er blevet en uomgængelig arena for moderne politik.
Men hvis man skal forstå det, må jeg kort redegøre for den arenas indretning
En digital krigszone
Der vurderes på nuværende tidspunkt, at omkring 3,2 milliarder mennesker spiller spil.
Det er derfor naturligt, at spil som kunstform er omdrejningspunkt for et væld af debatter (som alle andre former for kunst). Også politiske. Der kan i flæng nævnes:
På diverse sociale medier er de mest incel-agtige og kedsommelige mennesker (læs: mænd), man kan forestille sig, i gang med et årelangt hysteri over, at de kvindelige spilkarakterer ikke har samme kropslige dimensioner som oppustelige sexdukker.
De mener, at inklusionen af homoseksuelle eller brune mennesker er et udtryk for, at spil er ”blevet politiske” (ment som en dårlig ting). Med den klare implikation, at deres tidligere eksklusion selvfølgelig ikke var politisk.
Kæmpestore studier, som producerer dusinvis af spil om amerikanske soldaters involvering i kup, invasioner og ulovligheder overalt i verden benægter pure, at deres spil skal betragtes som politiske.
Man må formode, at den voldelige afsættelse af diverse statsoverhoveder skal betragtes som en fuldstændig neutral zen-handling, som kan sammenlignes med at tørre køkkenbordet af.
Man kunne også mene, at den position i sig selv er hamrende politisk.
Masser af spil handler om seksualitet og køn, om byplanlægning, om klimaet eller om vold. Alle unægteligt politiske emner.
En litterær nyklassiker
Men Disco Elysium er særligt i den forstand.
For det er et skamløst politisk værk, som direkte beskæftiger sig med revolution, med fattigdom, fagforeninger og strejker (og modstanden mod samme), kolonialisme og forholdet mellem naivitet og kynisme, hvad angår håbet for fremtiden og for en bedre verden. Det gør det i en sær og smuk blanding af stream of consciousness, socialrealisme, liberale lån fra David Lynch og magisk realisme (sidstnævnte har altid, især i den sydamerikanske tradition, været voldsomt politisk).
Det kan måske på nuværende tidspunkt give mening at beskrive spillets natur og udformning så kort og godt, jeg kan.
Spilleren indtager rollen som en i første omgang unavngivet, småfed og midaldrende detektiv, der har drukket sig så fuld og taget så mange stoffer, at han tilsyneladende har glemt alt om, hvem han er. Han vågner op på et smadret hotelværelse, hvilket er hans eget værk, og opdager, at han i dagevis har forsømt sin opklaring af en grusom lynching af en lejesoldat.
Kroppen hænger stadig i hotellets baghave og rådner. Og har, erfarer man hurtigt, i øvrigt en indgående, indviklet og ulykkelig forbindelse til den igangværende strejke på havnen. I detektivens hoved samtaler hans forskellige evner og facetterne af hans personlighed: Empati, retorik, autoritet, finmotorik og Inland Empire (David Lynch-delen af hans psyke) som eksempler.
Med følgeskab af en noget mindre smadret efterforsker begynder spilleren at undersøge den fiktive by, Revachol, og lokalområdet, Jamrock, dens mangeartede indbyggere og dens historie. Revachol har nemlig, for ikke så mange år siden, være arnested for en kommunistisk revolution, som førte til at en international markedsdemokratisk koalition (forestil dig EU på speed), som en karakter bittert siger, ”lod den menneskelige maske falde […] for at dræbe alt du elsker, al kærligheden og omsorgen i verden.”
Murbrokker, skudhuller, spøgelser
Skudhullerne og de gamle våbenlagre ligger stadig glemt blandt murbrokkerne. Håbet om socialismen blev kværnet i kapitalens tømmerværk, indtil der kun var savsmuld tilbage.
Kommunismens spøgelse går med andre ord igennem Revachol. Det er her værd at bemærke, at det måske ikke er så underligt, at spillet med dets komplicerede og håbløst håbefulde forhold til kommunismens løfter blev udviklet i Estland.
Og igennem spillet tvinges spilleren til at tage stilling til (og vælge side, hvad angår) fascismens grusomme tryghed, ultraliberalismens glatte egoisme, centrismens skånselsløse og utroværdige tiltro til den gradvise forbedring og kommunismens hovedløse, idiotiske og glødende håb.
Faktisk bliver spilleren direkte skældt ud for ikke at gøre det. Hvilket er fair: Det er trods alt ikke muligt at undlade at tage stilling nogensinde, heller ikke i den virkelige verden.
Spillet, som har ikke mindre end en million skrevne ord (svarende til cirka 10 romaner), balancerer mesterfuldt mellem det personlige drama, de menneskelige historier og en elegant smertefuld politisk (u)virkelighed. Disco Elysium insisterer på at være et litterært værk. Det insisterer faktisk så meget, at det ville være absurd at modsætte sig, for det har åbenlyst ret.
På en mur i spillet har en ukendt person skrevet følgende graffiti:
TRUE LOVE IS POSSIBLE
ONLY IN THE NEXT WORLD — FOR NEW PEOPLE
IT IS TOO LATE FOR US
Og lige nedenunder (samme håndskrift):
WREAK HAVOC ON THE MIDDLE CLASS
How’s that for political.
Det er umuligt at komme rundt om samtlige temaer, karakterer og nuancer i spillet – for det er utallige.
Faktioner og manifester
Men tilbage til nutiden.
Efter sin udgivelse blev Disco Elysium en nærmest øjeblikkelig succes.
Måske lå tragedien deri.
Studiet bag, ZA/UM, gik på en lidt uoverskuelig måde i spåner. Indtil da havde ZA/UM været mere et kollektiv end et firma, som havde både bøger og kunstværker bag sig. Men med den kommercielle succes fulgte også magtkampene mellem kapitalinteresserne bag, som naturligvis, som de jo gør, pressede på for at profitmaksimere, og de kreative kræfter, som ville have kunstnerisk frihed.
En efter en tog de oprindelige skabere af Disco Elysium konsekvensen og forlod ZA/UM. Der er stadig spilprojekter i støbeskeen hos studiet, men de bliver hele tiden aflyst eller lavet om, og ingen kan kende op og ned på det.
Det er svært ikke at betragte det som en mørk og nærmest overnaturligt passende skæbne for et så smukt stykke kunst om kapitalismens ødelæggende kraft.
Det så altså sort ud, hvis man håbede på efterfølgere.
Indtil (måske) nu.
For nu, tidligere på måneden tæt på Disco Elysiums fem års fødselsdag, kravlede hele tre forskellige studier ud af træværket for at erklære, at de hver især arbejdede på Disco Elysiums spirituelle efterfølger. Det drejer sig om Longdue (med, måske lidt bekymrende, en Forbes 30-under-30-rigmand bag sig), Dark Math (med et par af de oprindelige udviklere) og, nok mest fascinerende, Summer Eternal (med en forfatter og den vidunderlige primære stemmeskuespiller fra Disco Elysium).
Samtidig beskylder de hinanden for at være sell-outs eller falske tronranere. Den originale skaber af Disco Elysiums univers og spillets kunstner havde i øvrigt i forvejen grundlagt et studie, men dem ved man ikke så meget om.
Man kan godt være bange for, at mange af de annoncerede spil ikke så meget har et litterært eller politisk projekt ala Disco Elysium, men derimod mest er der for pengene. Hvad ved jeg.
Disco Elysium slog fast med kæmpestore søm, at videospil for alvor virkelig kan være litteratur, det ville være en umådelig skam, hvis dets arv blev hule og åndsforladte forsøg på at slå plat på dets fortjente succes uden originalens charme og vægtighed. Selvom det nærmest ville være bittert ironisk passende, at kapitalen kan opsluge og lave profit på alt, selv den argeste kritik.
Mest af alt sætter jeg mit håb til Summer Eternal, et arbejderejet kollektivvirksomhed, som sammen med annoncering af sin eksistens, udgav et vaskeægte manifest. Her lyder det:
”We have seen the suffering wrought by the hunger for power, the terror of greed and envy, the complicity of the averted eye. We have also seen the triumph of the human spirit, of solidarity in the striving, of making something never before seen and seeing its miracle unfold in the world. We have seen poverty, and we have seen plenty. We will make mistakes, we will win and we will fail, but we will never forget what we are doing this for.”
I Disco Elysium er håb skrøbeligt, og man balancerer altid mellem at være varsom og at være, som man burde være, naiv.
Lige her vil jeg være naiv og håbe, at et af de stærkeste litterære værker i nyere tid får en (eller flere) værdige efterfølgere.
Der er et stykke graffiti i Disco Elysium, som spilleren har mulighed for at male med rød motorolie på en af de nedslidte bygninger i Jamrocks vægge:
SOMETHING BEAUTIFUL IS GOING TO HAPPEN
