Interview med Noah Umur Kanber: De skriver om mig, men de hører mig ikke
Roskilde Festival 2026
Den 2. juli 2026 fremførte kunstner Noah Umur Kanber sin performance I feel like a piece of paper på scenen Platform på Roskilde Festival.
Det er silende regn, men alligevel står folk tæt pakket i en cirkel omkring Platform klokken 13.30. På midten af scenen er der placeret en gravsten og en kiste. Hen over kisten ligger Dannebrog med en bunke jord på toppen. To sortklædte skikkelser træder frem. De bærer røde roser med sig og danner en åbning i cirklen, som alles blikke rettes mod. Men snart dukker Kanber op bag os. Iklædt maske og papir fra top til tå vandrer hun med tunge skridt rundt om scenen til dyster, dramatisk musik. Papirerne bliver våde og tunge. Et par stykker falder af og efterlader et spor. Hun ender i midten af cirklen, træder op på kisten og løfter armene i vejret. Publikum tager papirerne af hende, forærer hende de røde roser, og performancen afsluttes i en ekstatisk klapsalve.
Det er fjerde gang, Kanber opfører denne performance, som hun begyndte på tilbage i 2024.
Performancen er skabt ud fra Kanbers aktindsigt i sine egne sager fra Aarhus Kommune. Dokumenterne går helt tilbage fra den dag, hun blev en del af systemet; ”og det blev jeg jo allerede, da jeg blev født. Jeg er barn af flygtningeforældre, født i Danmark, så det er den måde, jeg er registreret i systemet,” siger hun. Kanber har brugt kommunens papirarbejde til at synliggøre systemets fejl og mangler gennem en poetisk og rørende performance.
Performancekunst på festival
Hvordan var det at fremføre din performance på Roskilde Festival 2026?
Der var ikke samme nervøsitet, som med noget helt nyt. Men der var jo noget nyt i at opføre den på en festival. Det er en anden form for publikum end på et museum. Jeg har hele tiden overvejet, om en festival mon kunne klare sådan en her performance. Og om publikum her kunne rumme den. Det er jo et meget ømt og meget personligt emne.
Kunne festivalen så det? Og kunne din performance klare det?
Hmm altså, det synes jeg sagtens, den kunne. Men der er selvfølgelig flere tilfældigheder på banen. Havde det ikke regnet, ville jeg ikke være blevet våd, og papiret ville ikke være blevet gennemblødt og næsten smeltet af mig. Men tilfældigheden bliver jo også det smukke i det, for den kan man ikke styre. Det eneste, jeg kan styre, er mit valg i forhold til, hvordan jeg vil give den fra mig. Men publikum har jo heller ikke kontrol. De kan ikke styre, hvilket stykke papir de får i hånden. Og hvordan står man så tilbage med det? Det er der også en sårbarhed i.
Hjælpen går tabt i tekst
Ser du selve papirarbejdet som en del af systemets fejl og mangler?
Ja, for det bliver jo sort på hvidt. Og nogle gange forbliver det sort på hvidt, uden at blive til handling. Når jeg siger sort på hvidt, så er det fordi, der f.eks. sort på hvidt bliver skrevet: ”Der er problemer i denne her familie. Vi skal træde ind, men vi ved ikke, hvordan vi skal træde ind.” Grunden til, at der ikke bliver handlet, skyldes nogle kulturelle forskelle, som man ikke ved, hvordan man skal håndtere.
Socialrådgiverne kan jo godt se, at hjælpen burde være der, men de ved ikke, hvordan og hvornår de skal træde ind. Det er vildt at læse min journal og se, at det er blevet skrevet, at der skal handles. Der står f.eks., at min mor forsøgte at begå selvmord, og at jeg blev udsat for seksuelle overgreb på børnehjemmet som 9-årig. Der bliver skrevet, at der skal sørges for psykologhjælp til mig, men den psykologhjælp kom jo aldrig.
Og da jeg sprang ud som homoseksuel for min mor, blev jeg smidt på gaden. Derfor rakte jeg ud til kommunen for at få hjælp, men de bad mig bare om at tale med min mor. Og det står i mine papirer, at jeg ringede ind. Og der står, at de bad mig om at tale med min mor. Men der står jo også i papirerne, at min mor har fået tvangsfjernet sine børn flere gange, og at denne her familie har rigtig mange problemer, så skulle man ikke se det her, som en form for alarmklokke? Og vurdere, at det lyder alvorligt? Men i stedet siger man: ”Prøv at snak med din mor”. Og det resulterede jo i, at jeg var hjemløs i næsten et år og boede på gaden og prostituerede mig selv som 13-årig.
Det står i journalerne, at hjælpen skal være der. Men hjælpen går tabt i al teksten. Det bliver skrevet, men det bliver ikke gjort. Det går tabt, og derfor taber man børnene. Og det er de børn, der har allermest brug for hjælp, fordi de står i en situation, hvor de ikke selv forstår situationen. Du er som barn fanget i noget, som du ikke selv kan komme ud af. Men det har skabt en stædighed hos mig. Jeg har tænkt, at hvis der ikke er nogen hjælp at hente der, hvor jeg burde kunne få hjælp, så må jeg jo selv skaffe den.
Teksten afgør virkeligheden
Hvad betød det for dig at finde ud af, at den situation var blevet skrevet ned?
Det betød, at min tillid til systemet fik et skår. Det gør ondt at se sort på hvidt, at nogen har hørt mig sige, at jeg ikke havde noget sted at bo, men at der ikke blev handlet på det.
Når man læser ens journaler, så læser man dem jo i tredjeperson og fra en andens perspektiv. De er skrevet meget monotont, og det er også følelsesløst. Det er meget følelsesløst skrevet, selv de hårdeste ting.
Da jeg læste dem for første gang tilbage i 2017. Jeg kunne ikke. Jeg læste de første 20-30 sider og brød fuldstændig sammen. Jeg tror ikke, at jeg var forberedt på, hvad der ville stå i de her papirer. Jeg har gået og spekuleret meget på, hvordan mit liv har været, og hvilke ting, jeg har oplevet. Og man kan ikke lade være med at forestille sig, at man måske har bildt sig selv ind, at det var værre, end det i virkeligheden var. Men det fik jeg så afkræftet. Det har ikke været indbildning, det har ikke været et barn, som har haft skøre tanker. Det at læse journalen blev en konfrontation med virkeligheden. Den virkelighed, som jeg jo på en eller anden måde har lagt låg på og kommet væk fra.
Ramte det hårdere, fordi det var skrevet på en følelseskold måde?
Ja, det ramte mig helt vildt. Dét, at der ikke er den der medmenneskelighed. Der er ingen medfølelse med det her menneske, som både er i fare og i dyb sorg.
Teksten skaber nye perspektiver
Gav det også dig et nyt perspektiv at læse det fra nogen andres synspunkt?
Det gav mig et nyt perspektiv at læse, hvordan min mors situation var dengang, jeg kun var to-tre år gammel. Det gjorde, at jeg måske stoppede med at hade min mor og måske mere fik ondt af min mor, for hun havde det også svært. Jeg fik et andet perspektiv i forhold til, at hun også var en kvinde, som havde lyst til at leve et andet liv, end det hun havde fået givet. Hun havde det svært som ung mor med tre børn i et nyt land med en voldelig mand og en voldelig familie.
Jeg læser min mor som en meget sprudlende, udadvendt og social kvinde, og hun havde jo lyst til at finde kærligheden og omsorgen.
Selvfølgelig er jeg jo også sur på min mor den dag i dag, når jeg ikke føler, at hun har været en god mor. Men jeg har jo så også kunnet forstå, at der har været nogle andre personlige ting, som har gjort, at det var svært for hende at bryde de der veje.
En historie er stærk, når den kommer fra en person, som selv har oplevet den
Der er jo en ret stor kontrast mellem de skriftlige, følelseskolde journaler og den kunst, du laver. Er det bevidst, at du tager journalerne og rykker dem hen et sted, hvor de kan noget andet?
Altså da jeg åbnede op for det her projekt, var jeg i en indre dialog med mig selv om, om man kan vise sådan noget her. Men kunst er jo også en form for historiefortælling, og en historie er stærk, når den kommer fra en person, som selv har oplevet den. Men det kræver også en eller anden form for ofring.
Her ofrer jeg jo mig selv ved at lade mig beskue og lade min fortælling blive delt. Det har jeg da overvejet, om jeg overhovedet ville kunne klare, at min historie skulle blive et emne i forhold til systemkritik. Det er jo et stort ansvar, jeg skulle tage på mine skuldre. Men jeg tænkte at, og det er jo en kliché, men der er jo andre, som har haft samme oplevelse som mig, og som kan relatere. De kan lige pludselig blive hørt. Ikke at skulle gå alene kan jo gøre en verden til forskel.
Er der også en byrde, der bliver taget fra dig, når publikum i slutningen af din performance tager de papirer af dig, du bærer på?
Ja, det er jo ligesom en høne, der får plukket sine fjer af og bliver gjort nøgen. Der er en frigørelse af sig selv. Der er nogen andre, der tager smerten væk fra mig. I det her tilfælde er papirerne smerten, som jeg bærer rundt på. Og så bliver der givet omsorg via en transaktionsordning, hvor publikum får en rose, som de lægger i graven. Det er et ritual, man bruger i begravelser i dag. Det er jo en form for farvel. Det her med at give afkald på noget, også for sig selv, og rent emotionelt at sige farvel til det, man har elsket.
Noah Umur Kanber er født i Århus i 1991 og uddannet ved Det Kongelige Danske Kunstakademi i København.
Interviewet er et redigeret uddrag af en længere samtale.