Er du en højtalerdæmon? Lader du dig kneppe af beatet? Eller har du svært ved at give dig hen til floor?
RAVING – McKenzie Wark – Aleatorik, 2025
Sidste år udkom en helt særlig bog. En bog skrevet i de sene morgentimer. En bog påvirket af ketamin, alkohol, stropelys og morgensex. Og så er det ikke en roman, men en form for faglitteratur?
Har du prøvet at stå til en fest eller på en natklub, og du er lige begyndt at føle dig tilpas. Måske har drinken netop ramt dine blodbaner, du nyder faktisk at danse med dine venner, eller med de fremmede omkring dig. Du er ikke længere opmærksom på dig selv, dit tøj eller den søde person du gerne vil score. Du er bare til stede. Men så står der en person, bomstille ved siden af dig, scrollende på sin lysende firkant. Sådan en festdeltager, ville McKenzie Wark kalde for en straffer. Én der ødelægger festen for alle andre. Wark har med Raving skrevet en bog, hvor festens højdepunkter og frustrationer får lov at få et akademisk sprog.
Raving er en bog om at rave, feste, og danse til techno eller house, i et fællesskab af kroppe, ofte queer, ofte trans, nogle påvirkede af stoffer, andre fanget i et såkaldt rave-kontinuum, i undergrunds-Brooklyn. Samtidigt er det en bog om gamle efterladte køn, om separatistiske fællesskaber, om technoens historie, om autofiktion eller autoteori, om kærlighed og COVID. Wark lykkes i dette forvirrende og voldsomt nysgerrige værk med at blande kritisk teori og autofiktion i én glidende bevægelse. En blanding som er vidunderlig og af og til lidt for meget.
En skriftpraksis til ravet
McKenzie Wark (f.1961) er kendt inden for kritisk teori og moderne medie-studier. Hendes arbejde spænder bredt og inkluderer skrift om situationisterne, et såkaldt Hacker-manifest, et værk om ’Gamer-teori’ (GAM3R 7H3ORY), og så har hun sin egen bandcamp-side.
I Raving tager hun udgangspunkt i personlige erfaringer, situationer, samtaler og interviews med venner, elskere, forskere og kritikere om rave-festen som situation. Og det er noget af det, som gør Raving så spændende og grundforvirrende at læse. I den ene sætning er vi i klubbens baglokale, i en autobiografisk scene. I den næste er vi i gang med at udfordre rave-rummets metakommunikative kraft for dets deltagere. Som Wark selv skriver: ”Jeg søger en skriftpraksis, der er bedre egnet til ravets situation, også selv om den må hentes fra mine andre praksisser. (…) En videnskabelig praksis for nydelse, for leg, der åbner sig mod et ekspansivt behov, i selvet og i andre.”
Med disse erfaringe og refleksioner danner Wark det, hun beskriver som autoteori. Autoteorien danner hun med begreber trukket direkte fra hendes livsverden og ud til læseren. Disse er sirligt oplistet i en begrebsliste, men der er flere highlights, herunder strafferen, fra tidligere. Derudover er der: ”femmunisme: En kollektiv tilstand, som opstår ud af en konstrueret situation, hvor den maskulinitet, som finder udtryk i dominans, trækkes fra som en teknisk overflødighed.” eller ”reparativ diskrimination: Adgang til konstruerede situationer, der selektivt bliver tildelt dem, som har mest brug for dem” og mange, mange flere.
Kneppes af lyden
Der er således ikke én hovedteori i Raving, men snarere en samling af erfaringer og begreber, der alle reflekterer over ravets betydning, særligt for en queer krop. Wark beskriver den interne forskelsbehandling mellem dolls og andre transpersoner. Hun taler om et rave som et begærsrum, som et dissociativt sted der ”opløser hjernen ind i kroppen”. Hun beskriver oplevelsen af at ville ”kneppes af lyden”, som en ”højtalerdæmon”, en evne som cis-het-mænd ofte ikke kender til ifg. Wark, eftersom de bærer på en ”rædsel for at kunne penetreres”.
Der er noget befriende over at læse akademisk litteratur, som ikke begrænser sig selv til universitetspapirernes snævre rammer. Det føles selvfølgeligt, at Wark godt må blande sin aften på gulvet med Adornos kritik og et Mark Fischer-citat. På den måde er Raving ét langt beat bestående af disse seancer. Som var du halvt på klub, halvt til forelæsning.
På et tidspunkt efter jeg har læst mig igennem bogen, kommer jeg til at tænke på det interview jeg lavede sidste år, hvor Siham Benamor sagde, at hun altid skulle danse i flere timer, før hun kunne skrive. Forbindelsen mellem skrift og dans. Mellem det nødvendigt indadvendte, og den udadgående reaktion. Er det noget af det Wark også undersøger? Hun beskriver i hvert fald formiddagene, liggende i sengen efter et rave, hvor skrivningen bliver en nødvendig efterreaktion på dansen.
Men Ravings tværfaglighed er også dens akilleshæl. For uanset hvor spændende det end er at blande alting sammen i en pærevælling af erfaringer, bliver Warks refleksioner af og til også en tand for utilgængelige, når de både er smurt ind i konkrete erfaringer, frankfurterskolen og den omtalte autoteori. Men det ændrer ikke på, at størstedelen af Raving er skøn og meget danseable læsning!
p.s.
Hvad skal man så egentligt gøre, når man står der lige ved siden af en straffer? Wark skriver: ”Jeg tænker på at råbe af ham. Eller høfligt bede ham om at flytte sig, hvilket bare positionerer mig som en ligegyldig pige. Jeg bestemmer mig for, at han ikke er min tilstedeværelse værdig og finder et nyt sted. De kan behandle situationen som om de ejer den, men vi vil være smuttet. Det er vores magt at trække os og efterlade dem alene.”