Herta Müller: Unplugged
Det var en ydmyg spurv klædt i sort jernvilje, som begejstrede publikum til International Forfatterscene i Diamanten.
Man spottede ikke mange Converse-støvler og indietyper med uglet hår i Diamantens store sal, da sidste års nobelprisvinder Herta Müller indtog scenen for en uge siden. Til gengæld var Politiken Plus segmentet og de tyskkyndige stærkt repræsenteret. Og det er jo en hardcore udfordring, som Bret Easton Ellis-drengene må dumpe i. Et timelangt interview. På tysk. Blandt andet om arbejdslejre i Rusland efter Anden Verdenskrig uden en eneste takeaway latte i nærheden.
Jeg vil lige indskyde, at jeg selv er en slags Ellis-fan, men gerne stiller op til spanking af min egen tåbelige fascination af kokain-vrag og ditto forkælelse. Anyway – jeg var forberedt på en høj-intellektuel udfordring, da aftenens moderator Marc-Christoph Wagner smækkede to fotos op på storskærmen – et monokromt barndomsbillede af Herta Müller flankeret af et farveskud taget under den spinkle kvindes pristale sidste år.
Hermed var scenen sat til en biografisk tilgang til forfatterskabet, som selvfølgelig er på sin plads med en person, som er opvokset blandt det tyske mindretal i Rumænien, oplevede forfølgelse under det kommunistiske diktatur, har en far med SS-officer på cv’et og en mor, der blev sendt i arbejdslejr i Rusland. Når det er sagt, efterlader en levnedsbeskrivelse desværre ikke meget tid til de store litterære og filosofiske overvejelser, som man i glimt kunne høre, at Herta Müller bestemt også mestrer. Ærgerligt, når hun nu er i byen.
’Jeg stod på en liste’, smilede hun dobbelttydigt, da Nobelpris-snakken skulle rundes og lod os forstå, at hendes oplevelser med det østeuropæiske diktatur i høj grad spiller ind på hendes værker. For litteraturen kan ikke undvære realiteterne, men er samtidig en konstruktion, hvor sproget pludselig dirigerer virkeligheden, lød en pointe.
At sproget efterfølgende kan blive indhentet af virkeligheden, har Herta Müller også måttet sande. For nyligt er det kommet frem, at forfattervennen og inspirationen til romanen ALT HVAD JEG HAR, BÆRER JEG HOS MIG, Oskar Pastior, sandsynligvis arbejdede for det hemmelige politi Securitate. Et system, Müller selv kæmpede indædt imod. Et bevægende øjeblik på scenen, hvor aftenens hovedperson fik blanke øjne, men alligevel brugte ordene til at nå en form for tilgivelse og forståelse af noget, der umiddelbart ligner en dolk i ryggen.
For Müller selv var det en umulighed at underkaste sig styret i Rumænien under Ceaucescus jerngreb. For selvfølgelig vil vi vide det: Hvordan man finder styrken til ikke at bukke under for pres og gentagne forhør? Overvågning og fiktive beskyldninger? Med beskedenhed og et blik, der undveg alle øjne i salen, forklarede hun om den fysiske lede, hun følte ved systemet. At det faktisk var lettere at sige nej og gøre modstand end at leve som medskyldig.
I ALT HVAD JEG HAR, BÆRER JEG HOS MIG – hendes seneste roman oversat til dansk – gennemlever hovedpersonen Leopold Augberg fem år i russisk arbejdslejr med cement, sult og død som hver eneste dags fangedragt. Fortalt i en lyrisk og stramt doseret prosa med tråde tilbage til den store tyske symbolist Rilke. Ord, læseren kun kan kapere langsomt, når de i digt-form dvæler ved kartoflerskræller til forret, hovedret og dessert eller udmattelsens ontologi.
Herta Müllers egen mor tilbragte et halv årti under tilsvarende omstændigheder og virkede, med datterens ord, altid meget gammel – selv da hun kun var i slutningen af tyverne. Der blev ikke talt om deportationen i hjemmet, kun antydningsvis – men angsten lå altid under overfladen.
’Litteraturen kan ikke ændre på fortidens grusomheder, men den kan opfinde en sandhed gennem sproget, der viser, hvad der sker i os og rundt omkring os, når værdierne afspores’.
Således sluttede den kleine tysk-rumæner sin pristale i Stockholm sidste år. Men de eksistentielle spørgsmål om diktaturers opståen, og hvordan vi mennesker bliver medløbere eller modstandere, står nok endnu delvist ubesvarede. Som motivation for forfattere som Herta Müller, der længe har ledt efter sandheder, og som endnu en grund til at læse litteratur for alle os Ellis-fans, der forlod salen fyldt med respekt for en stærk kvinde og hendes vigtige ord.
