Karl Ove og ondskaben
Alle gode bøger er onde. Eller er det omvendt? Der er ondskab på programmet i dette års udgave af ‘Tag og læs!’ på Testrup Højskole. Mandag talte Karl Ove Knausgård om, hvorfor vi må se på Hitlers barndom for at forstå Holocaust.
De står der på tavlen endnu, Lars Bukdahls noter fra i går, hvor han gennemgik bogsæsonen 2012 og delte årets bøger op i gode og onde. Eller ‘autentiske’ og ‘artificielle’, som det hed. Hvorefter han på bukdahlsk facon konkluderede, at de gode bøger var de onde, og de onde bøger var de gode. Eller sagt på en anden måde – Josefine Klougart og Kim Leine, der som bekendt er nomineret til Nordisk Råds litteraturpris, er dårlige, fordi de dyrker det autentiske, mens Christina Hagen og Kristian Bang Foss er gode, fordi de dyrker det drilske og postmoderne og ironiske. Autenticitet har Fanden skabt, forstod man.
Nu står han her så, Karl Ove Knausgård, og han er hverken ironisk eller postmoderne eller drilsk. Ja, han er faktisk temmelig autentisk. Han ligner sig selv, som man kender ham fra avisen og fra forsiden af hans berømmede seksbindsværk MIN KAMP, som jeg allerede er stødt på ikke så få eksemplarer af blandt soveposerne på sovesalen. Den seneste tid har MIN KAMP gået sejrsgang verden over, og salen er da også endnu mere fuld, end den var i går, da Bukdahl talte. Klokken er halv tre, og det er allerede begyndt at blive mørkt. Ja, det begyndte nærmest at blive mørkt, inden det blev lyst. Men måske passer det meget godt med den dystre belysning. Karl Ove Knausgård skal nemlig tale om ondskab.
Bleskift og frysepizza
Sidst den norske forfatter var på Testrup højskole var den 22. juli 2011, dagen hvor Anders Behring Breivik dræbte 69 unge socialdemokrater på Utøya. Knausgård er en af de få nordiske forfattere, der af flere omgange har skrevet om Anders Breivik og forsøgt at finde en forklaring på, ja, ondskaben.
Hvad har han så at sige om ondskab? Ja, først og fremmest har han ikke noget at sige. I hvert fald ikke om ondskab i sig selv.
–Jeg har vanskeligt ved at forholde mig til overordnede begreber af typen ‘det onde’, fordi det er en abstraktion, lidt på samme måde som ‘kærlighed’ er det, mens det det springer ud af, den onde gerning, altid er konkret, altid er tidsfæstet, altid har en bestemt historie, som involverer bestemte mennesker, siger han.
Det er ikke det abstrakte, der interesserer Knausgård, men detaljen. Folieindpakningen på frysepizzaen. Bleskift. Den slags. Det er dér litteraturen begynder. Det ved man, hvis man har læst MIN KAMP, der over tusinder af sider folder forfatterens hverdag ud og gør den til litteratur. Det er i detaljen, at nøglen til et liv ligger. Hvad enten man hedder Knausgård eller Breivik.
–I næsten alt jeg skriver, er det dér, jeg ender, i det lille, private, psykologiske. Også når jeg skriver om det onde, selv om jeg gerne vil tro på det store, siger han.
Hitlers kunstnerdrømme
Ondskab manifesterer sig altså altid som konkrete handlinger. Og der er altid et motiv eller en person bag. Derfor er det i den personlige historie, at vi skal søge Hitlers motiver. Vi skal afdæmonisere ondskaben, kan man sige, gøre den menneskelig. Og det forsøger Knausgård så over flere hundrede sider i sidste bind af MIN KAMP gennem en nærlæsning af Hitlers egen bog af samme navn.
–Hvis det virkelig er, som Safranski skriver, at de samfundsmæssige forhold i Tyskland var forudsættende men ikke udløsende faktorer for den menneskelige katastrofe, nationalsocialismen var, er det måske mod Hitler selv, hans karakter og personlighed, man må vende sig for at forstå det, som hændte? Gør man det, vil man finde et mishandlet og skadet barn ude af stand til at etablere nære forhold til andre mennesker, med kunstnerdrømme og store skønhedslængsler, som fandt meningen i sit liv under den første verdenskrig, i de upersonlige relationer og de klare mål, som herskede i militæret, siger han.
Ondskab og kunst hænger sammen
Karl Ove Knausgård står let foroverbøjet med hænderne solidt plantet i pulten. Med klar røst læser han op fra sit manuskript som en anden statsminister. Der er ingen improvisationer, ingen øh’er, ingen slinger i valsen. Han jonglerer med Strindberg, Celine og Safranski. Heidegger og Hamsun. Flaubert, Bernhard og von Trier. For nu at nævne nogle få. Det er ikke lutter nye perspektiver, men veltalende er han.
Netop Lars von Trier er blevet nævnt flere gange på kurset. Til velkomsten i går viste kursusarrangørerne hans famøse optræden til pressekonferencen i Cannes i forbindelse med filmen MELANCHOLIA, hvor han blandt andet fik sagt, at han var nazist. Der er en barnlig glæde ved at ødelægge ting, sagde forfatter Mads Eslund med henvisning til George Bataille, og på den måde ligner forfattere børn. De vil se myrerne myldre, når pinden rammer tuen. Noget må gå i stykker, for at kunst kan opstå. I hvert fald hvis man spørger Bataille.
Sikkert er det, at mange af historiens allerstørste forfattere ikke har været Guds artigste lam. Tænk på Hamsun, der sendte sin Nobel-medalje til Goebbels og begyndte en nekrolog over Hitler med ordene ‘Vi bøjer vore hoveder’. Eller tænk på Celine, der var rasende anti-semit og brugte ikke så få kræfter på at skrive jødehadske pamfletter. Eller tænk på en række andre af de store kunstnere.
Det betyder ikke, at man skal være ond for at skrive gode bøger. Men det betyder, at litteraturen er et sted hinsides godt og ondt.
–Læser man Celine, Bernhard, Handke og Strindberg, kommer man så tæt ind på et jeg, med egne tanker, impulser, domme og fordomme, at hele den begrebslige virkelighed, alt som handler om godt eller ondt, rigtigt eller forkert, simpelthen går i opløsning. Det går simpelthen i opløsning, fordi det vi er i kontakt med, når vi læser disse forfattere, er noget meget større end dikotomierne god/ond, rigtigt/forkert, moralsk/umoralsk. De skriver om det menneskelige, ikke som det burde eller skulle være, men sådan som det er, ikke for alle, ikke overalt, men akkurat her, for akkurat denne, siger Knausgård.
God eller ond?
Lars Bukdahls notater står der stadig på tavlen, da Karl Ove Knausgård er færdig med at tale og har taget en taxa til Århus gennem det nu tætte mørke. Om han er en god eller ond forfatter, kan man diskutere. Jeg har en idé om, hvad Lars Bukdahl synes. Men autentisk er han i hvert fald, den gode (eller onde?) Karl Ove.
Læs hele Karl Ove Knausgårds tale på Informations hjemmeside.
