På scenen med Elsa Mo – Mara Lee SALOME
Da svenske Mara Lee udgav debutromanen LADIES, demonstrerede hun, at hun har helt styr på frysende og præcise skildringer af karakterer, der kan slå om, før læseren ved af det. I roman nummer to, SALOME, understreger hun det endnu engang.
Citat
Miriam er for længst færdig under bruseren, men har stadig håndklædet om hofterne og fjoger rundt: danser, mimer og gør sig til for et lydhørt publikum. Pludselig sniger Karla sig frem og trækker hendes håndklæde væk. Miriam udstøder et perfekt skrig i falset. Alt, hvad de gør, er indøvet og omhyggeligt koreograferet. Med højre fod sparker Miriam håndklædet op fra gulvet, slår ud med det i luften som en pisk og jager Karla, der flygter ind i bruserummet. Skriget bliver til latter, klingende lyse toner.
Det er nærliggende at begynde med det allermest åbenlyse. Hvad angår Mara Lees SALOME, er det parallellen til Det Nye Testamentes fortælling om danserinden Salome og hendes rolle i forbindelse med Johannes Døberens død. Desværre, vil jeg sige, for selvom tematikken skriger til himlen, er det langt fra den, der gør SALOME til den frysende velkoreograferede roman, den er. Lad os få fakta på plads.
Efter at have danset for kong Herodes får Salome lov til at få et ønske opfyldt af ham. Hun ønsker sig Johannes Døberens hoved på et fad. Det får hun.
Elsa Mo, hovedpersonen i Mara Lees seneste roman, danser. Hendes utilpassede plejebror hedder Johannes, og der er masser af intriger og rullende hoveder i romanen. Hvad navnet Elsa Mo angår, kan man jo selv prøve at bytte lidt rundt på bogstaverne, og se, hvad der kommer ud af det. Og så ikke ret meget mere om den bibelhistorie her.
Elsa Mo er 14 år og bor i en lille by i Skåne. Hun tilbringer det meste af sin tid i dansecenteret, hvor konkurrencen om hovedpartiet og lærerens opmærksomhed altid er i gang og i øvrigt er nøje forbundet med danserindernes position uden for dansesalen. Resten af tiden tilbringer hun hos veninden Veronica, der er uhelbredeligt syg. En dag flytter den utilpassede Johannes ind hos Elsas familie. Han er smuk som en engel, og alle andre end Elsa er vilde efter at lære ham at kende. Da Johannes og Veronica mødes, sker der noget. Ikke bare med de to, men også med Elsa.
Det, der gør SALOME til en både betagende og urovækkende læseoplevelse, er Mara Lees evne til at skildre de unge danserinders psyke og deres pludselige omslag. Har man læst hendes debut LADIES(på dansk 2008) aner man måske, hvad jeg taler om. At handlingen denne gang udspiller sig blandt hormonfyldte teenagepiger i et konkurrencepræget balletmiljø, gør det kun desto mere dramatisk. Roller byttes om, og der vendes op og ned på magtrelationer. Man sidder ind i mellem med følelsen af at være midt i en piruet, hvor det er umuligt at afgøre, hvad der er oppe og nede.
Den øjeblikkelige indfangelse af små detaljer får Elsas hverdag til at fremstå som en dans, hvor der skiftes mellem nøje gennemtænkt koreografi og improvisationer, der kan få vidtrækkende konsekvenser. Lee lader Elsa betragte verdenen med samme øjne, som når hun skal indfange stemningen i et nyt danseparti: ’Sommetider når vi ses er Miriams øjne glade og venlige som stillestående damme, men af og til er de sorte og rygende som helt nylagt asfalt’, konkluderer hun et sted. ’Solen har flyttet sig og flyder ud i en pøl på gulvet’, bemærker hun et andet sted.
Alt dette ville dog stå lige så stærkt, hvis parallellen til Salome og Johannes Døberen havde været nedtonet. SALOME skildrer magtkampen blandt de unge danserinder med præcision, ynde og tempo fra start til slut. Bravo!
