Brydning i Vermont vol. 13 – John Irving I ÉN PERSON
John Irvings trettende roman er en stærk biografi om en biseksuel mands rejse, fra teenager til gammel mand, med alle de velkendte Irving-temaer i spil: sex, brydning og Vermont.
Citat
Jeg lagde hånden på hendes underskørt, på det sted, hvor jeg mente, hendes penis var. Hun lod mig røre ved hende. Jeg prøvede ikke at komme ind under skørtet. Jeg kærtegnede bare hendes penis gennem stoffet, der smøg sig om hende. Det var perlegråt, næsten samme farve som Elaines bh. Ved tanken om Elaines bh huskede jeg Giovannis værelse, som lå sammen med den under hovedpuden.
Da jeg først fik I ÉN PERSON i hånden, tænkte jeg “igen?”. John Irvings trettende roman spiller i stor grad på det velkendte fra tidligere romaner: problematiske familieforhold, herunder en manglende faderfigur, sexuelle spændinger og udforskninger, og selvfølgelig kostskole-miljøet i New England.
Bogen er en biografi skrevet af en jeg-fortæller, William Abbot, en ung biseksuel dreng, der prøver at finde sig selv. Læseren følger Williams opvækst i en familie fyldt med hemmeligheder, hvor hans trang til det seksuelt afvigende ikke accepteres af alle. William får et forhold til en bibliotekar i byen, som viser sig at være transseksuel, hvilket i stor grad former hans fascination af det seksuelle og at gøre det hele med både mænd og kvinder.
William ender med at blive forfatter, som han altid har drømt om, og litteraturen, især drama og skuespil, spiller en stor rolle i hans liv. Han lever som biseksuel i New York og San Francisco under AIDS-epidemien i 80’erne, hvor mange af hans venner og elskere dør en langsom og uværdig død. Da William er i 50’erne flytter han tilbage til Vermont og begynder at undervise på sin gamle kostskole, hvor historien slutter med en 68-årig William, der i 2007 endelig har indset, hvem han er.
I ÉN PERSON er i høj grad en typisk Irving-roman. Irving er en forfatter, der skriver om det han kender, og hans formidling af en person, måden hvorpå jeg-fortælleren skriver så det tydeligt afspejler dennes personlighed, er en kunst som få mestrer (selvom Irving ikke har brugt denne form siden A PRAYER FOR OWEN MEANY). På baggrund af dette, og Irvings interessante indblik i menneskers forhold, kan man tilgive, at man har hørt om brydning og New England en del gange før.
Skildringen af AIDS-epidemien og de mange skuespil der refereres til, viser hvor grundigt Irving laver research, hvilket gør jeg-fortælleren troværdig, til trods for, at man som læser ikke altid ved, hvilket Shakespeare stykke der omtales hvornår.
Desværre er oversættelsen af I ÉN PERSON ikke altid lige god, og nogle af sætninger bliver lidt snørklede på dansk, hvilket virkelig er en skam. Irving skriver godt og kan læses af de fleste, men terminologien er ikke altid dansk-venlig.
Hvis man interesserer sig for de homoseksuelle miljøer i 80’erne og 90’erne i USA, er I ÉN PERSON værd at læse. Williams personlige udvikling og hans distance til realiteterne bliver gengivet med distancerede beskrivelser, der grænser til det ubærlige.
Man kunne ønske sig, at Irving ville prøve at skrive mere udenfor hans normale repertoire, men John Irving forbliver John Irving. Det er ikke til at vide, om han ville være så god, hvis han ikke skrev delvist selvbiografisk. Hvis man i forvejen er Irving-fan, eller holder af biografi-formen, vil man elske I ÉN PERSON.
