Grundstoffet Eva – Erlend Loe L
Nogle gange er det svært at forklare, hvorfor man syntes en roman er virkelig velfungerende. Nogle gange er det nemmere at imitere romanens stil, og så lade det være op til læserne om det falder i deres smag.
Citat
Vi vil både realisere os selv og opleve den totale kærlighed. Så er det jo oplagt, at vi får nogle øretæver indimellem. Vi ved, at det er muligt at realisere sig selv, hvis man virkelig vil. Og alene det at vide det er på en måde at have indgået en pagt med djævlen, siger Yngve. Vi kan måske godt realisere både det ene og det andet, men der er intet, der tyder på, at vi bliver lykkeligere af den grund.
Tanker om L 1: Hvorfor er denne 512 sider lange roman, af den nu 38-årige norske forfatter Erlend Loe, først blevet oversat til dansk nu, 9 år efter at den udkom i Norge, og 10 år efter at handlingen finder sted?: Den 29-årige Erlend Loe er skuffet over, at han ikke har været med til at bygge Norge – det eneste han selv har bygget er en væg – og derfor organiserer han en ekspedition til de polynesiske øer for at bevise sin teori.
Tanker om L 2: Jeg-fortælleren, forfatterens navnebror, har en teori. En absurd teori, inspireret af en bog om den norske opdagelsesrejsende Thor Heyerdahl, om at Stillehavet engang har været frosset til, og at urbefolkningen er stået på skøjter hen over isen fra Sydamerika til Polynesien.
Tanker om L 3: Man skal kunne se det komiske i at ville eftervise en sådan teori, for at kunne se det komiske i denne ekstremt morsomme fortælling.
Tanker om L 4: Romanen er en hybrid mellem ironisk fiktion og selvbiografisk dokumentar. Dette illustreres bl.a. ved, at der midt i romanen er en række fotografier af ekspeditionens 7 deltagere, et brev til Erlend Loe fra den norske konges assisterende kabinettsekretær og en gengivelse af ekspeditionens social-antropolog Martins opfindelse: Pigernes periodiske system.
Tanker om L 5: Det første grundstof i Pigernes periodiske system er E, hvilket står for Eva, der defineres som ultra-romantisk.
Tanker om L 6: Er der en sammenhæng mellem grundstoffet E og den 19-årige millionærdatter Eva, som Erlend frier til i bogens begyndelse, efter at han er faldet af en hest?
Tanker om L 7: Det er svært at udvælge et godt citat fra L, fordi næsten hver eneste side inkluderer en klukkeri-fremkaldende situation, observation og/eller spekulation. Derfor slår jeg bare op et tilfældigt sted og citerer:
– Pludselig vibrerer luften af historier om job, og det udvikler sig til en lille konkurrence om, hvem der har haft de værste job. Kim har i flere dage trukket ledninger ud af kontakter. Sammenhængen står ikke helt klar for mig, men det må have været et lille fritidsjob engang i hans ungdom.
Tanker om L 8: Måske rigtige videnskabsmænd og opdagelsesrejsende ikke vil finde L lige så sjov, sær og skør som jeg gør.
Tanker om L 9: Jeg har allerede anbefalet denne roman til flere – herunder den ene antropologistuderende jeg kender – men det skal ikke hindre mig i også at anbefale andre humor-tørstende, realiseringslystne og identitets-frustrerede godtfolk at læse denne bog!