Tungsindigt smukke far-digte – Morten Blok SØNDERKYSSET
Der er ikke meget at grine af i Morten Bloks nyeste digtsamling, og det savner man. Til gengæld er der masser af skønhed af den gamle skole.
Digt
En ild brændte ned gennem dagen.
Om aftenen stirrede jeg ind
i den kolde ovn
med pikken tung af næste dags tilnærmelser,nyttesløse, mens en ring af jern blev
slået gennem næsens brusk.
Den aftenlige renselse:
at få sit ansigt ført gennem aske.Det havde vist sig at der inde i den friske lyst
fandtes en grå og forbrugt.
Det havde vist sig at fattigdommen
var umættelig.I deres køjer lå børnene og sov
alt for stille.
Jeg tænkte, at bag deres tunge, ubevægelige øjenlåg
så de ind i mørket med åbne øjne.Alle breve var fra advokater, mæglere.
Mens jeg læste, hang neglenes
hvide måner rundt om papiret.
De trak. Ebbe overalt.Men jeg vidste:
En morgen smører jeg brød til mine børn.
det folie, jeg pakker rundt om brødet
er perlemor og dagen et sandkorn.
Morten Bloks digtsamling SØNDERKYSSET er en alvorlig sag. Allerede forsiden, som er lavet af Jytte Rex og forestiller en kvinde, der ligger myrdet i mudderet med åbne øjne, varsler, at dette bestemt ikke er for børn. Og de er ikke for børn, digtene, men de er for voksne, som sætter pris på klassisk poesi, som vor far skrev den.
SØNDERKYSSET består af 61 digte med et fast jeg og en for det meste fast form. Digtene svinger mellem øjebliksbeskrivelser og erindringsglimt; ofte slår førstnævnte over i sidste. Vi hører om rejser, barndomsminder og om den skilsmisse, der ligger under alle digtene som en dyster akkord. Når tonearten så åbenlyst er i mol, er det fordi man mærker et tomrum, der har kilet sig ind mellem jeget og de mennesker, han holder af. I et af digtene er han på museum med sin søn, og mens sønnike mest er optaget af våben, tiltrækkes far af det kinesiske teater.
– dukkerne er støbt i jern
og skal presses tæt op ad lærredet
så de ligner skygger
Jeg tænker på at nogle gange blir
et menneske helt synligt:
et øjeblik presser det sig tæt op ad sin pande.
Det kinesiske teater bliver et billede på digtene selv; papiret er et lærred, hvor mennesker og minder presser ansigtet frem et kort øjeblik for så at forsvinde igen. Det er det eneste sted, hvor digteren virkelig kommer sine børn nær, men det er samtidig muren imellem dem.
– Det viser sig bare og forsvinder så igen.
Det er ligesom når et barn slår
på ruden i et akvarium:
den bevægelse fiskene gør bort fra glasset.
Det lyder måske som en dyster udlægning af forholdet mellem mennesker, og det er det også. Men helt mørkt er der alligevel ikke i Blok-land, for digterens børn formår at tvinge en melankolsk optimisme ud af ham, bedst som man tror, han har opgivet alt.
SØNDERKYSSET er en flot digtsamling med masser af skarpe linjer skrevet med sprødt øre for sprog. De bedste steder skriver Morten Blok som et varmblodet reptil, kynisk højsvungent og patetisk nede på jorden, som hvis Jørgen Leth fik lov at gendigte Søren Ulrik Thomsens forfatterskab. Men til tider bliver det også så alvorligt, at man næsten er bange for at slå en prut, mens man læser. De tunge emner, den omvendte ordstilling og det svulstige billedsprog levner ikke en kvadratmillimeter plads til humor og ironi, og til tider er det som at være med til en begravelse. Det kan som bekendt være smukt, men også så sørgeligt, trist og højtideligt, at man glæder sig, til det er overstået.
SØNDERKYSSET er Morten Bloks første digtsamling i ni år. I mellemtiden har han skrevet to prosabøger med genrebetegnelsen ’skrift’, og hvad enten han skriver digte eller ’skrift’, synes de fleste anmeldere at være enige om, at han gør det godt. Det synes jeg også. Min yndlings Morten Blok-digtsamling er og bliver EN FORUDANELSE OM OCEANET, hvor der er masser af cigaretrygning og pigekiggeri i Lissabons gader og mindre skilsmissemelankoli. Det er tydeligt i SØNDERKYSSET, at digteren er blevet voksen. Men skrive kan han endnu.
Dette svar er vist ret usædvanligt, især med års forsinkelse, men jeg har ikke følt mig i stand til at svare dig før nu. Tak for din vidende, skarpe og indfølende kritik. Jeg genkender i usædvanlig grad mig selv i den. Jeg forsøger, som du meget rigtigt ser – og med bl.a. Camus for ledetråd – at ankomme til det sanselige i en grad, der kan få det til at virke nærmest religiøst, selv om det naturligvis er det modsatte i traditionel forstand. Jeg tror ikke, at sanselighed og øjeblikkeligt nærvær giver sig selv; det skal tilkæmpes, bl.a. og paradoksalt gennem sproget. Endvidere: For enhver digter, som først og fremmest skriver ud fra ydmyghed og en bevidsthed om gæld til andre, er kampen mod det klassiske altid nærværende, og jeg mener at ”Sønderkysset” er det længste, jeg er kommet ud af en klassisk – og som du skriver: utidigt højtidelig – tangent, og jeg vil ønske, at du vil læse mine efterfølgende og kommende bøger, hvor raseriet mod de forstenede former er mere evident, håber jeg. Igen tak; du er en fremragende læser og kritiker. Vh Morten