Arbejdernes stemme – Mattias Tesfaye VI ER IKKE DYR, MEN VI ER TYSKERE
Alle forsvarer velfærdsstaten – og det må vel skyldes, at den er truet. En ny debatbog forsøger at give et svar på hvorfor og viser en vej ud af krisen.
Citat
Da jeg en dag besøgte en arbejdsplads i Esromsgade på Nørrebro i København, var det første, der slog mig, stanken af menneskelort. Det skyldtes, at kværnen på skurvognen ikke fungerede. Den slår normalt afføringen i stykker, før den føres via en slange ned i kloakken. Resultatet var, at en brun klæbrig masse lå i store bunker midt på deres arbejdsplads. – I skal sgu da ikke finde jer i sådan noget svineri, sagde jeg til dem. – I er ikke dyr! Men deres svar slog benene væk under mig. – Vi er rigtignok ikke dyr. Aber wir sind Ossies – men vi er østtyskere.
Mattias Tesfaye er murer, fagforeningsmand årgang 81 og forfatter til en debatbog om fremtidens velfærdssamfund. Når dette er værd at bemærke, skyldes det ikke kun, at det er usædvanligt, men også at bogens – venstreorienterede – perspektiv med det samme er lagt frem.
VI ER IKKE DYR, MEN VI ER TYSKERE er en kærkommen saltvandsindsprøjtning til den danske venstrefløj, der i den grad mangler selvtillid efter at have tabt tre valg i træk pga. en højredrejet værdidebat, styret af Dansk Folkeparti, og en verdensøkonomi, der – indtil krisen – tillod de regerende borgerlige at påstå, at velfærdsforbedringer og skattelettelser går hånd i hånd.
Tesfaye tager udgangspunkt i de stigende antal arbejdere, der nok har jobs, men stadig lever som sultende underklasse i f.eks. Tyskland og England, fordi han vil vise, hvordan Danmark kan undgå at havne i samme situationen. Mange af disse mennesker – især ufaglærte og håndværkere – kender vi i Danmark, da de rejser hertil for at arbejde under usle forhold, der dog stadig er bedre end dem derhjemme.
For Tesfaye er der tale om en kulturkamp mellem bl.a. ’forbrugeren’ og ’deltageren’, der skal vækkes, hvis velfærdsstaten skal reddes.
Meget velgørende gør Tesfaye op med en række myter, der knytter sig til djøfiseringen af samfundsdebatten og venstrefløjens idé om ’den tredje vej’, der skulle gøre de europæiske socialdemokratier levedygtige efter murens fald. F.eks. er det nok lettere at foreslå, at vi lever i et klasseløst samfund, hvis man ikke er på bunden, og tro, at det fysiske og nedslidende arbejde er forsvundet (og vi derfor lever i et rent ’videnssamfund’), hvis man kalder alt fra gulvvask til hjemmesidedesign for ’service’.
Der fremlægges analyser, som afgjort fortjener at blive debatteret, men måden, Tesfaye gør det på, er også interessant: med anekdoter, og et hav af konkrete eksempler, guides vi rundt på et arbejdsmarked, som mange inden for de ’bløde’ fag nok ikke kender så godt. Med begge ben plantet solidt på jorden plæderes der for en ’praktisk socialisme’ og aktiv samfundsdeltagelse på alle niveauer.
Udgivelsen er dog plaget af skavanker. F.eks. er der alt for mange og lange citater. Bogen bliver flere steder for sludrende, og så er den – til trods for en behagelig skrifttype – med sine næsten 350 tekstsider for lang som debatbog. En blogger er fræk nok til at foreslå, at der laves en ny udgave på 100 sider, hvilket lyder drastisk, men måske ikke er nogle dårlig idé.
Det ændrer dog ikke på, at Tesfaye både er visionær (bl.a. i sit omkalfatrende bud på fremtidens uddannelser) og ærlig, f.eks. hvad angår de skattestigninger, der i hans øjne er nødvendige. VI ER IKKE DYR, MEN VI ER TYSKERE fortjener læsere, der interesserer sig for samfundets svageste – nu og i fremtiden.
