Ej blot til lyst – Peter Høeg ELEFANTPASSERNES BØRN
Peter Høegs ELEFANTPASSERNES BØRN er en spændingsroman, dog ikke kun med fart over feltet, en satire over verdensreligionerne, men ikke kun komponeret af ironisk distance og en fortælling om at blive voksen – men også mere end det.
Citat
Alexander Finkeblod er udstationeret på Finø af Undervisningsministeriet for at afløse den tidligere skoleleder, Ejnar Tampeskælver, kaldet Fakiren. Ejnar var en afholdt og respekteret skoleleder, men set fra fastlandet gjorde han sig uheldigt bemærket ved både at være formand for Løsrivelsespartiet, der har plads i Grenå kommunalbestyrelse og vil have Finø løsrevet fra Danmark og gjort til en selvstændig stat med egen udenrigspolitik og selvbestemmelse over værdierne i undergrunden, og ved samtidig at være formand og ypperstpræst i den lokale afdeling af foreningen Asathor, der ved fuldmåne bloter til de gamle nordiske guder på toppen af Store Bjerg. Alligevel er vi mange, der tror, at Ejnar kunne have holdt skansen, hvis han ikke samtidig havde været træner for førsteholdet i Finø Boldklub og mente, at det er direkte skadeligt for unge mennesker under 18 at sidde nogle og tredive timer om ugen på deres flade. Så da hele lærerkollegiet, der alle sammen er født på Finø, bakkede ham op, så var vi meget ude at spille fodbold og bade, på mange ekskursioner til Rabalderholmene og behageligt lidt i skole, og til sidst sendte Undervisningsministeriet og Grenå Kommune en straffeekspedition.
– Noget af det allervigtigste, når man fortæller om så skæbnesvangre begivenheder som disse, det er, at man ikke kan mistænkes for på nogen måde at ville underholde …
Sådan skriver Peter Høeg ironisk et sted i sin nye fortælling ELEFANTPASSERNES BØRN. En roman, der er farverig og stærkt underholdende.
Der er mange spor at følge i ELEFANTPASSERNES BØRN, hvoraf det mest markante er tre søskende (med hund), der leder efter deres forsvundne forældre. Hvad der til at begynde med synes at være en bekymring for forældrenes ve og vel, viser sig snart at være en hæsblæsende jagt på at stoppe de pinlige og skøre forældre fra at begå en skandaløs forbrydelse, der vil rive familien fra hinanden.
Peter, familiens yngste og romanens fortæller, indgår i et symbiotisk forhold til sin to år ældre, sekstenårige søster Tilte, der besidder både stor spirituel indsigt og handlekraft. De er fortællingens holdepunkt, ofte spejlinger af én bevidsthed og en slags Tintin og kaptajn Haddock som teenagere. Et andet spor i romanen er deres spirituelle søgen, der følger dem overalt, lidt ligesom DA VINCI MYSTERIETS Roberts Langdons omfattende viden om gamle symboler.
Imens farten øges og øges, og de korte kapitler slutter med den ene cliffhanger efter den anden, udspiller der sig et helt andet drama. Nemlig tankerne om at blive voksen; tanker, som det er svært at adskille fra De Store Spørgsmål: Hvad skal vi stille op med vores viden om, at vi skal dø? Og hvordan bliver man den, man er?
Høeg opfinder – udover et topmøde for repræsentanter for alle verdensreligioner i København, der giver plads til en hel del satire – også en ny ø i Kattegat, ’Finø’. Den danner rammen for børnenes opvækst og et vildt persongalleri med opfindsomme fjollenavne. Finø symboliserer altså barndommens eventyrrige, som børnene skal til at tage afsked med, og det er ikke så ringe udtænkt.
ELEFANTPASSERNES BØRN viser sig at være et vovet projekt. For i stedet for at køre de mange spor til ende i deres forskellige genrers respektable, men ofte forudsigelige, retninger, lades de (på en måde) elegant i stikken for at insistere på, at livet er mere varierende end genrer.
Høeg følger forfatterkollegaen Milan Kundera, når Kundera hævder, at ’en roman er en meditation over eksistensen set gennem opdigtede personer’. ELEFANTPASSERNES BØRN er spraglet, og man tænker derfor, at den ikke samtidig kan være dyb og genrebrydende – men Høegs store præstation ligger i forsøget på at anfægte denne fordom.
Peter Høeg slipper nok ikke for mistanken om at skrive underholdningslitteratur. Men da han tydeligvis kan ’meditere over eksistensen’, imens han underholder, hæver han sig over mange romanforfattere i dag.
