Kvindagtig chokeffekt – DEN BLÅ PORT #77


Selvom Tidsskrift for litteratur, DEN BLÅ PORT, for en del numre siden skiftede forlag (Athene for Arena), er linjen stadig godt nyt og forsmag på det, der snart kommer alligevel.

Citat

Thomas Altheimer om museumstilvæksten:
Politisk er grænsen mellem ydre og indre fundamental. Staten er den yderste grænse for et politisk fællesskab, en nation, et folk. Alt hvad der foregår udenfor er ret beset anarki – ifølge den græske historiker Thukydid er det et rum, hvor de stærke gør, hvad de kan, og de svage lider, hvad de må.
Men hvis grænsen mellem indre og ydre begynder at flytte sig – og der samtidig åbnes for suveræne rum og aktører i staternes bløde indre, aktører som lyder alle mulige skøre handlingsbud – så bliver det sværere at definere og sanktionere ét moralsæt, én sammenhængende politisk orden, én virkelighed.
Derfor ser vi for tiden en kraftig politisk investering i institutioner, som skal agere som ledvogtere. F.eks. den danske kanon. Ligeså med kunstmuseerne, der bliver større og større. Med håbet om, at jo mere underlig kunst de fylder ind i dem, jo mere entydig og virkelig bliver virkeligheden udenfor.

Hvorfor trykker et af Danmarks ganske få litterære tidsskrifter (støttet af Brian Mikkelsen med skattepenge) skønlitterære tekster, der alligevel står til at blive udgivet i nærmeste fremtid? Hvorfor ikke bruge spaltepladsen fuldt ud på alt det, der IKKE ellers ville blive bredt offentligt tilgængeligt; på alt det, der ikke er andre, der gider betale tryksværten til? Tidsskriftet DEN BLÅ PORT har lige nøjagtig muligheden, men bruger den ikke.

Redaktionen på DEN BLÅ PORT vil sikkert svare, at den kun vælger og vrager ud fra parameteren kvalitet, uanset om den i forvejen er på kontrakt eller ej. Det er da også ubetvivleligt kvalitet, der findes i DEN BLÅ PORT 77, men i stedet for et uddrag af Lone Hørslevs kommende roman NATURLIGE FJENDER, der helt sikkert bliver en læsefryd, vil jeg da hellere læse noget fra Hørslevs skrivebordsskuffe og så lade roman vente, til romans tur er. Som nu Jeppe Brixvolds bidrag, en Fanø-ode med historisk skumsprøjt, der hidtil kun har været tilgængeligt september måned 2007 på Fanø kunstmuseum. Den slags.

Vanen tro byder DEN BLÅ PORT også på teoretiske tekster, og tre af dem hænger ganske fint sammen. Thomas Altheimer, som under navnet ’Rasmussen’ figurerer i Claus Beck-Nielsens bog SELVMORDSAKTIONEN, udlægger tankespindende og læseværdigt sin egen dobbeltrolle som hhv. virkelig og fiktiv. Han strikker kløgtigt, men bevidst forsirende Jesus, Don Quixote og Osama Bin Laden ind i sin selvbeskrivelse og ender (bl.a.) med en vurdering af kunstens aktivistiske potentiale udenfor fiktionens og institutionens ordnende rammer.

Dea Storm Mikkelsen læser Lone Hørslevs roman FJERNE GALAKSER ER KEDELIGE (2005) som 70’er-feminisme-chokeffekt og hævder (bl.a.) en forskel mellem ’fortællende realisme’ og ’beskrivende realisme’. Hørslev og 70’er-feminismen er så et chokerende udtryk for det sidste, nemlig en realisme, hvor fortællingen er underordnet tingene. Skillelinjen mellem det fortællende og det beskrivende læner sig ikke så lidt op ad Altheimers mere abstrakte distinktion mellem fiktion og virkelighed. Hos ham chokerer det virkelige, det ikke-narrative også.

Endelig skriver billedkunstner Ulla Hvejsel om begrebet politisk korrekthed, der bygger på, hævder hun med et skarpt øje, ’en underlig populærversion af en psykoanalytisk fortrængningslogik’. Hvejsel istemmer:

– Det forventes, at jeg synes grimme ting, og hvis jeg ikke siger grimme ting, er det ikke fordi jeg ikke er sådan, men fordi jeg holder dem tilbage.

Hvejsel udvider og facetterer både Storm Mikkelsens og Altheimers begrebsudlægninger, idet hun øjner, hvordan det umedierede og ikke-narrative (størrelser, begrebet om politisk korrekthed er bygget på) blænder for den empati, høflighed og fornuft, der altså også ligger indlejret i mennesker.

Den rå virkelighed er ikke nødvendigvis sand, blot fordi den er rå, kunne den store overskrift hedde på de tre tekster, der står forbilledligt godt til hinanden. Flere af dem og mindre forskræp i DEN BLÅ PORT 78.

Skrevet af Søren Langager Høgh

Født 1977 Cand.mag, dansk og litteraturvidenskab, Københavns Universtitet Ph.d.-stipendiat med titlen ""Litteraturens ting"", Københavns Universitet.

Skriv til Søren

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *