Perkerfascination – Gautam Malkani LONDONSTANI
Britiske Gautam Malkanis debutroman LONDONSTANI peger på stort hul og misrepræsentation i den danske samtidslitteratur.
Citat
Jo, selvfølgelig, du har muligheden for at høre Radiohead, tage dig et forholdsvist lavlønnet job og læse en masse bøger, der kan få dig til at føle at du har en velhavende sjæl eller hvad som helst. Men hvis det ikke er den vej du vælger, så er jeg bange for at bordet fanger, rødder. Det er ikke grådighed, det er bare den måde det er på. Tro mig, jeg har tænkt en hel del over det her, jeg plejede at være hr. Ashwoods yndlingsnørd, som I vel husker. Men der findes ikke længere noget Marxistisk alternativ. Kommunismens fald, blings opstigen.
Hvis du ser din teenagesøn iført Kenzo-habit komme blæsende forbi bag rattet i en gul Porsche, så er der noget galt. Det er kort fortalt den lektie, far og mor til hovedpersonen i britiske Gautam Malkanis debutroman LONDONSTANI får læst og påtalt. Da det sker, er de dyre lærepenge for længst betalt og en historie om småkriminelle andengenerationsindvandrere i forstadslondon løbet de involverede helt af hænde.
Det er en brandgod nyhed, at Londonstani (udgivet i England 2006) nu foreligger nu på dansk. I modsætning til Sverige, der har stjernefrøet Jonas Hassen Khemiri, savner Danmark nemlig en bog af Londonstanis slags. Gyldendal forsøgte sig sidste år med antologien NYE STEMMER, der kun alt for godt viste, hvor svært det kan være at slippe udenom stemningen af zoologisk have, når det drejer sig om såkaldt fremmede stemmer.
LONDONSTANI er helt anderledes adræt. Den er sjov og luftig som Yallahrup Færgeby, men også indsigtsfuld og godstung som et gedigent debatindlæg. Den sære titel er en omskrivning af den britiske glose ‘pakistani’ (en pakistaner, pakistanske effekter, pakistanske sprog) og refererer således til romanens tværkulturelle klientel med deres fuldt ud bevidste foragt for det hvide samfunds såkaldt nosseløse normer. Indvandrerdrengene går og hygger sig med omvendt racisme, mandschauvinisme og hæmningsløs materialisme, alt imens deres kriminelle bane udvider sin radius.
Historien fortælles af Jas på drengenes lidet kønne, men højst innovative sprogkode, der mikser gloser fra den halve jordklode. Eller rettere sagt: på det præcise bastarddansk, som oversætteren Thomas Krogsbøl har iklædt Londonstani. Man mærker tydeligt, at Krogsbøl er digter. Han ved, hvor der skal finjusteres for at få drengenes svovlende sætninger til at lyde overbevisende mundrette, og den umulige opgave at oversætte fra en babylonsk forvirring er løst med bravur.
Hos Malkani hænger den sproglige perversion sammen med den fysiske. Sproget muterer, når verden omkring sprogbrugeren gør det, og det rigtig gode ved Londonstani er så, at pointen indlejres i et åbent spørgsmål om, hvem den afstumpede egentlig er? For er den rodløse andengenerationsindvandrer med varme mobiltelefoner i tasken, lækre babes på sofaen og det mest lukrative af alt, den transnationale momskarrusel; er han ikke idealet for det frie markeds globaliserede verdensborger?
Man kan nu håbe på, at en dansk 2.G’er vil læse Malkanis roman og blive tilskyndet til at skrive sin egen – på og om grilldansk. Måske endda Thomas Krogsbøl kunne assistere og lære Mustafa, hvordan dén skal skæres?
