Krigsramt – Mikhail Bulgakov DEN HVIDE GARDE
Bulgakov skildrer med melankolsk ømhed sin fødeby Kiev i den tumultariske tid, byen gennemlevede under den russiske borgerkrig.
Citat
Som en besejret hærs faner blev de hellige kirkebannere bøjet forover, da de skulle ud ad døren, så deres brune helgenansigter og mærkelige gamle guldbroderede, kirkeslaviske ord hoppede op og ned, og kvasterne langs bannernes sider slæbte hen over jorden.
’Til side, til side …’
’Jeg tror, de prøver at løfte det banner dén vej.’
’Herhen, min pige, hurtigt! Ellers tramper præsterne dig ihjel!’
‘Det er en sejrsparade, så meget har jeg forstået. Men hvis sejr er det, der bliver fejret i dag?’
Hviskende: ’Er det Den Ukrainske Folkerepubliks?’
’Det må guderne vide.’ (Også hviskende)
Mikhail Bulgakovs DEN HVIDE GARDE fra 1924 har en kuriøs historie. Bulgakovs dramatisering af værket var efter sigende Stalins yndlingsstykke, men selve romanen fik en hård medfart af de sovjetiske censurorganer. At værket på den måde både har lagt ryg til klap og pisk fra det sovjetiske styre siger noget om, hvor svært det er helt at blive klog på Bulgakovs værker, og om hvorfor vi her har at gøre med en forfatter ud over det sædvanlige.
Romanen tager sin begyndelse i Første Verdenskrigs efterskælv og har centrum i den ukrainske hovedstad Kiev og den borgerlige familie Turbin. Her er moderen netop død, og tilbage er nu kun de tre børn – feltlægen Aleksej på 28 år, den fire år yngre søster Jelena og den unge officerkadet Nikolka, der endnu ikke er fyldt 18.
Vi følger, hvordan familiens situation formørkes yderligere af omstændigheder, den ikke selv er herre over. Kiev er halvhjertet besat af tyske styrker og styres formelt af hetmanen Skoropádskij, der støttes (modvilligt) af den kontrarevolutionære hvide garde, som de to Turbin-brødre er en del af. Men i udkanten af byen bevæger den uundgåelige konfrontation sig nærmere. Både bolsjevikkernes røde armé og nationalisten Petljúras brogede hær af bønder, kosakker og desertører har ambitioner om at indtage Kiev.
For at øge forvirringen er en række uspecificerede rebelgrupperinger også på krigsstien, og er der ikke også nogle polske rytterarméer involveret? Ingen ved noget med sikkerhed: ’Hvem det var, der skød, og hvem de skød på, kunne ingen længere holde styr på,’ bemærker fortælleren tørt, og DEN HVIDE GARDE beskriver hudløst, hvordan borgerkrigens kaos griber ind i helt almindelige menneskers tilværelse og sætter dem i helt ualmindelige situationer.
Romanens sympati lander ikke entydigt hos hverken tsarens hvide garde, bolsjevikkerne eller de ukrainske oprørere, men hos dem, der bekæmper vanvid med fornuft, fejhed med mod og kaos med orden. Kujoner og kynikere får en hård medfart, og særligt de højt dekorerede herrer, der mest af alt er interesseret i at redde deres eget skind, står for skud. Som den sidste tilbageværende i skyttegraven byder en batterichef fra den hvide garde verden farvel med ordene: ’Fanden tage de svin i stabshovedkvartererne. Det er nok til at gøre én til bolsjevik.’ Sådan skal det siges.
DEN HVIDE GARDE et af de allerfineste portrætter af revolutionstidens omskiftelighed og brutale absurditet. Og så har romanen noget af den helt særlige bulgakovske originalitet, som bliver foldet helt ud i stilistiske genialiteter som Aleksejs feberforvildede udlægning af virkeligheden fra sit sygeleje og den fænomenale skildring af et optog gennem byen, hvor replikker flyver omkring uden nogen tydelig afsender (se citatet).
Men i forhold til senere værker som SKÆBNESVANGRE ÆG, EN HUNDS HJERTE og hans magnus opus MESTEREN OG MARGARITA er det alligevel nogle andre tråde, DEN HVIDE GARDE trækker i. Det er ikke disse værkers bizarre form for magiske realisme, der driver dette værk, men i stedet realisme i en mere rå og – trods alt – mere traditionel udgave. Men stadig med masser af Bulgakovs uimodståelige fandenivoldske energi.
