Vestegnspoesi – Lone Aburas FØTEXSØEN
Lille, lækker roman om tilværelsen som dansk/egyptisk pige på den københavnske vestegn har meget godt at byde på.
Citat
’Hvad med en paraply?’ spurgte min far, så snart en kunde skulle til at betale. Jeg sad ude bagved og kunne se det hele: Manden, der desorienteret pegede på solskinnet uden for vinduet. Min far, der uforfærdet hev en paraply frem fra en hylde under disken.
’Teknikken er god i denne her,’ sagde han og gav sig til at slå paraplyen op og ned med energiske og øvede håndbevægelser. Til sidst rakte han manden den opslåede paraply.
’Prøv engang,’ sagde han.
Det er ikke nogen kunst at opremse ufede ting forbundet med at vokse op i Høje Taastrup i 1980’erne. Men i de endeløse rækker af betonblokke, i de fedtede grillbarer, i Ball-trøjerne, i skub-op-isene, i Preben Elkjær-papfigurerne og i City 2’s røde neon gemmer der sig en usunget, men yderst levende poesi.
Det er den poesi, Lone Aburas er på sporet af i sin debutroman, og som indkapsles så fint i bogens titel: FØTEXSØEN. Hovedpersonen Lene beretter i erindringsglimt om sin opvækst i Høje Taastrup, om sin danske mor og om sin egyptiske far, der stædigt, men med skiftende held påtager sig forsøgerrollen i den lille familie.
Lene er brun, afslører hun i romanens indledning. Men trods flere forholdsvis helhjertede forsøg på at lære det arabiske sprog og den arabiske kultur at kende får Lene aldrig rigtig sin faderlige arv ind under huden. Hun klarer sig dog umiddelbart også fint uden. Mere end Lene er det Lenes far, der er fanget i kulturkløften og kæmper med at finde sig til rette et sted mellem det danske og det arabiske – en kamp der i sidste ende gør ham til den måske første muslimske indehaver af en pølsevogn.
I romanens nutid er Lene blevet voksen og optændt af drømmen om at blive forfatter. For at få tid til at skrive har hun taget arbejde som kassedame i Føtex, men skriveriet glider ikke rigtig. Lene holder trodsigt fast i sit underlige plot – noget med hele den skandinaviske forfatterelite, der omkommer på et krydstogtsskib og hermed muliggør en ny litterær dagsorden – for hun gider i hvert fald ikke skrive en roman om hverdagen.
Det er så lige præcis, hvad FØTEXSØEN er, og som man nok kan fornemme, er der en gennemgående metadimension i romanen. Den er der dog ikke så meget at sige om, ud over at den er der. I det hele taget er hele fortællersporet om Lenes strabadser med forfatterkarrieren, jobbet og kæresten ikke det, der gør romanen interessant.
Der, hvor FØTEXSØEN for alvor lever, er ikke uventet i sammenstødene mellem de to kulturer, som er til stede i Lenes liv. Især skildringen af Lenes fars genvordigheder giver romanen tyngde og burde i endnu højere grad have været omdrejningspunkt for romanen. Det er fantastisk at læse om faderens fordækte forbindelser til smågangsteren Ali, om hans forsøg på at kombinere salget af bøfsandwich med salget af paraplyer og om den uønskede opmærksomhed fra sine muslimske brødre, der ikke synes, det er helt halal at stå og håndtere svinekød dagen lang.
Lone Aburas er en dygtig og stilsikker fortæller, som sjældent sætter en fod forkert. Omvendt træder hun også en kende varsomt på dette første udspil, og man kunne godt have ønsket sig, at hun var gået endnu dybere ind i sin fortælling og endnu tættere på sine karakterer. FØTEXSØEN bevæger sig ad sikre og let fremkommelige stier mod målet, men den gør det med så meget charme, humor og varme, at man ikke kan andet end at holde af den.
