Araknofili – Thierry Jonquet SPINDLEREN
Thierry Jonquets kult-krimi er en fiks og medrivende lille sag. Det er forfriskende at læse en velskrevet spændingsroman, som ikke forfalder til klichéer, men til gengæld drypper af fængslende uhygge.
Citat
Så kom Han da. En dag eller en nat, det var umuligt at sige. En dør gik op lige foran dig, et lysende rektangel kom til syne, som blændede dig med det samme.
Døren blev lukket igen, men Han var trådt ind. Hans nærvær fyldte dit fængsel.
Du holdt vejret, lyttede efter den mindste lyd, sammenkrøbet trykkede du dig ind mod væggen, skræmt som en kakerlak, når lyset pludselig bliver tændt. Du var forvandlet til et insekt, der lige er gået i en overmæt edderkops væv, hvor det hænger og venter på at blive fortæret. Den havde fanget dig for at kunne sætte dig til livs i fred og ro, når den fik lyst til at smage dit blod. Du forestillede dig dens behårede ben og store, kuglerunde, ubønhørlige øjne. Du kunne se dens bløde mave for dig, bugnende af kød. Sitrende, blævrende. Og gifttænderne i dens sorte mund, der snart ville suge livet ud af dig.
[…] Du kunne skimte en skikkelse, der sad i en lænestol tre-fire meter fra dig, men i modlyset fra projektøren kunne du ikke se uhyrets træk. Han sad med korslagte ben og foldede hænder under hagen og betragtede dig. Ubevægelig.
I en forstad til Paris bor den ansete plastikkirurg Richard Lafargue med sin grænseløst lækre kone Ève. Forholdet mellem de to er mildest talt aparte. Ève låses inde på sit værelse, og når hun slippes ud, er det som regel, fordi hun skal tvinges til sex med sadistiske mænd i en til formålet indrettet lejlighed i midtbyen. Fra tid til anden haster parret til et psykiatrisk hospital i Normandiet for at se til en vanvittig pige, og når de kommer hjem, skal Ève have den helt store manegetur i Lafargues djævelske cirkus.
Lyder det underligt? Ja, men prøv så at tilsætte en halvflommet og hellummer sydfransk småkriminel på flugt fra politiet og en tilsyneladende løsrevet bortførelseshistorie fortalt i anden person til et ikke nærmere defineret ’du’. Resultatet er SPINDLEREN – en krimi om edderkopper, sadomasochisme og galskab.
Bogen udkom i Frankrig i 1984, og Thierry Jonquet døde i 2009, men forlaget Labyrint kunne næppe have valgt et mere aktuelt tidspunkt at sende SPINDLEREN ud på det danske marked. Romanen er netop blevet filmatiseret af den spanske stjerneinstruktør Pedro Almodóvar, som tog den med til den netop overståede filmfestival i Cannes. Det giver god mening, for den knugende historie er i sig selv overvejende filmisk opbygget med sin krydsklipning og sine sceniske beskrivelser, og personbeskrivelserne er knivskarpe, nærmest som var de opbygget med henblik på en casting.
Heldigvis fungerer SPINDLEREN også upåklageligt i sig selv. Jonquet skriver ondt og hårdt, men uden påtvungen minimalisme. Det giver hans prosa en mørk stemning, som passer perfekt til et psykologisk hævndrama. Det indskudte fortællespor, som messes til en bortført mand i en kælder, virker forførende godt og tjener til en langsom oprulning af den fatale fortid, som ligger til grund for den gådefulde binding mellem Lafargue og Ève.
Man lader sig velvilligt rive med af Jonquets formørkede plot, som langsomt, men sikkert, fører frem mod et gustent klimaks. Edderkoppemetaforen bliver ikke udtømt, men udnyttes derimod effektivt i opbygningen af romanens dystre atmosfære. Man fornemmer frygten for den dæmoniske spindler, som langsomt dræner sit offer for modstandskraft og lader giftens virkning sætte ind. Lidt efter lidt, men grusomt uafvendeligt.
SPINDLEREN er en fremragende krimi, som holder sin læser fanget fra start til slut i sit klistrende sorte spind af sadisme og had. Jeg vil ikke tøve med at anbefale den til alle som har brug for et lille hurtigt dyk ned i menneskesindets krinkelkroge – der er mørkt dernede!
