Tarm tur-retur – Lars Husum MIT VENSKAB MED JESUS KRISTUS
Læs MIT VENSKAB MED JESUS KRISTUS, hvis du vil vide, hvordan et eventyr kan se ud i dag.
Citat
Knæk vælter begejstret ud af taxaen. Han er tosset med stedet, København, Nørrebro. Han vender sig om mod os med en forbløffet mine.
’Der er negre og perkere over det hele.’
’Ikke så højt.’
’Der er også beskidt. Se selv.’
Han samler en pizzabakke op, som han stolt rækker til Cykel. Cykel tager imod den og smider den straks fra sig igen.
’Den ligger bare og flyder. Det ville aldrig ske i Tarm.’
Der er en fremmed i Nikolajs lejlighed. Nikolaj angriber personen, som han antager for at være en tyv, med et tungt askebæger. Det har nu ikke den store effekt. For manden, en kraftig og stor mand (i sandaler), kan man ikke bare vælte omkuld. Desuden påstår han at være Jesus.
Nikolaj er en københavnsk voldspsykopat lige efter bogen. Han har mistet så meget forbindelse til andre mennesker og omverdenen generelt, at han for længst har nået bunden. Kun den store arv fra sin mor, der var en berømt popstjerne, gør, at han endnu kan bevare sin uafhængighed. En uafhængighed, der altså bruges til at gå i hundene.
Jesus foreslår Nikolaj at flytte til Tarm. Byen, hvor begge hans forældre, der døde i en trafikulykke, kom fra, og hvor hans bedsteforældre stadig bor. På grund af et brud imellem moren og morfaren har Nikolaj dog ingen kontakt med bedsteforældrene, hvilket det faktisk heller ikke er meningen, at Nikolaj skal have. Han skal først og fremmest til Tarm, fordi Jesus siger det, fordi han skal væk fra København, og fordi moren forlod Tarm for aldrig at vende tilbage.
Hjemme-ude-hjemme-strukturen i MIT VENSKAB MED JESUS KRISTUS bliver lagt frem uden det mindste krukkeri. Lars Husum vil ikke give os en barsk socialrealistisk beskrivelse af, hvor hårdt det kan være at vokse op uden forældre, eller vise ungdommens forråede og korrumperede sind, men fortælle os noget så gammeldags som et eventyr. Nikolaj er den fortabte søn, der skal igennem en hel masse strabadser for at kunne tage ansvar for sit eget liv.
Kan en utilpasset ung mand så bare flytte til Tarm og opbygge en venneskare af loyale væbnere, der vil hjælpe ham med at blive et bedre menneske, som det sker i MIT VENSKAB MED JESUS KRISTUS? Det fungerer faktisk for bogen, da den som nutidseventyr er en moralsk fortælling, der uden omsvøb forfølger sin overordnede pointe: At det onde skal konfronteres, og at man kan forsone sig med sine handlinger og sin skæbne – hvis man tager andre lige så alvorligt som sig selv.
Der er noget banalt og opløftende ved Nikolajs historie, som faldt i denne anmelders smag. Men både humoren og den lettere ’naive’ fortællerstemme er set bedre hos andre nutidige forfattere. Bogens klare styrke derimod er dens fuldstændigt uprætentiøse ønske om at fortælle en lille moralsk historie så enkelt og direkte som muligt. F.eks. indledes hvert kapitel med en overskrift, der fortæller om indholdet. Der er her en lyst ved fortællingen, som minder en smule om en mundtlig fortælleform, der har tillid til, at historien holder.
Bogens styrke er med andre ord, at den undgår enhver kunstighed ved at være et moderne eventyr, fordi dens enkle form og næsten pap-agtige psykologi holder fokus på en arketypisk konflikt: hvordan et menneske, der er faldet, skal lære at rejse sig igen.
