Magi og humor (nu også på tysk) – Interview med Daniel Kehlmann
Daniel Kehlman fik i 2005 et velfortjent internationalt gennembrud med romanen OPMÅLINGEN AF VERDEN. Nu er han igen snart bogaktuel i Danmark, og vi mødte ham til en snak om den pludselige succes, de misforståelser, det kan fremkalde og om, hvorfor Simpsons og Sydamerika betyder mere for ham end Günter Grass.
Hvis man ikke tilfældigvis har set et billede af ham på bogomslaget, kan man ikke blive andet end overrasket, når han pludselig står foran én med fremstrakt hånd og på et venligt engelsk med tysk accent siger: ”Hello, my name is Daniel”.
Daniel Kehlmann ligner nemlig ikke den arketypiske succesforfatter; han er høflig og rolig – nærmest lidt genert – og frem for alt er han en hel del yngre, end man ville have forestillet sig. Kun 33 år gammel bærer han allerede rundt på et imponerende cv, der bl.a. tæller flere anmelderjobs på store tyske dagblade, en snart færdiggjort doktordisputats om filosoffen Immanuel Kant, en novellesamling og fire romaner. Hans seneste roman OPMÅLINGEN AF VERDEN er blevet oversat til 20 sprog og har opnået bestsellerstatus i Tyskland, hvor den har solgt næsten en million eksemplarer.
Overraskende bestseller
Efter at han omhyggeligt har skænket kaffen, først til mig, derefter til sig selv, spørger jeg, om han har noget bud på, hvorfor OPMÅLINGEN AF VERDEN gik hen og blev Tysklands bedst sælgende litterære roman i de sidste tyve år.
-Jeg havde da en god fornemmelse, da jeg afleverede den til min forlægger. Dvs. at jeg lidt kådt forventede, den måske kunne sælge en 40-50.000 eksemplarer. Men jeg blev da helt utroligt overrasket, da den pludselig toppede de tyske bestsellerlister foran både J.K. Rowling og Dan Brown. Jeg ved faktisk stadig ikke, hvordan det kunne ske, siger han og ser oprigtig overrasket ud.
-Tanken om, at det måske blot bygger på nogle misforståelser fra bogkøbernes side, har da strejfet mig, og jeg har moret mig en del over den. Mange anskaffede formentligt bogen, fordi de troede, det var en ny DA VINCI MYSTERIET. Andre har sikkert ment, at den kunne lære dem en masse om historie og videnskab. Ingen af delene er tilfældet, men jeg håber da ikke, de vil kræve pengene tilbage af den grund, tilføjer han og griner.
Mellem fiktion og virkelighed
Det var nemlig ikke nogen historisk vandtæt roman, Kehlmann havde i tankerne, da han skrev OPMÅLINGEN AF VERDEN. Romanen skildrer ganske vist to af 1800-tallets tyske åndslivs største skikkelser – den geniale matematiker Karl Gauss og naturalisten Alexander von Humboldt – men der er taget store friheder med det historiske forelæg.
-Det er svært at sætte noget procenttal på, hvor meget, der er fakta, og hvor meget, der er fiktion. Men jeg er jo forfatter, og ikke journalist, og det giver en langt større frihed i forhold til det materiale, jeg arbejder med.
Under skriveprocessen indså Kehlmann nemlig, at han blev nødt til nærmest at genopfinde de to historiske personer for at få dem til at fremstå klarere som romanfigurer.
-Med det sagt, havde jeg dog svært ved at forstå, hvordan jeg kunne være den første til at komme på ideen. For disse to mænd var på alle måder hinandens modsætninger. Gauss udregnede ubegribelige matematiske formler inden for hjemmets fire vægge, mens Humboldt utrætteligt rejste rundt i Sydamerikas fjerneste afkroge, og alligevel arbejdede de med meget ens videnskabelige problemer. For en romanforfatter som mig var de sammenfald og kontraster næsten for gode til, at det kunne være sandt.
Brud med traditionen
?Det var ikke kun Kehlmann, som var overrasket over bogens succes. Flere kritikere pegede på, at romanen på trods af sine ærketyske hovedpersoner, var alt andet end typisk tysk. Den er morsom og spiller gerne læseren små Christian Louboutin outlet finurlige litterære pus, bl.a. ved at ophæve virkeligheden for en stund, og lade Humboldt møde en flyvende tallerken.
-Jeg er meget fascineret af den sydamerikanske litteratur, man kalder magisk realisme, og har altid haft lyst til selv at eksperimentere med genren. Jeg er udmærket klar over, at det naturligvis ikke er muligt for en tyskfødt forfatter at skrive en sydamerikansk roman med tyske hovedpersoner, men jeg syntes alligevel, det var værd at prøve at inddrage nogle elementer af det magiske.
Der lå desuden et meget bevidst valg bag, at Kehlmann søgte væk fra sit tyske litterære ophav.
-For at være lidt polemisk, så er det meste af den tyske efterkrigslitteratur så kedelig og livløs, at selv de tyske læsere er kommet til at hade den. Forfattere som f.eks. Heinrich Böll og Günter Grass – hvis første par fantasifulde romaner, jeg ellers elsker – kom til i adskillelige årtier at dominere den tyske litterære scene med politiseret og humorforladt socialrealisme. Man var så optaget af efterkrigsskyld og –traumer, at man totalt overså de spændende litterære eksperimenter, der foregik i resten af verden 1960’erne og -´70’erne.
Kehlmann mener desuden, at en af grundene til, at tysk litteratur har været så stillestående, er en vedvarende og gammeldags snobbet holdning over for populærkulturen.
-Jeg ynder gerne at fortælle, at en af mine allerstørste inspirationskilder har været The Simpsons. Det har vagt en del undren i visse kredse, og nogen tror vist, jeg siger det for at provokere. Men jeg mener det virkelig. Jeg har set serien, siden jeg var teenager, og komikken i mine romaner står i dyb gæld til showets helt specielle timing og dets dystre, men alligevel forløsende, verdenssyn.
Jeg og Kaminski ?
Kehlmann udgav i 2003 romanen JEG OG KAMINSKI, der nu er færdigoversat og meget snart udkommer på dansk. Det er historien om en forfængelig og helt igennem usympatisk journalist, der forfølger en rar gammel kunstmaler for at skrive hans biografi. Selvom det ikke er hans nyeste roman, fornemmer man på hans tonefald, at han stadig brænder for den.
-Det er en komisk roman. Den er fortalt fra journalistens synsvinkel, og min grundidé var at prøve at lege med at skabe en dybt upålidelig fortæller, hvor læseren hurtigt ville få færden af, at der bliver pyntet gevaldigt på sandheden. Jeg prøvede så at gå et skridt videre derfra ved samtidig at gøre ham både smådum og usympatisk. En enkelt anmelder skrev faktisk, til min store overraskelse, at han ikke kunne lide romanen, fordi fortælleren var så forfærdelig. Kehlmann ser et øjeblik helt opgivende ud, inden han fortsætter:
-Pointen er jo netop, at romanen i virkeligheden handler om den gamle kunstmaler, som er en vældig sympatisk fyr, der blot bliver set igennem en skidt persons øjne. Det er et ret eksperimenterende fortælleteknisk kneb, der gjorde romanen utrolig sjov at skrive, samtidig med at det fungerer som et helt centralt virkemiddel for romanens komik. Men der er måske bare nogle, som ikke lige er parate til den slags litterære spil. Jeg kan vel ikke håbe på andet, end at de vil bære over med mig, siger Kehlmann afslutningsvis – en bemærkning, der ikke blot understreger hans underspillede sans for humor, men også hans smågenerte høflighed.
_________
JEG OG KAMINSKI og paperbackversionen af OPMÅLINGEN AF VERDEN udkommer begge snart. Sidstnævnte er også for nyligt udkommet som lydbog.
Artiklen er tidligere bragt i BogMagasinet
