Den uvildige folkehelt – Václav Havel GANSKE KORT… ERINDRINGER OG REFLEKSIONER
Nogen stor og udtømmende livsrevy er der ikke tale om. I stedet er der masser af fascinerende detaljer at finde i Václav Havels selvbiografiske rodekasse.
Citat
Som et menneske, der direkte fysisk ikke tåler konflikter, dårlig stemning og konfrontationer, især hvis de er mere eller mindre overflødige, og som desuden ikke kan lide, når talen går i tomgang uden noget synligt resultat, har jeg altid gjort mig umage for at bringe folk sammen, bidrage til enighed mellem dem og søge en måde at forvalte et fælles standpunkt til en synlig handling. Måske var det netop disse egenskaber hos mig, som altid i den sidste ende – uden at jeg ønskede det eller stræbte efter det – bragte mig i forgrunden, hvor jeg så for nogle kunne se ud som en ”stjerne”
Václav Havels liv og virke er enestående og usandsynligt. Han startede som en sky forfatter af absurde teaterstykker, der stædigt nægtede at bøje sig for det kommunistiske styre, og endte (nærmest tilfældigt) med en nøglerolle i afviklingen af ikke bare det tjekkoslovakiske styre, men verdenskommunismen i det hele taget. Og dét endda på en fredelig og fordragelig måde.
Dette levnedsforløb – som skildres i brevkorrespondancen FJERNFORHØR fra 1989 – har for længst sikret Havel en plads i verdenshistorien. Men hvad der skulle have været epilogen blev i stedet til starten på et nyt usædvanligt kapitel. Havel endte (igen tilfældigt og lettere uvildigt) som præsident for først Tjekkoslovakiet og senere Tjekkiet. Tretten år som statsoverhoved blev det til, og så var der jo ikke andet for end at fortsætte med erindringerne, der hvor FJERNFORHØR slap.
Det er præcis, hvad GANSKE KORT… gør – dog på en temmelig ukonventionel måde. Den er nemlig ikke nogen ordinær, kronologisk opbygget selvbiografi, men består derimod af tre ca. lige store dele (eller tråde), der bogen igennem krydser hinanden med få siders mellemrum.
Bogens ene del – og vel nok hovedattraktion – er det skriftlige interview med journalisten Karel Hvízd’ala, der fungerer som en form for fortsættelse til deres tidligere nævnte brevkorrespondance FJERNFORHØR. Hvízd’alas spørgsmål er intelligent dybdeborende og uden alt for megen benovet respekt. Havels svar er jordbundne og hudløst ærlige, og han virker ligefrem ivrig efter at punktere mytologiseringen af sin person.
Bogens anden tråd er nogle mindre essays skrevet i USA og Polen. De knytter sig mindre specifikt til det politiske og breder sig i bedste essayistiske tradition ud over hvad end, der nu falder skribenten ind af strøtanker. Ud over selvfølgelig de endeløse middagsselskaber med politikere og kendte og hans ligeledes endeløse helbredssvigt, bliver der også her levnet plads til alt fra hans holdninger til tjekkiske bilister til de mere eksistentielle overvejelser.
Det er netop i disse intime detaljer, at det fulde indtryk af Havels personlighed udfolder sig, og at man som læser kompenseres for bogens manglende overordnede fortælling. Indirekte tegner der sig et billede af en intellektuel tvivler, en beskeden og selvudslettende mand, der har store kvaler med sin helterolle og (nok mest overraskende) er en voldsomt konfliktsky person. Derudover vidner hans smukt flydende prosa selvfølgelig også om, at Havel frem for alt er en habil forfatter.
Den tredje – og mindst interessante – tråd består af udvalgte noter, Havel skrev til sig selv og sin stab gennem sit tretten år lange virke som præsident. De er mest af alt en form for bonus til Havel-arkæologer, og undertegnede indrømmer gerne, at de politisk indforståede og ofte petitessebefængte præsidentnoter kun – som Havel selv foreslår i bogens forord – blev pletlæst.
Uden præsidentnoterne er der dog stadig omkring 250 interessante sider at kaste sig over i selskab med et fascinerende ikon og en usædvanlig stemme.
