Fællessang på Bakken – Frederik Dessau EFTER MIN MENING
Små flygtige glimt af visdom og gråt guld er alt, hvad man får ud at læse Frederik Dessaus essaysamling, der for det meste byder på gamle venstrefløjsrefræn fra en forlængst tabt tid.
Citat
Hvad andre kan gøre for gamle mennesker er én ting. Hvad man som gammel kan gøre for sig selv er noget andet og nok så vigtigt … Skal det gamle guld bevare sin værdi må det forblive kreativt. Og jeg tænker ikke på kurvefletning og andre terapuetiske afledningsmanøvrer.
Det begynder ellers fint i Frederik Dessaus EFTER MIN MENING. Med to små tekster om at komme overens med sin alderdom og faren for at efterrationalisere sin fortid lulles læseren ind i et modent og velovervejet sind. Læseren vågner dog brat lige så snart, Dessau bevæger sig væk fra de eksistentielle overvejelser og ind på emner som kønsroller, ledelse, globalisering og realpolitik. Her daler niveauet drastisk fra det modne og velovervejede til det trivielle, ubegrundede og indforståede.
Dessau forsvarer godt nok sine valg i et afsnit om essayets form, men i EFTER MIN MENING er essay åbenbart ensbetydende med et alt for langt, alt for ambitiøst læserbrev i stil med dem, man finder på diverse avisers debatforummer.
Der er intet nyt under solen i Dessaus kritik af den siddende regering og den sorte skole eller hans forsvar for psykoanalysen og den idiografiske tilgang til sygdom. Det er alt sammen hørt før og eftersom Dessau blot henkastet nævner kilder som ”en antropolog”, der engang har fortalt ham en ting eller to om mennesket og sproget, eller ”sprogforskeren Noam Chomsky”, men ikke rigtig bruger dem til andet end at kaste et skær af belæsthed over sine overvejelser, virker det hele dårligt researchet og lidet overbevisende.
Dessau kan ikke tilfredsstille den kritiske læser med sine ærkehumanistiske slagsange om ‘sundhedsreligion’, ‘ungdomsdyrkelse’, ‘tryghedsindustri’ og ikke mindst liberalismen og nyliberalismen, som han nævner i flæng som synonymer for roden til alt ondt. Bedre bliver det ikke af, at han insisterer på gamle mytologier som urmatriakatet, ”kvindens historiske nederlag” og ødipus- og elektrakomplekser.
Af og til dukker sensei’en dog op i Dessau og han øser hist og her af sin livserfaring, men det er småbitte luftlommer, der sprænger som bobleplast under trykket fra al den megen ubegrundede palaver, der optager hovedparten af EFTER MIN MENING. Jeg er ikke overbevist om, at dette er alt, hvad Dessau har at byde på, men det er alt, hvad han giver læseren, og det er ikke nok.
Måske jeg længes efter mere, fordi der er en særlig aura over navnet Frederik Dessau. En kammerat mente, at han var en tysk filosof. En anden mente, at navnet var ”Frederic Dessaus” og at han var fransk litterat. ”Kender du ikke Frederik Dessau?”, svarede min far blot tørt med den opgivende indignation, der rammer forældre til voksne børn. Nej, det gjorde jeg ikke og eftersom farmand ikke gad fortælle mig noget, som jeg allerede burde vide, var der ikke andet at gøre end at læse EFTER MIN MENING.
For stik imod politisk korrekte holdninger er gamle, hvide mænd normalt garanti for en god læseoplevelse, men i EFTER MIN MENING er der for meget tom brevkasseskvalder og for lidt sølvræv. Det er synd, for man nærmest sukker efter de visdomsord som Dessau holder tæt ind til kroppen og ikke vil ud med, da han langt hellere vil fortælle sin læser om ondsindede præster i Dansk Folkeparti, at George W. Bush er en idiot og at kapitalisme er noget hø.
