En velsmurt revolver – Palle Schmidt STILETTO
Det kan varmt anbefales at dykke ned i Schmidts hårdkogte univers af vold, fallerede strømere og korrupte embedsmænd. Det er ondt og gustent, men først og fremmest er det flot lavet.
Krimien er en konservativ genre. Et ellers sundt samfund rystes af et sygt fremmedlegemes forbrydelser mod fællesskabet, politiet gør, hvad det kan, for at stoppe morderen med rationelle, deduktive metoder, og når forbryderen er fanget eller dræbt, kan alle ånde lettet op og vende tilbage til det trygge og rolige samliv bag bøgehækken. Indtil den næste morder dukker op, og historien kan begynde forfra.
Sådan er det ikke i de hårdkogte krimier. Her er samfundet pilråddent, kriminalitet og korruption er normen – især inden for politiet. At rydde op er en umulighed, orden er et fremmedord. I den hårdkogte krimi findes ingen renselse, for, som hovedpersonen i Palle Schmidts hårdkogte tegneserie STILETTO siger det: Man kan ikke gøre rent med en beskidt klud. Man flytter bare rundt på snavset.
Schmidts historie bevæger sig fint inden for genrens rammer. To pansere pløkkes på et hotelværelse, hvor de er indlogeret sammen med et kronvidne i en betændt sag. Muligvis har morderen fået et tip fra en læk i politiet, der går under dæknavnet Stiletto. Den udslidte betjent Maynard sættes på sagen med sin makker Alphonse, og inden længe kværnes de i en malstrøm af korrupte strissere, kyniske kriminelle, modvillige vidner og en sværm af kugler. Selvfølgelig er de heller ikke selv fine i kanten, for vold skal bekæmpes med vold, og kriminalitet bekæmpes bedst med en velsmurt revolver.
Fortællingen byder altså ikke på de store nybrud, men det er heller ikke strengt nødvendigt. Til gengæld passer Palle Schmidts tegninger helt perfekt til den hårdkogte krimi, og det er i denne sammensmeltning af form og indhold, at STILETTO fremviser sine største kvaliteter.
Størstedelen af farvefladen er holdt i skidne, brune, grå og nikotingule nuancer, og det giver en frugtbar muld for den kontrast, Schmidt derefter kan skabe ved at have en enkelt rød eller lilla genstand midt i de sørgelige og smudsige omgivelser. Et låg på en kaffekop, en krykke eller en blomst fremstår tydeligt rød og nærmest skrigende på den baggrund. Men først og fremmest er det selvsagt yderst effektfuldt med de rigelige mængder af blod, som fyger fra skudsår og skvulper ud fra åbne kraniebrud.
Nådesløs vold er tegneseriens raison d’être, og det fungerer flintrende fremragende, især fordi Schmidts tegninger er så overmåde velegnede til at formidle den dystre stemning. Men der er heldigvis også en vis form for overbærende humor og ironi i forhold til genren. Det er indført i den hårdkogte fortælling med finesse, så det ikke virker dumt og kækt manieret, når Maynards kone konstant beder ham om at købe appelsiner og tage med deres søn til et åndssvagt skoleskuespil, alt imens den slidte strissers verden går op i død, ødelæggelse og shotgun-dueller. Det er et dejligt distanceret forhold til den ellers godt tyndslidte kliché, om at den mandlige heltebetjents dedikation i kriminalitetsbekæmpelsen altid skal gå ud over familien.
Mindre fremragende er dialogen, der til tider virker som en lidt sløj oversættelse fra engelsk. Men det er ikke nødvendigvis forfatterens skyld. Dansk er et svært sprog at være hårdkogt på. Vi har vænnet os til, at iskolde og gennemført onde kriminelle bare taler sejere på engelsk og ikke siger ting som ’Hold op, hvor er du forudsigelig’ eller ’Slap af, strømer’.
Dan Turèll lykkedes i sine krimier med at udvikle en hårdkogt poetik på dansk, men ellers hentes genrens sproglige møblement primært fra de amerikanske mestre som Dashiell Hammett og Raymond Chandler. Når skiven rammes hos Schmidt, er det dog vitterlig råt og cool, og så fungerer det danske perfekt på sine egne præmisser. Der måtte gerne have været flere af disse øjeblikke, så STILETTO på sprogsiden kunne leve helt op til de fejende flotte tegninger.
