Skræm mig, Koji-san – Koji Suzuki SPIRAL
Opfølgeren til j-horrorens milepæl, RING, er på en gang rolig og foruroligende læsning, men desværre skæmmet af en rodet oversættelse af den engelske udgave og ikke den japanske original.
En syregrøn forside hvor der med udtværede skrivemaskinetyper står SPIRAL og en natsort bogryg hvorfra et spøgelsesagtigt kvindeansigt stirrer intenst tilbage på læseren. Hvis omslaget ikke er tilstrækkeligt til at overbevise læseren om, at han sidder med et stykke gedigent horrorlitteratur mellem hænderne, skal han blot læse et par sider ind i bogen. Hovedpersonen, Mitsou Ando, er nemlig retsmediciner, og før historien rigtig er gået i gang, har han allerede haft et skræmmende mareridt, skåret sig under morgenbarberingen, set en sort krage og obduceret et lig.
Den indledningsvise blodrus står dog i kontrast til resten af bogen, der for det meste går med Andos opklaringsarbejde i kølvandet på det emblematiske videobånds myrderier. I RING var det hævngerrige spøgelse med det lange sorte hår, Sadako, noget grotesk og overnaturligt, en force majeure, der udøvede sin vilje fra det hinsides. I SPIRAL er Sadako en virus, der inficerer Mitsou Andos videnskabelige arbejde og udfordrer hans naturalistiske verdensbillede.
Suzuki har flyttet vægten fra den mere klassiske spøgelseshistorie, hvor personerne og læseren langsomt indhylles i en grum åndeverdens skygger, over mod science fiction-genrens konspirationsteorier og fokus på teknologi og videnskab. Forfølgelsesvanviddet og angsten for mørket og døden afløses gradvist af en mistanke om sammensværgelse, gryende apokalypse og virkelighedens undergang i SPIRAL.
De dødsdømte hovedpersoner fra RING og deres håbløse forsøg på at begribe det ondes irrationelle hævnbegær er afløst af videnskabsmanden Andos forsøg på at forklare det overnaturlige i sit laboratorium med mikroskop og Dna-sekvensering. Her er SPIRAL udstyret med illustrationer, hvor læseren kigger med ned i Andos mikroskop, et effektivt virkemiddel i Suzukis ”evidensbaserede” horrorhistorie. Og selvom de videnskabelige udredninger er lette at gennemskue, ændrer det dog ikke ved, at SPIRAL gør sin pligt og langsomt, men stødt skruer op for gyset hen imod den groteske og lidt overraskende slutning, et eksotisk og perverteret crescendo som kun japanerne kan gøre det.
Netop fordi gyset rationeres i SPIRAL er det en synd, at bogen er så inkonsekvent oversat og det endda fra den engelske version! Danske, engelske og japanske navne for gader, aviser og helligdage flyder uhjælpeligt rundt mellem hinanden, ligesom de japanske tiltaleformer er helt udeladt. Det er uheldigt, for det særlige ved j-horror er netop, at gyset når anden potens i og med de japanske kulisser virker så eksotiske og den japanske kultur så fremmedgørende på den vestlige læser.
Sprogforvirring går derfor ud over miljøskildringen, der kunne have lagt den forstyrrende grundtone fra filmene, men i stedet slører Tokyo og Izu for læserens indre øje. Har man allerede set RING-filmene, aktiveres billederne af Sadakos filtrede sorte hår og hvide hænder let med læsningen og det hjælper lidt, men helt ærligt burde Lindhardt og Ringhof have kapacitet nok til at oversætte direkte fra japansk og mod nok til at bibeholde de særlige japanske tiltaleformer. Alt i alt er SPIRAL dog både skræmmende og sjov læsning, og den groteske slutning belønner læseren for at have manøvreret sig igennem de 362 sider.