Absurd godt! – Albert Camus SISYFOS-MYTEN
At begå selvmord eller ikke at begå selvmord. Det er spørgsmålet i Camus’ fremragende og evigt aktuelle eksistentielle mesterværk SISYFOS-MYTEN.
Citat
En verden, som man kan forklare, føler man sig hjemme i, selv om forklaringen ikke holder stik. Men i et univers, som pludselig berøves enhver illusion og enhver mening, føler mennesket sig som en fremmed. Der findes ingen vej ud af denne landflygtighed, som hverken rummer erindring om noget tabt fædreland eller håb om noget forjættet land. Denne kløft mellem mennesket og dets tilværelse, mellem skuespilleren og kulisserne, er det, som i egentligste forstand er årsag til følelsen af absurditet. Og eftersom alle normale mennesker på et eller andet tidspunkt har overvejet at tage sig af dage, vil man uden yderligere forklaringer indse, at der er en direkte forbindelse mellem denne følelse og længslen mod tilintetgørelsen.
I år ville den franske forfatter og filosof Albert Camus have rundet de 100 år. I den anledning popper Gyldendal champagnen og genudgiver et af hans hovedværker, det filosofiske essay SISYFOS-MYTEN i revideret oversættelse og nyt design. Hvis Camus endnu levede, havde han på sin fødselsdag formentlig skænket en tanke til sin eksistentielle storebror, vores allesammens Søren Kierkegaard, der i år ville være fyldt 200 år. For på mange måder står Camus på skuldrene af Kierkegaard, selvom han åbenlyst spjætter noget med benene.
Som Kierkegaard undersøger Camus i SISYFOS-MYTEN menneskets grundvilkår i en verden, hvor Gud som garant for moralen, meningen og målet med livet ikke er synlig for mennesket. Guds manglende tilkendegivelse efterlader et gabende tomrum. Men i modsætning til Kierkegaard, der med et teologisk krumspring kaster sig ud over den åndelige afgrund og opfordrer til at tro i trods, gør Camus sig ingen metafysiske forhåbninger. Gud er død, og alene og fortvivlet står mennesket tilbage i en absurd verden. Det altoverskyggende spørgsmål er derfor, om man så lige så godt kan få gjort en ende på galskaben? Kækt, provokerende og en anelse arrogant konkluderer Camus således:
–Der findes kun ét virkelig alvorligt filosofisk problem: selvmordet. At afgøre, om livet er værd at leve eller ej, er at besvare filosofiens grundspørgsmål. Alt det øvrige (…) er legeværk.
Sagnfiguren Sisyfos er billedet på mennesket, der dømmes af guderne (eller mangel på samme) til et langt liv med slid og slæb uden lys for enden af tunnelen. Selv om det lyder koldt og kynisk, tolker Camus Sisyfos’ absurde og tilsyneladende triste skæbne – hver dag at skubbe en stor sten op ad bjerget, blot for at se den trille ned igen – med optimisme: Sisyfos er en handlingens mand, en hverdagshelt og en oprører, der ikke har brug for guderne. Han påtager sig sin absurde skæbne, og selv om hans liv er en lang og sej kamp, er det trods alt hans eget. Og han får det bedste ud af det, mens han nyder udsigten på vej ned ad bjerget.
SISYFOS-MYTEN er vanvittigt velskrevet, og det er forfriskende at læse et så markant opgør med århundreders guddommelige grublerier kogt ned til blot halvandet hundrede letlæselige sider. At skære ind til benet på den måde kræver systematik og et filosofisk overblik, der må få gejstlige såvel som gudsfornægtere til at tage hatten af. Begge dele mestrer Camus til fulde.
SISYFOS-MYTEN kan tilmed læses som nøglen til problematikker, der går igen i forfatterens skønlitterære værker. Om dens tema fortsat er aktuelt giver efter min mening sig selv. For man skal lede længe efter et forfatterskab, der tegner et så præcist filosofisk billede af præmisserne for det moderne menneske. Desuden byder den på medrivende tolkninger af store forfattere som Proust, Kafka og Dostojevskij og kan dermed bruges som et redskab til læsningen af nogle af litteraturhistoriens største klassikere.
Hvis du interesserer dig bare det mindste for filosofi, er SISYFOS-MYTEN et must. Hvis ikke, så er det om at komme i gang! Og så er SISYFOS-MYTEN ikke noget dårligt sted at starte.
