Udenfor og indeni – Albert Camus EKSIL OG KONGEDØMME
Seks noveller undersøger outsiderens sammenstød med omverden. EKSIL OG KONGEDØMME er et skønt ensemble af eksistentialistiske fortællinger, man ikke sådan slipper igen.
Citat
I begyndelsen havde det været svært at vænne sig til ensomheden og stilheden i dette barske land, som bare var sten. Nu og da så man en plovfure, der fik én til at tro, at jorden blev opdyrket, men den var kun trukket for at frigøre en bestemt sten, som var særlig egnet til at bygge med. Her pløjede man kun for at høste sten. Andre gange havde folk kradset lidt jord op hist og her og samlet den sammen i huller for at bruge den til at gøde de magre landsbyhaver. Sådan var det, stenene dækkede de tre fjerdedele af landet. Byer opstod, strålede og forsvandt; mennesker kom og gik, elskede hinanden eller bed halsen over på hinanden og døde. I denne ødemark var intet menneske noget, hverken han selv eller hans gæst.
Fra ‘Gæsten’
Til november kunne den fransk-algeriske forfatter være fyldt 100 år, havde han blot takket nej til et lift med sin redaktør, og i stedet brugt den ubrugte togbillet man fandt i hans lomme efter det dødelige biluheld. Det er der noget sørgeligt over, men døden skal have en årsag, som man siger, og 100 år var Camus nok aldrig blevet med tuberkulose i lungerne og et heftigt tobaksforbrug. I 1957, tre år forinden hans død, modtog Camus Nobels Litteraturpris. 100-års Jubilæet fejres af Gyldendal med en række flotte genudgivelser, herunder nærværende EKSIL OG KONGEDØMME fra 1957, revideret af Hans Peter Lund. I samme ombæring, udkom hovedværket SISYFOS-MYTEN også for nyligt i ny indpakning
Med seks prægtige noveller udforsker Camus outsiderens – eller snarere den eksileredes – sammenstød med omgivelserne. En scene fra ‘Jonas eller Kunstneren ved arbejdet’ – en gevaldig parodi over tidens parisiske kunstnermiljø – skildrer eksemplarisk det skisma, der sætter tonen i hver og en af de seks noveller: Jonas forskanser sig i en hems i sin lille lejlighed for at få arbejdsro. I dagevis ser hverken kone, børn eller venner noget til ham, og da han endelig viser sig igen, er det med et blankt maleri:
– I det andet værelse sad Rateau og betragtede lærredet, som var fuldstændig tomt, men midt på det havde Jonas med ganske små bogstaver skrevet et ord, der nok lod sig tyde, dog sådan, at man ikke med bestemthed kunne afgøre, om der skulle stå solitaire eller solidaire… ensom eller solidarisk.
Jonas’ splittelse står bogstaveligt talt malet på lærredet, som et vindue ind til hans samvittighed, og hans vaklen er åbenlys. I samlingens andre noveller er denne indre konflikt mere subtilt forfattet, og det klæder dem. Ligesom Jonas er hovedpersonerne i en form for eksil – det være sig spirituelt eller mentalt, men også fysisk som en fremmed i eget land – og de støder alle panden mod muren i mødet med omgivelserne og omverdenen. Dilemmaerne tager form og valg må træffes.
Mens historien om Jonas får én til at trække på smilebåndet, finder man en anderledes alvorlig tone i de andre noveller. Her åbenbarer sig selvbiografiske elementer i kraft af fortællingernes politiske og religiøse refleksioner. I ‘Gæsten‘ tvinges den fransk-algeriske skolelærer Daru til at vælge side i den politiske kolonikonflikt, da han af vennen og gendarmen Balducci får ansvaret for en arabisk fange. Og i den kryptiske ‘Renegaten eller Den Forvirrede Ånd’ skildrer Camus en forvirret missionær, der ved absurde handlinger kommer på religiøse afveje.
Camus udfordrer sin læser med en varierende og til tider kryptisk fortællestil. Man kommer vidt omkring i landskabet, og særligt de smukke og barske nordafrikanske ørkenområder stråler af poesi. EKSIL OG KONGEDØMME er uhyre aktuel, en eksistentialistisk collage, forunderligt og sindrigt begået af en af efterkrigstidens vigtigste forfattere.
God anmeldelse, Mathias.
Man burde egentlig læse meget mere Camus. Det burde være et adgangskrav på diskotekerne i Hovedstadsområdet. I stedet for hudfarve og sløje sko i skrigende farver. “Kan ‘Pesten’ læses allegorisk!?!” skal DjånniDørmand spørge, og i samme øjeblik du nøler med det absurd gode svar, skal du ryge ud på røv og albuer.
Hvad stiller vi op med dem der har læst sygt meget Camus, men har en sløj hud i skrigende farver? Her får Djånni et problem. Og iøvrigt, tak for kommentaren Troels. Jeg synes godt om. Gid der var en knap, så slap jeg for at skrive det.