For kongen eller nationen? – Rasmus Glenthøj PÅ FÆDRELANDETS ALTER
Var det danske borgerskab stadig kongepatrioter i de skæbnesvangre år 1807-14, eller var det en moderne nationalisme, der var på spil? Det har Rasmus Glenthøj undersøgt, og fremlægger det akademiske svar – ‘Både og’ – på en grundig, men desværre også svært kedelig måde.
”Borgerskabet i årene 1807-14” er ikke umiddelbart noget, som kan få almindelige mennesker til at dirre af spænding. Men det er synd og skam, for faktisk er emnet meget mere dramatisk end man lige skulle tro. Her ligger nemlig kimet til udviklingen af den danske nationalisme, hvor fortællingen om vort kære gamle fædreland, Danmark, blev konstrueret. En fortælling som lever i bedste velgående den dag i dag, både som ekko i den fælles underbevidsthed og i en rendyrket form i visse partier.
Der er altså god grund til at beskæftige sig med perioden og til at stille det spørgsmål, som Rasmus Glenthøj gør.
For at svare kigger han på to forskellige sider af identiteten, som han kalder henholdsvis positiv og negativ. Den positive er borgerskabets opfattelse af deres egen identitet, og her undersøger han, hvad borgerskabet forstod ved forskellige identitetsbærende ord. F.eks. om ordet fædreland gik på helstaten (som udover Danmark bl.a. bestod af Norge, Slesvig og Holsten) eller om det gik på de områder, hvor man talte dansk. Den negative side af identiteten er opfattelsen af andre nationer, og her lægger han vægt på England. I 1700-tallet havde Danmark en modidentitet i Tyskland og opfattelsen af det tyske som noget negativt, men i begyndelsen af 1800-tallet overtog England for en stund rollen.
Glenthøj går grundigt til værks, og bogen er da også et resultat af en afhandling. Problemet er bare, at han fremlægger det knastørt. Når nu stoffet i virkeligheden er fyldt med følelse og drama, hvorfor så ikke fremhæve det, så også de uinviede kan få et glimt af den spænding, der ligger i fremkomsten af moderne nationalisme i Danmark? Det behøver ikke at få konsekvenser for fagligheden, tværtimod.
Samtidig er Glenthøj næsten for saglig. Han afholder sig fra at være (for)dømmende og moralsk og springer de saftige konstruktivistiske indslag over. Men havde det f.eks. skadet at gøre opmærksom på graden af konstruktion i et begreb som ”modersmål”? Igen vil jeg sige tværtimod.
Konklusionen i PÅ FÆDELANDETS ALTER er, at både den gamle patriotisme og den nye nationalisme er at finde i perioden, og hverken denne konklusion eller analysen er der noget i vejen med. Havde fremlæggelsen dog bare været lidt mere passioneret, så læseren kunne få en fornemmelse af den eksplosivitet, som gærede i netop denne periode.
