Plotfælden – Hanne-Vibeke Holst DRONNINGEOFRET
Sproget er jævnt, og alting bliver skåret ud i pap. Alligevel slipper man ikke DRONNINGEOFRET, før man er færdig.
Citat
‘Hej, Nadia, hilser Anitta. – Ta’ lige det tørklæde af i den hede!’ Pigen fniser usikkert og smutter videre, da Anitta duver ind på sit kontor. Anitta holder af at sige den slags ting. Hun holder af at vise, at hun er ovenpå. At hun har humor. At hun sagtens kan rumme den nye mangfoldighedsstrategi. Som hun sagde til headhunteren, da de skulle personlighedstestes før fusionen: ‘Personligt er jeg ligeglad med, om folk er røde, gule eller blå. Så længe de passer deres arbejde.’ Det mener hun naturligvis ikke. De sorte snyder og sjusker, hvor de kan komme til det. Det sagde hun ikke, for det må man ikke. Det er ikke politisk korrekt at sige sandheden. Og Anitta er ikke dum.
DRONNINGEOFRET er sidste del i Hanne-Vibeke Holsts trilogi om det politiske liv, magten og kampen mellem mænd og kvinder. Her er Elisabeth Meyer, formand for oppositionspartiet Socialdemokraterne, omdrejningspunktet. Hun har en valgkamp, der skal vindes, men samtidig kæmper hun for at være ved sans og samling, da en nyligt konstateret demens er ved at krympe hendes hjerne. Hendes mål er at vinde magten for at kunne overgive den til den nye socialdemokratiske kronprinsesse, Charlotte Damgaard. Et helt andet sted i samfundsspektret sidder Anitta og Fritz og drømmer om Operation White Revolution.
De første 50 sider af en Hanne-Vibeke Holst bog er ikke nogen udpræget fornøjelse. Sproget er jævnt, og både billedsprog og referencer bliver udpenslet, så ingen er i tvivl om, hvad meningen er. F.eks. da Elisabeth Meyers norske rigmand Kjell Dahl siger hip, hip, hurra ved synet af et smukt dækket bord i haven, og man straks får at vide, at det er en henvisning til P.S. Krøyer-maleriet af samme navn. Læseren skulle jo nødig gå glip af noget.
Personerne er samtidig meget stereotype og karikerede, og de fleste er helt tydeligt gode eller onde. Man får selvfølgelig forklaret, at de onde blev onde pga. misrøgt i barndommen, men de går stadig tydeligt igennem på skurk/heltinde-skalaen. Hver person har sin ramme og funktion, som afgør, hvordan vedkommende beskrives. Maleren Bækker tænker, at Elisabeth er ‘kold og varm på en gang. Rød og blå.’ Han er jo maler, så derfor tænker han altid i farver!
Men inden man når at lægge bogen fra sig i irritation, bliver man indfanget – for hvis der er noget Hanne-Vibeke Holst kan, og har bevist til fulde med sin trilogi, så er det at lave et plot så stærkt, at man fanges totalt.
Pludselig ængstes man for, om de gode nu også klarer skærene, og længes efter, at de onde skal syde i deres eget fedt. Væk er alle litteratens anklager om lavkulturel middelmådighed, man må bare have mere og mere.
Er DRONNINGEOFRET så et flygtigt fiks? Både ja og nej. Den er for klodset og ensidig til at være en rigtig god bog. Men samfundskritikken er yderst relevant – stigmatiseringen af minoriteter er tydeligvis et problem, og den politiske virkelighed, hvor man må sælge sin sjæl til Pia Kjærsgaard for at få regeringsmagten, er bekymrende – og den får Hanne-Vibeke Holst afleveret fint. Koblet med det formidable plot, er DRONNINGEOFRET bestemt en læseværdig bog – bare man skynder sig igennem de første 50 sider.
