Forberedelse på ikke at findes – Carl-Henning Wijkmark NATTEN DER KOMMER
Fra sit dødsleje reflekterer Hasse over kærligheden, begæret, livet og døden og efterlader læseren med et læseligt brændemærke, idet han selv giver slip og overgiver sin krop til døden.
Citat
Jeg nærmer mig pakkestadiet. Endnu er jeg et menneske, men ikke længere en mand i en kvindes øjne. Den større varme som rigtignok var til stede er blevet til venlighed og medmenneskelighed, besvaret med taknemmelighed og tilbagholdt ømhed. (…) Jeg orker knap nok at drømme og fantasere, det som tidligere af og til kunne hindre mig i at leve.
Den snart 80-årige Carl-Henning Wijkmark modtog i 2007, da NATTEN DER KOMMER udkom i hjemlandet Sverige, den prestigefyldte Augustpris. Det er med god grund, for NATTEN DER KOMMER er en både voldsomt velskrevet og ubarmhjertig roman, der efterlader et afgrundssort dødsmærke i sin læsers sind. Det er en døende mands sidste krampetrækninger, før han til sidst må give slip og følge med sin flagermusbaskende besøgende ud mod det sidste mørke.
Vores hovedperson Hasse befinder sig på en stue på et hospicelignende sted. Han bor på stue sammen med tre andre mænd, og patienterne deler både trivialiteter og mislykkede besøg fra forstumpet familie – for ikke at sige en fælles fascination af de søde og kærlige sygeplejersker og deres modsætninger i hospicets kyniske læger. Den tidligere skuespiller Hasse har ikke rigtig familie, men knytter sig hurtigt til både den lokale bibliotekar, den mystiske patient bag forhænget på stuen og ikke mindst sygeplejersken Angela. NATTEN DER KOMMER er skrevet i et dybt personligt sprog, der næsten emulerer en lærd mands velformulerede dagbog – men uden det nogensinde bliver patetisk eller sentimentalt. Snarere er skriften reflekteret og nøgtern, og det er måske i særdeleshed det, der gør NATTEN DER KOMMER så svær at slippe igen.
Jeg læste for nylig et debatindlæg i Information skrevet af den tidligere speciallæge i børnepsykiatri Niels Hansen på kanten af sin sidste tid. Indlægget handlede om, hvordan lægestandens tre funktioner som hhv. helbredende, lindrende og trøstende instans i virkeligheden var prioriteret, så der i de fleste tilfælde ikke var tid til den trøstende del af arbejdet. Det oplevede Niels Hansen selv på egen krop, da han fik konstateret uhelbredelig kræft, og i virkeligheden er det samme diskussion, NATTEN DER KOMMER tager op. Samtidig er der undervejs flere begivenheder og overvejelser, der også drejer sig om det humane i aktiv dødshjælp.
Hasse vælger i første omgang at blive på sit hospice, fordi han forelsker sig i sygeplejersken Angela, og det er i sidste ende samme sygeplejerske, der får ham til at slippe sit krampagtige tag om livet og overlade sin krop til døden. Undervejs får læseren indblik i, hvilke tanker en syg mand gør sig, idet hans sygdom langsomt overtager hans kropslige funktioner og efterlader ham overladt til sine omgivelser.
Vi ved naturligvis hele tiden, at vores fortæller og hovedperson må dø. Det fortæller bagsideteksten os, og der gives på intet tidspunkt i romanen en reel mulighed for frelse og overlevelse. Hasse må dø. Alligevel er det fuldstændig ubarmhjertigt og hjerteskærende, da det sker på bogens sidste sider. Man er virkelig kommet til at holde af den stilfærdige mand, der i sit registrerende og rolige sprog lader kærligheden, ømheden og den seksuelle tiltrækning gøre det ud for overlevelsesgrundlag og i sidste ende grundlag for den sidste frigivelse – livets given slip og dødens rolige komme.
1 kommentar