Ingenting til læseren – Boris Vejdovsky HEMINGWAY – ET LIV I BILLEDER
Flot jubilæumsudgivelse om Hemingway gør sig bedst på hylden under glasbordet.
Citat
Fra Mariel Hemingways forord:
Jeg er glad for at være barnebarn af Ernest Hemingway, fordi jeg kan mærke, at jeg fra ham har fået den gave at kunne se de utrolige ting, som livet har at byde på. Papa elskede naturen, enkelheden, maden og menneskene, og fandt ind til kernen i det hele. En egenskab, jeg selv hver dag takker ham for. Han har givet mig evnen til at se det sammensatte i selv de mest enkle ting. Om det er i den te, jeg drikker om morgenen, eller i den vind, der rejser sig, når efteråret gløder i Idahos bjerge. Jeg ser tingene på en anden måde end de fleste på grund af mit ophav og det blod, som min bedstefar lod gå i arv til mig. Hemingway er i mine årer, han er min arv, og jeg er beæret over at være en del af ham.
Det er almindeligt kendt, at Ernest Hemingway døde for egen hånd. Deprimeret og svag, og sygeligt angst for at have mistet evnen til at skrive, skød han sig selv et par uger inden, han ville have fyldt toogtres. Selvmordet er den dunkle side af fortællingen om Hemingway – en side, som kalder på forklaring og belysning, og som står i sær kontrast til den livskraftige mand, han også var.
I år er det halvtreds år siden, at Hemingways fjerde kone fandt ham død i hjemmet i Idaho, og i den anledning er der udkommet endnu en biografi – HEMINGWAY – ET LIV I BILLEDER – som dog hverken behandler det ene eller det andet særlig indgående, fordi den mildt sagt er en tynd kop te. Imposant tager den sig ellers ud i stort coffeetableformat med hovedpersonen i hvid skjorte på forsiden, flot som en filmstjerne, med sit gode ansigt og smukke skæg og blikket mildt vendt mod beskueren.
Det er et fremragende billede. Og billeder af den kaliber er der flere af, især fra anden halvdel af Hemingways liv, hvor den store berømmelse var uigendrivelig, og professionelle fotografer fulgte i hælene på ham over alt i verden: I Madrid, hvor han hyldes af byens tyrefægterpublikum. På fisketur med sine drenge ved Key West. I Kenya, hvor han bokser med en ung masaikriger. På Cuba, hvor han fodrer sine katte. Der er Hemingway ved skrivepulten. Hemingway i baren. Hemingway i sneen. Hemingway og løven. Hemingway og kvinderne. Hemingway. Hemingway. Hemingway. Hemingway. Og selvfølgelig også det berømte fotografi af en lille purk i kjole ved siden af sin storesøster, det billede, der har givet anledning til så meget snak og tågesnak i kritikken. Desværre savner billederne nogle gode og fyldige billedtekster, og uden dem bliver man efterhånden mæt. Selvom der er flere gode fotografier, er der også mange halvgode, og især rigtig mange, der ligner hinanden.
Bogen er blevet til i et samarbejde mellem Ernest Hemingways barnebarn, Mariel Hemingway, og litteraturprofessor, og medlem af Hemingway Society, Boris Vejdovsky. Mariel Hemingway står for et sært personligt forord, mens Boris Vejdovsky har skrevet bogens hovedtekst. Ingen af delene er vellykkede. Hvad barnebarnet skriver om sin menneskelige arv fra bedstefar, er næsten pinligt, fordi hun aldrig selv har mødt manden, og det, litteraturprofessoren har at sige, har andre sagt mange gange og langt bedre før. For Hemingwaykendere er der ikke noget nyt at komme efter, og for nye læsere vil teksten utvivlsomt føles tam. At der desuden er sjusk i oversættelsen, så der fx flere steder står Hemingway’s i stedet for Hemingways gør det ikke bedre. Ej heller, at man har overset faktuelle fejl, som at Hemingway forlod Pauline til fordel fra Hadley, når nu det var omvendt.
De mange fine fotografier og det gode udseende til trods efterlader HEMINGWAY – ET LIV I BILLEDER denne anmelder med en vis skuffelse. Der er for længst udgivet mange gode bøger – også med billeder – om Hemingway, og denne føjer intet relevant til mængden.
