Spinnende satire – Per Helge Sørensen SPIN


Per Helge Sørensen hudfletter i SPIN den fedtede købmandshandel med pressemeddelelser, der forgår forud for nyhedens vej til forsiden.

Per Helge Sørensen er en af de slags forfattere, hvis biografi overrasker. Som nyuddannet ingeniør får han ansættelse ved forskningsministeriets kontor for IT-politik, men forlader posten i ekspertudvalget om kryptering allerede efter tre år. Han rejser til Mexico og Cuba for at skrive romanen ”Mailstorm”, der var noget så nyt som en anmelderrost krimi omhandlende aflytning på Internettet.

Siden har forfatteren slået sine kryptiske folder som medstifter af foreningen Digital Rights, der arbejder for ytringsfrihed og privatliv på Internettet. Og igen må forfatteren siges at lade sig inspirere af virkeligheden, når han arbejder med fiktion. Hans nye roman ”Spin” omhandler individets ret til privat surfen på Internettet over for det ansvarlige samfunds indgriben i ”grænseoverskridende netporno.” Hvis det lyder som en kedelig kabale, så undervurderer man spinkulturens spil, der tiltrækker alle fra ministre, interesseorganisationer, journalister, karrierekvinder og konsulenter samt ikke mindst hele den brogede skare af medieliderlige individer. Længere og længere væk fra den virkelige virkelighed spinder de hinanden og sig selv ind i den fedtede købmandshandel med pressemeddelelser, der foregår bag om de nyheder, vi til sidst får serveret PÅ FORSIDEN.

Spin er en stramt komponeret og uhyre præcis satire, hvor hver eneste sætning virker suspense opbyggende. Samtidig er den intelligente fremstilling af jagten på den perfekte branding, den gode historie og den kortvarige berømmelse ganske genkendelig og derfor ganske morsom.

Alle aktører i dette overfladespil er omhyggeligt beskrevet, så de fremstår som almindelige mennesker med almindelige problemer, alt imens en sand mediestorm gør deres egoer så store som luftballoner, og man frydefuldt frygter for deres nedtur.

Skrevet af Jannie Schjødt Kold

Har altid tændt på ord og brugte som barn mere tid i selskab med De Fem end med familien. Rykkede til København og læste Litteraturvidenskab og filosofi, og var i en periode også ugens gæst på Teatervidenskab. Startede sammen med Nanna Goul webmagasinet www.litteraturnu.dk Har gennem tre år arbejdet med kommunikation og ledelse for Dansk Røde Kors i hovedstaden og i to år været skrivende webredaktør hos Egmont Magasiner. Nyder nu at sidde i eget kontor på Vestegnen, hvor hun sammen med journalist Marianne Bindslev driver det journalistiske produktionsselskab Westendstory.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *