Hvad arkivet gemte – Peder Hove BLINDGÆNGER
BLINDGÆNGER er en fængslende og vedkommende roman. Men den skal læses som et psykologisk tankeeksperiment, snarere end som en detektivisk spændingsroman.
BLINDGÆNGER fiktionaliserer en autentisk historie. Hovedpersonen Elsa er en voksen lettisk kvinde, der som barn i 1945 kom til Danmark som krigsflygtning. Faderen forsvandt under krigen, og Elsa har aldrig fundet ud af, hvad der skete med ham. Nu vender hun imidlertid tilbage til Letland for at gennemgå krigsarkiverne og finde sandheden om sin far.
Det kræver ikke megen fantasi at regne ud, hvor historien bærer hen, og derfor har undertegnede anmelder heller ingen moralske skrupler ved at afsløre ‘mysteriet’: faderen var naturligvis nazist. Læser man derfor bogen som en detektivisk spændingsroman – hvilket den af og til selv lægger op til via ‘suspense’-teknikker – vil man uvægerligt blive skuffet.
Derimod har BLINDGÆNGER mere at byde på, hvis man læser den som et psykologisk studie i den evige, menneskelige identitetssøgen. Romanen skildrer således en rejse i mere end én forstand: den fysiske rejse til Letland og den psykiske ‘rejse’ tilbage til fortiden, der gør, at Elsa må revurdere hele sit identitetsmæssige grundlag.
Kompositionelt overføres denne dobbelthed på en fin måde til romanens tvedelte perspektiv, idet den tidsmæssigt springer mellem kvindens voksne nutid og hendes oplevelser som barn. Sprogligt er romanen præget af en lethed, der på den ene side gør læseoplevelsen behageligt gnidningsløs, men på den anden side desværre ofte fortaber sig i klichéfyldte sprogbilleder.
Peder Hove er en relativt ukendt forfatter, selv om han har modtaget Thit Jensens forfatterlegat i 1988, og selv om han nu har hele 13 romaner på bagen – samt et utal af noveller, digtsamlinger, børnebøger og faglitteratur. BLINDGÆNGER giver ham nok ikke det helt store gennembrud, men den fortjener alligevel publikums opmærksomhed for sine subtile personskildringer og tankevækkende psykologiske eksperimenter.
