Californian Psycho – Thomas Qvortrup DELVECCHIOS DOM
Man tager en 80’er kultbog, flytter den fra New York til San Francisco, tilsætter lidt lommeuldsetik, en spiseskefuld vulgærfreudianisme og et ordentlig skvæt pubertære pinligheder, og vupti, så har man essensen i Thomas Qvortrups DELVECCHIOS DOM.
En eller anden gang i de hedengangne 90’ere sad en ung Thomas Qvortrup og trippede for vildt på en roman om de hedengangne 80’ere. Romanen var kult – sådan var det i 90’erne – den hed American Psycho og forfatteren var Bret Easton Ellis, som om muligt var endnu mere kult, fordi han havde været så heldig at være ung i det tiår, hvor børsmæglere, Wall Street og Whitney Houston var toppen af poppen.
Siden da er det som bekendt kun gået ned ad bakke: de hysteriske jakkesæt vækker mere latter end skræk, Wall Street bliver aldrig det samme efter 11. september, og den eneste Whitney kan danse med, er lægen på afvænningsklinikken.
Men kult er kult, og Thomas Qvortrup er aldrig kommet sig over sit 80’er-trip. Derfor har han skrevet DELVECCHIOS DOM, som en venligsindet anmelder ville kalde ”en hyldest til Bret Easton Ellis’ kultroman”, og som en alt andet end positivt stemt anmelder kunne finde på at betegne som ”et mislykket opkog på en overvurderet 80’er cocktail”. Dette, kære læser, er ikke en venlig anmeldelse.
Jeff Delvecchio er 34 år, bor i San Francisco og er stjerneadvokat med speciale i at få frikendt voldspsykopater, mordere og pædofile. Han er lækker, rig, kører Porsche og ”knepper hjernen ud” på sig selv og det utal af kvinder, der falder for ham, og så er han naturligvis totalt fucked up på enhver tænkelig måde. Der er også noget med noget fortrængt homoseksualitet, og så elsker han at beskrive alle de luksusgenstande, han omgiver sig med. Og når Delvecchio ikke lige kommer i munden på en kvinde eller mediterer over sit eskalerende vanvid, er der ikke noget bedre end at trippe over et rigtig godt popnummer eller den tabte (80’er)ungdoms Depeche Mode. Nå, ja, og så må man ikke glemme, at han lige har a thing going on med nogle sadistiske mord.
Man behøver sådan set ikke at fortsætte. Arven fra American Psycho er så gennemført i DELVECCHIOS DOM, at det nærmest er komisk. Hvis der så endda var tale om bevidst ironi og leg med forbilledet, men ak nej. Tvært imod har Qvortrup sovset sin roman ind i klæge lommepsykologiske, lommefilosofiske og pubertære indre monologer, angiveligt for at gøre romanens hovedperson mere nuanceret end sin grumme 80’er-fætter.
Delvecchio får i hvert fald moralske skrupler over at have fået frikendt de dødsensfarlige forbrydere, og skruplerne er så påtrængende, at han forvandler sig fra djævlens advokat til retfærdighedens dødsengel, og systematisk går i gang med at myrde sine tidligere klienter.
Angiveligt er den ganske komedie udtryk for en principiel etisk diskussion om retfærdighed og straf, og det moralsk forsvarlige i at tage disse to i egen hånd. Men okay, denne temmelig banale pointe har vi ligesom fattet ret hurtigt, og forklaringerne og refleksionerne er simpelthen overkill. Hvis Patrick Bateman-figuren kunne siges at fungere, var det netop i kraft af sin totale mangel på bevidst moralsk refleksion. Usikkerheden og tvivlen lå mellem linjerne.
Qvortrup tror imidlertid ikke på mellemrum, han tror på tryksværte, og så får den hele armen med den hårde barndom, den dominerende mor, træmanden af en far, collegelivets tvangs-heteroseksualisering med deraf følgende overgreb på homoseksuelle, osv. osv. Det er alt sammen gabende kedsommeligt, og det bliver kun værre i skildringen af Delvecchios forhold til kvinden Jill (en slags Dildo-Jill-møder-Urmoderen), som langt om længe får den stakkels ødelagte mand til at føle en slags ægte kærlighed. Efter alt at dømme ikke pga. de samtaler, de fører – romanens dialoger er nærmest tegneserieagtigt klichefyldte og gumpetunge – men på grund af Jills umættelige appetit på hård sex og håndjern.
I en tid, der ikke skaber klassikere men kult, er Bret Easton Ellis’ roman formodentlig uomgængelig læsning, omend man absolut kan diskutere dens litterære kvaliteter. Den diskussion kan man til gengæld spare sig, når det handler om Qvortrups californiske ’sequel’. Den har absolut ingen kvaliteter overhovedet.
