Mommy dearest – Camilla Läckberg STENHUGGEREN
Moderkærlighed – og især fraværet af den – er omdrejningspunktet for Camilla Läckbergs seneste kriminalroman, som er hendes hidtil bedste.
Nu gik jeg lige og var så irriteret på den invasion af svenske hjemstavnsfemikrimier, der vælter ind over landegrænserne i disse år, og så kommer Camilla Läckberg med en virkelig fremragende en af slagsen, som tvinger mig til at æde mine sure opstød i mig igen. Jeg overgav mig totalt til Läckbergs tredje roman fra skærgårdsidyllen Fjällbacka.
Som de to foregående bøger kæder STENHUGGEREN en nutidig mordefterforskning sammen med et fortidigt handlingsspor. I den forstand fungerer det provinsielle rum da også som en oplagt ramme for forbrydelsens element overhovedet: Den er et lukket kredsløb, hvor fædrenes – og i dette tilfælde især mødrenes – synder hjemsøger børnene slægtled efter slægtled. Ingen slipper fri.
Omdrejningspunktet for STENHUGGEREN er jagten på en barnemorder. En lille pige findes druknet i havnen udenfor Fjällbacka, men det er ikke havvand, hun har i lungerne. Det er ferskvand, og der er sæberester i: Syvårige Sara Klinga er blevet druknet i et badekar.
Kriminalassistent Patrik Hedström leder ligesom i PRÆDIKANTEN efterforskningen, til dels modarbejdet af det med få undtagelser totalt uduelige politikorps på Tanumshede Politistation, mens hans kæreste Erica går hjemme med deres tre måneder gamle datter og noget, der ligner en fødselsdepression: Moderkærligheden vil ikke rigtig indfinde sig, men det vil til gengæld mindreværdskomplekserne, nullermændene i hjørnerne og den emsige svigermor, der skiftevis anklager Erica for dårlige moderevner og manglende opmærksomhed overfor sin travle mand. Erica har da også mest af alt lyst til at løbe skrigende bort fra det hele og lade baby være baby.
Det tematiske slægtskab mellem barnemordet og barnemoderen i STENHUGGEREN er således åbenlyst fra starten. Den røde tråd i romanen er det forhold mellem mor og barn, som alle Ericas småbørns- og forældrebøger kalder symbiotisk og helt igennem smukt, men som undergraves noget så brutalt i Läckbergs fortælling, hvor alle mødre er ravnemødre – fra de uhyggeligt afvisende til de kvælende til dem, der ikke magter det, de fleste opfatter som moderskabets mest grundlæggende funktion: At beskytte afkommet mod farer.
Ud af dette kommer en overordentlig effektiv krimi, der formår at holde spændingen helt til det sidste og som undervejs får fortalt en virkelig uhyggelig historie om alle de måder, mødre kan svigte på, men også, hvordan børn kan være så tungt et åg at bære, at det, vi kalder ”det værst tænkelige”, en mor kan opleve, bliver en udvej, en flugt.
Med STENHUGGEREN har Camilla Läckberg begået sin hidtil bedste roman og den, der uden tvivl vil gøre størst indtryk på sine læsere. Oplagt som alternativ barselsgave, der så vel passende kan læses, når de nybagte mødre kommer tilbage fra barsel og rent faktisk har overskud til at være andet end mødre…
