Spørgsmålet angående værens mening – Martin Heidegger VÆREN OG TID
Heideggers superklassiker fra 1927 er endelig og overordentlig imponerende oversat til dansk. Et pragtværk af en bog der er nogenlunde ligeså vanskelig, som den er spændende.
Citat
Hvis værensspørgsmålet selv skal opnå en gennemsigtighed over for sin egen historie, så er det nødvendigt med en løsnen af den forhærdede tradition og med en fjernelse af de tildækninger, som er resulteret deraf. Denne opgave forstår vi som en destruktion af den antikke ontologis overleverede bestand, der gennemføres med værensspørgsmålet som ledetråd for at trænge ind til de oprindelige erfaringer, hvori de første og fremtidigt retningsgivende bestemmelser af væren blev opnået.
VÆREN OG TID er en stor bog, i omfang, men i endnu højere grad i sin ambition: At bringe filosofien på rette spor. Heidegger mener, at filosofien, og med den alt andet, har glemt spørgsmålet om væren. Derfor slår han indledningsvis fast om sit mål: ‘Og således gælder det da på ny om at stille spørgsmålet angående værens mening‘.
Væren er nemlig altid blevet taget for givet, og i stedet har man gennem historien rettet opmærksomheden mod det værende: Videnskaberne har gjort forskellige områder af det værende (biologien, fysikken, mennesket etc.) til sit emne, metafysikken har ledt efter og opstillet det højeste værende (ideerne, Det Gode, Gud, e.l.)., men at alle disse ting er, og hvad dette er egentlig er, har man ikke undersøgt. Det er Heideggers projekt: At udforske væren, ikke det værende.
Og dog. Vejen til væren går for Heidegger gennem en særlig art af det værende, nemlig det værende der er optaget af sin egen væren. Det værende som denne anmeldelses forfatter og læser er eksempler på, og som hos Heidegger ikke betegnes ‘menneske’, men ’tilstedeværen’ (på tysk:Dasein). Tilstedeværen underkastes en analyse, hvor Heidegger originalt afdækker forskellige områder af tilstedeværens eksistens, fx forståelse, befindlighed, kastethed, angst og omhu.
Heidegger er berømt (og berygtet, er jeg nødt til at skrive, selv om det klinger af kliché) for sit sprog. Han benytter sig ikke af den filosofiske traditions terminologi, da han vil begynde forfra uden om denne tradition. Han tilstræber i stedet et dagligdagssprog, som han dog omformer og supplerer med egne afledninger og nydannelser af kendte ord. Derved opstår en lang række begreber, enten som enkelte ord eller som faste vendinger, hvor ordene er knyttet sammen af bindestreger, som det er en overordentlig stor udfordring at holde styr på:
– Tilstedeværens gennemsnitlige dagligdagshed kan følgelig bestemmes som den hjemfaldende-åbnede, kastede-udkastende i-verden-væren, for hvem det i sin væren ved ‘verden’ og i sin samværen med andre drejer sig om den egne særegne værenkunnen.
VÆREN OG TID er ikke en bog man kan komme lige ind fra gaden og læse. Den kræver vejledning og forkundskaber. Heldigvis er man i denne udgivelse både hjulpet af en eksemplarisk oversættelse, gode noter, et glimrende efterskrift, fine litteraturlister og i det hele taget høj kvalitet, også hvad angår layout og materialer.
Det er fantastisk, at VÆREN OG TID nu foreligger på dansk. Dens betydning for fænomenologi, hermeneutik, eksistentialisme, dekonstruktion og mange andre af det 20. århundredes ide- og metodemæssige strømninger kan ganske enkelt ikke overvurderes. Med denne bog i hånden kan man som dansker selv gå til Heideggers hovedværk. Han er for vild. Hans projekt er storslået, provokerende, revolutionerende, egensindigt og arrogant. Får man bare et kort øjebliks fornemmelse af indsigt i, hvad Heidegger har gang i, efterlades man bjergtaget.
