Op ad gadedøren – Mia Degner EN LODRET DRØM
Degners sprog er legende let og bobler lystigt og let-rablende derud af, mens både indhold og tilsyneladende måden, hvorpå skriften har fundet sin form, er kompliceret og indviklet.
Digt
det er en dråbe man holder i hænderne og lader falde
den hænger på fingerspidserne
man hænger sig selv i fingerspidserne
ud af halsen
man klamrer sig det yderste af neglene
ud af vinduet man
hænger sig i det hele taget for meget
i småting
man ønsker at rive sig selv i håret og slå nogen andre med det
man ønsker sig at tilhøre nogen måske
man ønsker sig at høre hjemme et sted
men det
gør man ikke
og så ønsker man sig alligevel at flakke
hvileløst rundt i verden i al sin frihed
og være i fred.
Når man læser pressemeddelelsen til billedkunstner Mia Degners debut EN LODRET DRØM, virker hendes ellers besværlige arbejdstilgang til samlingen indlysende: At digteren i en form for frustration vel har indtalt alle tekster og derefter klippet lydbidderne sammen i den orden, der virkede (mundtligt set) mest naturlig, er tydeligt at spore i lyrikkens melodiøsitet og næsten bølgende rytmer.
Med andre ord: Har man været til mindst fem digtoplæsninger i sin tilværelse – hvor oplæserne imidlertid har været af adskillige niveauer over amfibiestadiet ’åben scene’ –, står forfatter- eller fortællerstemmen lysende klart for det indre øre, idet Degner skriver:
– Så siger man / man vil have sit hjerte / tilbage men / det er selvfølgelig også løgn / det vil man slet ikke / man klasker det op på væggen / igen og igen / og igen / man gør det med vilje og / man vil under ingen omstændigheder have det tilbage det / hænger så smukt der på væggen
Velplacerede linjeskift, der følger en rytme på vej, er måske nok til at forudse efter sin del digtoplæsninger, men den sidder til gengæld konsekvent lige i skabet og rokker med i taktfaste fodslag. Vægten på det mundtlige og sprogets lydlighed kommer også til udtryk i måden, hvorpå der fortælles. Når Degner senere beskriver et tilsyneladende erotisk møde, er det næsten som at høre Under Byens Henriette Sennenvaldt i sangen BYEN DRIVER, der midt i sin korte tekst lyder: (…) I vinduet / På bordet / Op ad gadedøren (…).
Sennenvaldt blev siden hen da også uddannet fra Forfatterskolen. Nok så mange forfattere har beskrevet et møde mellem to mennesker ved at hæfte sig ved detaljer i omgivelser eller de mødendes kroppe og derigennem omgå og projicere noget af fortællingen over mod noget mere ufarligt.
Gode, gamle Aarestrup gjorde det eksempelvis i PAA SNEEN fra 1838, hvor et begærende blik fastholder detaljer ved en kvinde, der skrider henover sneen, og netop opholder sig ved det omgivende fremfor selve begærets objekt. Det samme synes at forekomme hos Degner – ikke bare i beskrivelserne af de (formentlig) erotiske møder, men i selve hendes tilgang til det, hvorom der fortælles. Al ligefrem banalitet er erstattet med en talen omkring, og det er befriende, når selve sproget er så tilgængeligt og talt.
Og den sproglige tilgængelighed er herligt selvbevidst uden af den grund at blive fortænkt eller forceret. Et gennemgående greb er omskrivningen af flosklen, der – som i Degners konkrete arbejdsmetode – rystes som en snekugle og ender i nye og langt mere interessante formationer; uden af den grund at miste sin genkendelighed. Et af de gentagne og snekuglerystede billeder er idiomet ’der er løbet meget vand i åen’, der vendes og drejes på både forudsigelige (’der er løbet meget mand i åen’) og senere hen uforudsigelige og nyskabende måder (’du er selv en mand i min å’ eller at have ’færre ben i åen’). Sidstnævnte spiller naturligvis på mundheldet om, at man aldrig kan træde ned samme sted i en å. På den vis vendes bogstaveligheden på hovedet: det idiom, som vi kender i en overført betydning tages på ordet og omskrives, så bibetydningen alligevel følger med og skaber nye konnotationer.
Degners debut kan læses ud i én køre med en kværnende fortællerstemme præsent, og holder man af både kværn og vokal, så kan EN LODRET DRØM ikke andet end anbefales. Om ikke andet så til oplæsning.
