Flet næbbet – Charlie Christensen ARNE AND – GENOPSTANDELSEN
Arne Ands comeback skuffer fælt. Han har intet på hjerte ud over forurettelsens selvforkælede fedt, der aldrig har været brændstoffet for begavet satire.
Citat
I 20 år stod dette askebæger i en glasklokke på en hædersplads i Zeke’s Bar. Da Zeke trak sig tilbage i 65-års alderen, blev baren overtaget af en helsekost-kæde. To år efter åbningen døde den nye ejer af mavekræft efter at have drukket for meget grøn te.
Tegneseriefiguren Arne And optrådte første gang tilbage i 1983 og døde så faktisk allerede i 1985. To år senere genopstod han og blev hurtigt en berømt figur. Arne lignede sin artsfælle Anders på en prik og ideen med at hive denne umulige og latterlige, men paradoksalt elskelige, antihelt ud af Andebys ligegyldigheder og indsætte ham i velfærdssveriges ditto var indlysende god.
Det gav kulsort samfundssatire i en vellykket blanding af højtravende dialoger og bundskrabende monologer. Arne var en alkoholiseret, selvoptaget, pseudointellektuel, seksuelt frustreret storbyboheme, og portrættet vakte jubel hos alle, der selv havde en rem af huden.
Men Arnes succes blev hans skæbne, populariteten gjorde ham uinteressant. Derfor opgav Charlie Christensen i 1995 at forevige hans bedrifter. Han skrev:
– På det her tidspunkt var det kommet så vidt, at Arne begyndte at tage sig selv alvorligt, og hans venner blev derfor udsat for lange foredrag om indlysende ting.
Nu gør Arne så alligevel comeback (men ’genopstår’ altså ikke, da han ikke var død) og afslører med al ønskelig tydelighed, at situationen er den samme, som da vi forlod ham i ’95: Han er blevet hamrende ligegyldig og siger på ingen måde noget overraskende eller vigtigt.
Hvad har Arne på hjerte i det tredje årtusinde? George W. Bush er dum. Irak-krigen er dum, men muslimer er også dumme. Feminister er rigtig dumme. Alt dette er dog småting mod den virkelige katastrofe: Man må ikke længere ryge på de svenske værtshuse!
Jeg kan ikke finde meget, der er mere ynkeligt end midaldrende hvide mænd, som klynker over nogle bagateller i deres liv. Det er sølle og forkælet, men allerværst: Det er ikke én eneste gang tilnærmelsesvis morsomt. Christensen forsøger at komprimere Arnes berømte livslede i spidse formuleringer, men kan ikke drive det videre end udsagn a la: ’Jeg har ikke alkoholproblemer! Jeg har problemer med virkeligheden!’ Det er ikke sjovt, det er ikke skarpt, det er ikke fyndigt. T-shirts med påskriften ’Her udvider Tuborg’ er skæggere og det er da nærmest skræmmende.
Når den gamle Arne sagde ’Skål, kosmonauter!’, rummede det al den poesi, som han mangler i dag. Dengang fik Arnes kærlighed til Bellmann os til at købe og læse alle dennes epistler og sætte Vreeswijk og Taube og jeg ved ikke hvad på grammofonen. Nu nævnes Bellmann kun, fordi han var ryger. Ak, ak.
Dengang stod og faldt det hele med selvironien i portrættet af Arne. En selvironi der samtidig blev vækket i læseren, så denne først og fremmest kunne grine ad sig selv. Den er helt forsvundet i dag, og det gør det ulideligt at læse. Arne synes, de andre er dumme, men folk der synes andre er dumme, er kun til at holde ud, hvis de ikke et sekund glemmer, at de selv er allerdummest.
Om Christensen fortsætter med at tegne Arne And, aner jeg ikke. Jeg gider ikke bruge en google på det. Det rager mig ikke bare en fjer, det rager mig en papand.
