Retningsløshed og glemsel – Janina Katz DRENGEN FRA DENGANG
Det er de tunge temaer, som Janina Katz præsenterer for os: Rodløshed, kollektiv fortrængning og forsøget på at overleve en krig, som er slut, men som aldrig stopper for de, der blev involveret.
Udgangspunktet for Janina Katzs roman er fortællingen om Joachim, som er drengen fra dengang. Den 63-årige fortæller Ania vil fortælle historien om Joachim, men da hun er så optaget af sin egen historie, bliver denne roman lige så meget en fortælling om hende selv.
Joachim og Ania er som barndomsvenner vokset op i Kraków efter 2. verdenskrig, og de er begge ”født uden data”, som fortælleren udtrykker det. Anias forældre blev henrettet i en kz-lejr, og også Joachim er forældreløs. Ania vokser op hos sin moster Lidia, som ikke vil tale om krigen. Med alderen bliver Ania interesseret i at kaste lys over sin dunkle fortid, men i forsøget på at finde oplysninger om sine forældres oplevelser under krigen, bliver hun mere og mere rodløs. Denne rodløshed gennemtrænger hele Anias liv. Hun bliver gift to gange, men ender med at bo alene, og særligt da Joachim og Lidia dør med en måneds mellemrum, bliver Ania ensom. Hun er på det tidspunkt 63 år og uden arbejde, uden familie og uden fortid.
Det er et tungt tema, som Janina Katz præsenterer i denne roman. Forsøget på at italesætte krigens rædsler og konsekvenser er meget vellykket, men det er en tung roman.
Romanens indhold bliver afspejlet i formen på flere planer. Først og fremmest er romanen skrevet i et meget lyrisk sprog, hvilket skaber en distance til oplevelserne. Denne distance er den samme, som mange af personerne i romanen lever deres liv med. De har alle svært ved at forholde sig til oplevelserne under krigen, så de bliver nødt til at skabe en afstand til disse oplevelser. Denne sproglige barriere bliver således vist både i romanens form og indhold, hvilket er meget raffineret gjort. Ulempen er dog, at det bliver lige så svært for læseren at trænge ind i oplevelserne fra krigen, som det gør for personerne i romanen.
Et andet sted, hvor form og indhold afspejler hinanden, er de små, korte afsnit, som bogen er bygget op af. De fleste afsnit er halvanden side, og grafisk set er der meget luft på siderne. De korte afsnit kan ses som en måde at opleve/genleve krigens rædsler på: det kan kun lade sig gøre i små korte perioder, og så har man brug for luft. Dette bliver vist flere gange i romanen, særligt når Ania taler med Lidia om krigen. Disse samtaler er lige så korte og intense, som romanens afsnit er. Desuden kan hullerne på papiret afspejle hullerne i Anias liv.
En ulempe ved denne lyriske form er, at hovedpersonen ikke kommer til at træde i karakter. De evige afbrydelser, mangel på kronologi og korte, knappe sætninger gjorde, at det blev svært at få Ania ind under huden. Denne måde at skrive på pegede for meget på en form, og den pegede derfor væk fra indholdet. Ania forblev ”en person fra en roman” for mig, hun blev ikke ”et rigtigt menneske”.
Men netop at Ania ikke kunne træde i karakter som ”et rigtigt menneske”, kan pege på omdrejningspunktet i romanen, nemlig problematikken om identitet. Ania har selv svært ved at se sig selv om ”et rigtigt menneske”. Hun kender ikke sin fortid, hun roder rundt i forsøget på at finde en passende religion, hun leder forgæves efter en ægtemand og vælger tilfældigt at læse historie på universitetet. Hun beskriver sig selv således:
”Jeg ligner en glaskugle. Glat på overfladen, tom indeni. Lige til at hænge på et juletræ. Jeg ruller af sted i min egen rytme, men retningen afhænger ikke af mig.”
DRENGEN FRA DENGANG er en tung bog med tunge temaer, men da jeg synes, det er vigtigt at blive ved med at huske konsekvenserne af krigens rædsler, er DRENGEN FRA DENGANG en vigtig bog. Den er med til holde mindet om drengene og pigerne fra dengang i live.
