Et makværk om et mesterværk – Toke Lund Christiansen SEBASTIANS DRØM
Bogtyverier, Bachs glemte dagbøger, mystisk fugamusik og en hemmelig orden kombineret til en ujævn og urimelig bog, der aldrig skulle have været så lang, som den er blevet.
Det drejer sig om musik det her, Bach-musik. Den gamle mesters ufuldendte mesterværk ‘Kunst der Fuge’ er omdrejningspunktet i Toke Lund Christiansens roman SEBASTIANS DRØM. Forfatteren selv er solofløjtenist i Radiosymfoniorkesteret, så han ved hvad han taler om i romanens mange og indviklede digressioner ud i musikteoretiske og –historiske overvejelser. Så langt så godt.
SEBASTIANS DRØM handler om manuskripttyven Nalle. Under et bestillingsarbejde på Det Kongelige Bibliotek bliver han opdaget af Bach-forskeren Tanya Taylor, men i stedet for at melde ham til politiet, tvinger hun han ham med på jagt efter nogle forsvundne Bach-dagbøger, som den på det tidspunkt 20-årige Johan Sebastian skrev under en rejse til Lübeck i 1705. Jagten fører Nalle og Tanya ned gennem Tyskland i mesterens fodspor, hele tiden overvåget af ‘De sorte Elbsvaners Orden’, et hemmeligt selskab, som har et eget okkult mål med mesterens musik.
Hvis denne historie lyder åndssvag, så er det nok fordi, at det er den. Men som bekendt betyder det, at en handling er urimelig, ikke nødvendigvis, at en roman er dårlig. Men der er mere dårligdom i SEBASTIANS DRØM: Konversationen i bogen er så klodset skrevet, at man nogle gange (ofte, faktisk) kommer i tvivl om hvem der snakker og hvornår replikkerne holder op. Samtidig bryder forfatteren ofte ind med ganske malplacerede adverbier efter replikkerne, eller med en kommentar som: ‘hun spidsede munden og betragtede ham vurderende’, uden at den i øvrigt hænger sammen med situationen som sådan.
Man forstår heller ikke rigtig personernes motiver for at handle som de gør. Man ved intet om dem, om deres tanker og bevæggrunde, og det står slet ikke klart hvorfor de gør, som de gør. Selvfølgelig skal der være rum for at fortolke og gøre sig sine egne tanker og overvejelser i en roman, men når det gør persontegningen så uklar, at man helt mister interessen for personerne, er det altså ikke godt nok.
Et eksempel på hvor dårlig persontegningen er, er Nalle og hans alder. Nalle kommer oprindeligt med sin familie fra Sønderjylland, hvor han arbejde på fabrik i Tyskland hver dag undtagen søndag. Da hans mor blev syg og hans far mistede sit arbejde, flyttede familien til København, hvor faren tvang ham til at tage sig en uddannelse som klaverstemmer for at tjene penge til familien (ligesom underboens søn, den blinde Grønært). Nalle stjæler dog ting fra de fine hjem hvis pianoer han stemmer, han bliver opdaget og fyret (men ikke meldt til politiet!), og ernærer sig nu som manuskripttyv med forbindelser over det meste af verden. Og hvor gammel er Nalle? Tyve.
Helt urealistisk, helt ved siden af. Historien foregår i 2001, og enten skal Nalle være ældre, eller også skal historien foregå i 50’erne eller sådan noget. Men nej, Nalle er tyve, og det kan jo få en til at undre sig over, hvorfor Tanya tror på ham, når Nalle påstår at han er uddannet filolog og ekspert i gammelt papir.
Det eneste gode ved romanen er Sebastians forsvundne dagbøger, som vi som læsere får lov til at kigge i, efterhånden som vore to helte opsporer fragmenterne. Her fungerer Toke Lund Christiansens sprog faktisk, her har han droppet de fleste klicheer (tunge skyer driver påfaldende ofte over himlen, fx.), og her er man rent faktisk interesseret i at vide mere. Man fornemmer, at det måske oprindeligt var Lund Christiansens idé at skrive en historisk roman om Sebastian Bachs rejse dengang i 1705, og at han så bagefter af en eller anden grund har set sig nødsaget til at inkludere alt det rod med hemmelige ordener og manuskripttyve og Bach-eksperter, der hedder Tanya Taylor.
Alt det skulle have været redigeret væk. Så havde man, måske, haft en okay roman.
