Sprogets ulidelige lethed – Lisbeth Brun TINGENES TILSTAND
Lisbeth Brun nu udgivet to romaner i 2005. Hun er en forfatter, der har fart på. Og med samme effektivitet, som hun skriver, læser man hendes roman: forpustet, over stok og sten, for det er medrivende og underholdende. Men desværre også uden tyngde.
TINGENES TILSTAND er en moderne udviklingsroman med den 35-årige Kristina som hovedperson. Hun lader sig skille fra sin norske mand Sverre, da hun opdager, at hun ikke både kan være sig selv og hans kone. Kristina og Sverre har boet sammen i Norge, hvor han har haft travlt med at tjene penge, og hvor hun har siddet alene og syet tøj på bestilling.
Det er et trygt, men kedeligt liv, Kristina vil væk fra. Mens hun tager denne beslutning, dukker barndomsminder op i stride strømme, og det er ikke kun hendes barndomsminder, vi skal høre om, men også Sverres. Det er underholdende læsning, og det nuancerer deres fortællinger i en sådan grad, at man langsomt begynder at kende dem og forstå deres handlinger.
Lisbeth Brun kan noget med sproget. Hun kan skrive med en lethed, der gør, at man glemmer, at man er i gang med at læse. Det går gnidningsfrit over siderne, så det er en fornøjelse. Hendes beskrivelser af barndommen på højskolen, forholdet til de to brødre og forældrene, selv beskrivelserne af vejret i Norge er imponerende præcise og billedskabende.
TINGENES TILSTAND kan i en grad karakteriseres som værende en slægtsroman i samme dur som Lars Saabye Christensens HALVBRODEREN, Morten Ramslands HUNDEHOVED og senest Simon Glinvads PETERSBORG EXPRESS. Disse forfattere viser alle, hvordan deres bedsteforældres handlinger havde vidtrækkende konsekvenser. Det ses i denne roman, da Kristina har en idé om, at det isbjørneblod, som hendes morfar drak, da han var ung, har aflejret sig i hende, og at konsekvensen for dette er en konstant rastløshed og en ensomhed, som ikke kan kureres.
Men der er alligevel noget ved denne roman, som gør, at den ikke har samme tyngde som bl.a. HUNDEHOVED eller HALVBRODEREN. Det er som om, det lette og gnidningsløse sprog i TINGENES TILSTAND gør, at romanen bliver læst for hurtigt og forsvinder efter endt læsning. Man savner en kant eller en skævhed, som kunne skabe en modstand. Men modstanden kom hverken i sproget eller i handlingen.
