Den gode europæer – Stefan Zweig VERDEN AF I GÅR
Østrigeren Stefan Zweigs erindringsklassiker VERDEN AF I GÅR er et af de 20. århundredes store vidnesbyrd.
Citat
En rask lille romantisk udflugt, et vildt og mandigt eventyr – sådan forestillede den jævne mand sig krigen i 1914, og de unge var endda oprigtig bange for, at de skulle gå glip af alt dette vidunderligt-ophidsende; derfor stormede de som vild til fanerne, derfor jublede og sang de i de tog, der kørte dem til slagtebænken, vildt og febrilsk strømmede det røde blod gennem hele rigets året.
At Stefan Zweig (1881-1942) var en af de mest berømte forfattere i 1920’erne og 30’erne, overrasker i dag, hvor der går mange år mellem de danske udgivelser af Zweigs enorme ouvre. Før SKAKNOVELLE OG PRATERFORÅR udkom sidste år, var der ikke kommet en Zweig-bog på dansk siden 1980’erne. Zweig var yderst produktiv og skrev i et utal af genrer: noveller, romaner, biografier, drama, digte, debatindlæg, føljetoner, librettoer og havde selvfølgelig, som enhver gentleman på sin tid, en hidsig brevveksling, Zweig dog med tidens store kulturpersonligheder. En sand ‘homme de lettres’.
Zweig var yngste barn af en jødisk tekstilfabrikant og voksede op i Wien i det østrig-ungarske storrige under habsburg-dynastiet. Wien var på den tid verdens kulturelle midtpunkt under kejser Franz Josephs 1. fredfyldte styre. Ikke bare havde byen i det 18. århundrede givet verden Mozart og Beethoven, i slutningen af det 19. århundrede og starten af det 20. var byen et sandt kraftværk inden for litteratur, musik, filosofi med navne som Brahms, Mahler, Freud, Wittgenstein, Roth og Musil.
Og Stefan Zweig selvfølgelig. Som yngste barn af en formuende jødisk familie var Zweig frit stillet i forhold til at dyrke sin glødende interesse for litteratur. Det var nemlig den ældste søns pligt at videreføre familiehvervet, mens de yngste skulle sikre familien en ærefuld doktortitel, ligegyldigt hvilken.
I den første halvdel af VERDEN AF I GÅR skildrer Zweig netop verden af i går, Europa før 1. Verdenskrigs udbrud i 1914, med en smertelig melankoli. Zweig skriver fra sit eksil i Brasilien i 1942, hvor han kort tid efter skulle begå selvmord med sin hustru. I den smukke tid, eller belle époque, Zweig mindes, oplevede Østrig omkring 50 års fred og konsolidering. Zweig og hans klassekammerater fra gymnasiet var alletiders største kulturnørder. De dyrkede teater, musik og litteratur med en altopslugende lidenskab og mødte med røde øjne til time, fordi de den halve nat havde læst poesi. De dyrkede især de unge genier Rainer Marie Rilke og Hugo von Hofmannsthal og skrev, reciterede og spillede selv. De var en del af en ny ung generation – ’Det unge Wien’ – der stod i skarp kontrast til det reaktionære og stivnede skolesystem.
Efter gymnasietiden indskrev Zweig sig på universitetet, det gav foruden kulturel pondus, helt særlige privilegier at være akademiker i verden af i går. Man kunne ikke arresteres på universitetsområdet og havde ret til at duellere, en skik humanisten og pacifisten Zweig fandt frastødende. Zweig indskriver sig på filosofi, dog med den hensigt ikke at lave noget de første tre år og det sidste år læse hele pensum og skrive ’en eller anden afhandling’. I sin første frie universitetstid lykkedes det både for Zweig at få sine digte udgivet og få en fast klumme. Følgende rejser Zweig rundt i europæiske hovedstæder og ’studerer’, i Berlin som er farveløs og fattig, i Bruxelles, hvor han møder sit idol Emile Verhaeren, i Paris, hvor han oplever sorgløshed og kammeratskab og møder Rilke, i London, som er trist og ensomt, for at vende tilbage til Wien, i sin egen lejlighed.
I en strålende sommer 1914, som Zweig tilbringer ved badestedet Le Coq ved Ostende, ankommer nyheden om krigen, og bogens anden halvdel indledes. Østrigs indbyggere gribes af en voldsom eufori og begejstring. Selv pacifisten Zweig lader sig rive med, men han slår hurtigt koldt vand i blodet igen, modsat mange af hans forfatterfæller, som gerne føder propagandamøllen med hadske og nationalistiske tekster. Zweig kæmper for fred i Europa med breve til venner i ’fjendeland’ og pacifistiske artikler og dramaer og bliver som konsekvens sat under overvågning af det hemmelige politi. Han flytter til det neutrale Schweiz, hvor han bliver indtil krigens afslutning.
Efter krigen vender han tilbage til Østrig, dog til et nyt hus i Salzburg. Det vældige kejserdømme er nu en republik og kun en skygge af sig selv, frataget store landområder og forarmet og ødelagt af krigen. Zweig fanger virkelig den håbløse stemning og den kolossale inflation, hvor prisen på et brød kan være 100 gange større om aftenen, end den var samme morgen. I det hele taget udstiller og argumenterer Zweig overbevisende for den moralske skævvridning, der fandt sted i kølvandet på den massive inflation i mellemkrigstiden, som førte til Hitlers opstigning og Anden Verdenskrig, og den nye politiske teknik, der benævnes ’den bevidst kyniske amoralitets teknik’.
1920’erne er Zweigs storhedstid, han oplever enorm succes i hele verden og kan siges at være verdens mest populære forfatter. I sit hus i Salzburg kommer prominente gæster konstant forbi, og Zweig tager på flere turneer rundt omkring i verden, hvor han modtages som en verdensstjerne. Det slutter med nazisternes magtovertagelse i 1933, hvor Zweig som jødisk forfatter får sine værker forbudt. Zweig ved godt, hvad klokken er slået, og starter sit eksil fra Østrig ved at flytte til England. Siden, da krigen også nærmer sig de britiske øer, tager han turen over Atlanten til USA og videre ned til Brasilien, hvor han ender sine dage desillusioneret og fordrevet fra sit hjemland.
Zweig formår at skildre sin samtid med et utroligt klarsyn, der rækker langt ind i vores tid, fx med en sætning som ’den værste forbandelse, teknikken har medført er, at den forhindrer os i at undslippe nutiden om så blot for et øjeblik’, som ligeså godt kunne stå i et debatindlæg om smartphones og sociale medier. Et andet eksempel er den nye verdens fornedrende grænsekontrol, hvor man i stedet for at recitere Baudelaire er tvunget til at snakke om affidavits, visummer og permits (hvor Zweig før krigen kunne rejse rundt uden pas) – man forstår melankolien. Et forfriskende kapitel afslører også, hvordan sexlivet forløb for et ungt menneske i Belle Epoques bonerte og puritanske tid, hvor selv en bar ankel var en obskøn katatrofe. En hysterisk tid, som medførte til ekstrem kropsforskrækkelse og en konstant anspændthed.
Først og fremmest er det en medrivende og godt skrevet erindringsbog, der både fremstiller det psykiske landskab hos kultureliten i Europas metropoler i tiden før, under og efter Første Verdenskrig og optegner de større linjer i Europas voldsomme historie i det 20. århundrede. Peter Tudvad har skrevet et glimrende forord, der på fornem vis sætter rammen for forfatterskabet og værket, og bogen er lydefrit og smukt oversat af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad.
________________
Hvis man vil dykke mere ned i Stefan Zweigs verden kan jeg anbefale:
Florian Illies 1913 ÅRHUNDREDETS SOMMER – for et smukt udsnit af kulturlivet før Den Store Krigs udbrud
Edmund de Waals HAREN MED DE RAVGULE ØJNE – en personlig slægtsberetning fra den jødiske Ephrussi-familie, den rolige tid før Verdenskrigen i Wien og Paris, og den efterfølgende anti-semitisme, Anschluß i 1938 og jødeforfølgelserne.
Joseph Roth RADETZKYMARCH – en stor, klassisk slægtsroman om den Habsburgske kejserriges storhed og fald
Klaus Mann VENDEPUNKTET – Klaus Manns store erindringsværk. Kulturel namedropping og et lignende eksil og selvmord.
1 kommentar