A little of the old in and out – Mikael Torfason SAMUEL
I et løssluppent portræt af Danmark – og dermed Island – skildrer Mikael Torfason, hvor vanskeligt det er at være udlænding, morsyg og revolutionær i en lille selvgod osteklokke. Som flere andre islandske forfattere gør forfatteren op med den tidligere overmagt og kæder det fint sammen med skildringer af en heller ikke alt for rosenrød opvækst.
Forsiden på Mikael Torfasons fjerde roman kan endnu ikke ses på siden her. Men den opsummerer indiskret SAMUELS hovedtema. En vanartet mand er tegnet sammen med et close-up af altings moder, det på alle måder livgivende knudepunkt: Mors, Miss Sunshines, Esters, Saras – og Kussens kusse.
Fortælleren Samuel er flyttet til Danmark sammen med sin kæreste, som han konsekvent kalder Kussen. Hun har to børn fra et tidligere forhold, og Samuel klarer det fint som reservefar, når Kussen er til selvudvikling i basisgruppen. Det ældste barn, Ester på 13, har haft lidt for meget samkvem med Mohammed, som er palæstinenser. Mohammeds forbindelser til palæstinensiske grupper kan være vejen frem for Samuel, der pønser på at lave revolution: Under EU-topmødet i København vil Samuel sammen med autonome fra Nørrebro og interesserede palæstinensere omstyrte det danske samfund. Med Baudrillard under armen forsøger Samuel at underminere falske forestillinger om sandheden.
Denne ydre handling viser sig hurtigt at være drevet frem af andre interesser. Eller – en enkelt: Mor. Samuels mor er død, men det hindrer hende ikke i at tage med ham til den feterede prostituerede Miss Sunshine, til psykiater og med på den sindssygeanstalt, han havner på i bogens anden del, anden Samuelsbog. Erindringerne om timerne i badekarret med mor, de fortrolige stunder i fælles afvisning af Far og søster Sara og hele mors dominerende væsen ender med at dæmonisere Samuels verden. Han tror, at Kussen er Mor og i halvdelen af bogen hedder både mor og Kussen Mor, og Kussens børn optræder som hans søskende. Blodskammen har i øvrigt hersket frit i den syge familie, som Samuel ikke kan slippe grebet af.
Barndomserindringerne fra Island kredser også om årene i Kristne Zionisters Menighed, hvor Samuel var en lysende rettroende. Et enkelt opslag i Det Gamle Testamentes Samuelsbøger viser de påfaldende ligheder mellem profeten Samuel og den tjenende ånd Samuel (’Samuel gjorde tjeneste for Herrens ansigt; skønt han kun var en dreng.’ Første Samuelsbog, kap. 2, v.18) og revolutionshelten Samuel (Herren sagde til Samuel: Jeg vil gøre noget i Israel, som skal få det til at runge i ørerne på alle, der hører om det! kap. 3, v. 11).
Vi ser også, at Samuels mor hedder Hanna, som Kussen gør det. Stort set alle romanens personnavne er gammeltestamentlige – undtagen Mohammed, som kommer til at repræsentere det gode i en anden verdensorden end den vestlige på trods af, at han er vokset op i Danmark og aldrig har været i Palæstina. Barndommens indoktrinering får Samuel til som voksen at stille spørgsmål til tro, retfærdighed og autoriteter.
Umiddelbart skurrer den fanden-i-voldske stil denne anmelder i ørerne. Det lyder mest af forældreopgør: Jeg tør godt bande og sige kusse, haha. Efterhånden falder romanen dog i hak og den stadigt mere ustabile Samuel bliver i sin introverte tid på sindssygehospitalet tilforladelig for læseren. Man får sympati med staklen, der ikke kan kende forskel på sin kæreste og sin mor eller på Miss Sunshine og en anoreksiramt medpatient. Verden ramler for Samuel, som kun finder trøst i, at han en dag ikke skal være her mere og dermed skal tilbage til den Frugthave, han for tidligt blev fordrevet fra. Som i øvrigt også Jonathan Løvehjerte, som Samuel sammenligner sig med, kom til det evigt kirsebærblomstrende Nangijala.
