Af | 18. juni 2012

Åååh, hvor romantisk! – Alexander Pusjkin og Mikhail Lermontov FONTÆNEN I BAKHTJISARAJ og DÆMONEN

Små veloversatte lækkerier fra Ruslands to største romantikere. Siderne drypper af sublim længsel, orientalske haremskvinder og svævende dæmoner. Det er som det skal være.

Digt

Jeg sværger højt ved stjernen klar
og solnedgang bag bjergets tinde,
at ingen jordisk, mægtig tsar
– end ej i Persien han var –
en kvinde kysset har som hende.
Fontænens vand har ingensinde
i haremsgård på sommerdage,
når ly blev søgt for hedens plage,
forkælet svalt så smuk en kvinde.
Endnu har ingen jordisk hånd
den sorte hårpragt løst af bånd
med kærtegn blidt på kind og pande.
– Fra jord blev skilt fra paradis,
har ingen båret skønheds pris,
som denne blomst i sydens lande.

Som enhver læser af Dostojovskij, Tolstoj og andre russiske koryfæer vil vide, er Rusland de store følelsers land. Bølgerne går højt i en russisk sjæl. Hos Alexander Pusjkin og Mikhail Lermontov gik bølgerne så højt, at begge digtere omkom i dueller, der i opflammende øjeblikke blev aftalt som den bedste måde at genoprette en krænket ære.

Der er også høj bølgegang i forlaget Hovedlands fine, lille udgivelse af to af sværmernes langdigte. Begge fortællinger dyrker det eksotiske og det orientalske islæt. Mest eksplicit i Pusjkins FONTÆNEN I BAKHTJISARAJ, som handler om den muslimske hersker af halvøen Krim. Som enhver ordentlig khan har også han et veludstyret harem, hvor underskønne kvinder venter i længsel på suverænens gunst.

Fyrstens tidligere yndlingskonkubine, Zarema, er fast besluttet på at genindtage pladsen som khanens foretrukne elskerinde. Den har hun mistet til en polsk adelsdame, som khan Girej har tilfangetaget, men hvis dyd han endnu ikke har frataget hende. Pusjkin er en mester til sproglige billeder, som sættes op i en streng og disciplineret firefodsjambe. Det er oversætter Birger Kledals fortjeneste, at metrik og rim sidder lige i skabet, og at man som dansk læser i det mindste kan få en lille smagsprøve på det strålende sprog, den russiske original må kunne opbyde.

Lermontovs DÆMONEN er en versfortælling, som mange russere kan citere spontant fra. Vi følger en falden engel og den underskønne Tamara (se tektsboks til venstre), som er draget i kloster efter sin forlovedes død. Den hvileløse dæmon svæver over et Kaukasus, som fremtræder mystisk og ædelt gennem Lermontovs ophøjede poesi. Der bliver lovsunget på livet løs, og det er grundlæggende bare givende at lade sig transportere hen over stepper, ruiner og klostre i armene på en rejsefører, som ikke er lunken, men brandvarm. Alt betyder noget hos Lermontov, kærligheden, døden, dæmonien. Det er absolutte størrelser, som må tages alvorligt – også selvom alvoren er knusende.

Det mærkes hele vejen igennem, at Kledals oversættelse ikke blot er et bestillingsarbejde. Den er drevet af en kærlighed til de to russere, og resultatet er derefter. Det er en fremragende oversættelse, og så snart man har vænnet sig til jambernes messende rytme, er det en fornøjelse at lade sig synke tilbage i lænestolen og lade den indre stemme recitere de rigt facetterede sindsbilleder og landskabsbeskrivelser.

Udgivelsen bærer epitetet ’Russisk romantik’, og det er ikke falsk varebetegnelse. Der er romantik for alle pengene, men det bør ikke skræmme den nutidige læser. Selvom versfortællinger efterhånden er en sjældenhed, og de fleste nye lyrikudgivelser kan gå under betegnelsen ’knækprosa’, bryder Pusjkin og Lermontov direkte igennem tidens filterbarriere til læserens evigt præsente behov for vild og tøjlesløs skønhed.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Klassiker,

Læs også