Det åbne – Lille associativ introduktion til Mirjam Tuominen
Billedet: åbent landskab. Ingenting andet end et åbent landskab, uden nogen særlige karaktertræk til at tiltrække sig opmærksomhed. Ingen bakker, dale, søer eller skove, der forsøger at imponere, skriver hun, Mirjam Tuominen, bare slette i al uendelighed. Det ligner noget simpelt, men man begynder at misse med øjnene: hvad er det, jeg ser? Det åbne vender og bliver mystisk, utilgængeligt. Man støder på en epistemologisk grænse:
Man ser, at det som er absolut i åbenhed tenderer mod at overgå i sin modsætning og at det lige så godt kunne benævnes sådan: absolut lukket, skjult – der findes dog en hemmelighed, men tydelig, gennemsigtig klar, derfor uangribelig, uudsigelig, usynlig. Urørlig, sådan er altså det absolutte åbnes, utilslørede hemmelighed.
Finlandssvenske Mirjam Tuominens (1913-67) forfatterskab befinder sig på det eksistentielle – og, kunne man sige, ontologisk – højspændte niveau. Det behandler menneskets uundgåelige splittelse og dobbelthed, især splittelsen mellem ensomhed og fællesskab, dobbeltheden som både undertrykker og undertrykt, det dæmonisk indadvendte men også guddommelige rum i en person, der ikke kan forløses i et fællesskab, skyldstematikker, sprogets begrænsning og tavshed.
Der sker en udvikling fra novellistisk prosa i debuten Tidig tvekan (1938) mod prosalyrik og stadig mere opbrudt poesi i de senere værker, hvor tone, rytme og lyd får større og større betydning. Hun malede også abstrakte malerier, som hun kaldte for “ikke-billeder”, og nogle af disse optræder i slutningen af hendes tredje digtsamling Dikter III (1956) under overskriften “Utan ord”. Denne udvikling følger hendes egen vej længere og længere ind i en religiøs mysticisme (hun konverterer til katolicismen i 1963) og ender i helgenskrift.
Men lad os standse lidt før, der hvor vi startede, ved teksten “Öppet landskap” fra prosasamlingen Bliva ingen (1949). Der er en fred her, der samtidig sitrer, og lad os se det som en lille utopi. Her er det ikke splittelsen, men det hun kalder “nullet”, “det uendelige” og “den inderste virkelighed”, der viser sig. Måske er det åbne landskab også som et menneske uden ord. Tilgængelig og skjult på samme tid. I mødet med det opstår et spørgsmål, som ikke kan besvares, og måske en iver efter at komme tættere på, at få landskabet til at sige noget, eller at grave det op, se hvad der gemmer sig.
Men ligesom hos mennesket, er der ikke noget at finde. Ann Jäderlund: Et hjerte. En skive / af kød man har skåret // Jeg skiller musklen ad / med fingrene. Ingenting / har jeg der.
I Marina Abramovitz’ performance Rythm 0 (1974) står hun foran et bord med 72 objekter, herunder en fjer, en rose, barberblade og en pistol, som publikum kan bruge til at gøre, hvad de vil med hende. Hun stiller sig åbent, gør sig selv tilgængelig og det udvikler sig stadig mere voldeligt. Til sidst tager en fra publikum den ladte pistol, sætter den mod hendes tinding og folder hendes egen finger om aftrækkeren. Nogle andre blandt publikum, ikke Abramovitz selv, skrider ind.
Over for det åbne, skriver Tuominen, vækkes menneskets afsløringsiver:
overfor det absolut utilslørede vågner deres afsløringsiver og de maskerer eller ødelægger – så gennemsigtigt enkelt, klart og helt må det ikke være […] Det indlysende skal gøres underligt, besynderligt, mærkværdigt, det absolutte skal gøres relativt, nullet og uendeligheden skal udslettes.
Det er nemmere at forholde sig til et gardin og idéen om, at der er noget bag det, end det er at forholde sig til det åbne og fuldstændigt tilgængelige. Det er svært at forholde sig til, at en åbning ikke fører til noget, en endegyldig betydning, en stopklods eller et svar. Hvis gardinet vækker trangen til at rive det til siden for at se, hvad der er bagved, eller en tilgængelig påklædt kvinde vækker trangen til at rive tøjet af hende (Abramovitz’ tøj blev skåret i stykker med barberbladene inden de blev brugt til at skære i hendes hud) antændes et helt andet raseri måske først, hvis det viser sig, at der ikke er noget at afsløre. Abramovitz’ passivitet stiller publikum over for en åbenhed, de først ikke ved, hvad de skal gøre med, indtil de til sidst bliver mere og mere destruktive. Men som en filosof engang sagde, så er det eneste et gardin dækker over, det faktum, at der ikke er noget at skjule. Den konfrontation kan sætte voldsomme ting i bevægelse.
Da jeg besøger en ven i hendes atelier, finder jeg et æble af plast i vindueskarmen. Det er skåret over på midten, eller måske rettere sagt hevet fra hinanden på midten, men i stedet for to klart adskilte halvdele hænger der stadig masse mellem dem, som holder dem sammen. Hun fortæller mig, at hun lavede det, fordi hun ville finde ud af, hvad der var nede i skæringen, i forsvindingspunktet så at sige, så hun åbnede det op. Og måske vil du sige, at dette er en slags afsløringsiver opstået i mødet med noget, der ikke kan tilgås, men det er ikke dér, jeg vil hen. Vi skal tilbage til landskabet.
Den amerikanske digter Rosmarie Waldrop (f. 1935) har skrevet en bog, der hedder Lawn of excluded middle. Titlen er en omskrivning af den lov inden for logikken, der hedder “law of excluded middle”, og som siger, at en bestemt idé enten er sand eller falsk og at der ikke kan findes noget derimellem. I stedet for denne to-sidede logik, der ikke kan håndtere nogen form for ambivalens eller samtidighed, når det gælder modsætninger, åbner hun med sin titel – på samme måde som min ven gjorde med sit æble – selve grænsen og gør det til et område, man kan bevæge sig på, ja, rent faktisk en græsplæne (lawn).
Denne græsplæne ligner Tuominens åbne landskab. Det er ikke det ene eller det andet, det er måske først og fremmest ingenting eller sameksistensen af modsætninger i noget absolut nøgent, der viser sig i sin udstrakte klarhed, tilgængeligt og utilgængeligt på én gang. Igen tænker jeg på Ann Jäderlund, der skriver: åbnet frugt / åbnet og utilgængelig.
Mirjam Tuominens tekster viser ikke bare, hvordan mennesket er splittet og bundet af dobbeltheder, men også hvordan der midt i selve splittelsen kan opstå en form for sitrende fred, selv om dette sted er uforeneligt med ethvert fælleskab, fordi mennesket næsten altid, som Anders Olsson skriver i Läsningar av Intet, har travlt med at “fylde tomrummet med antropomorfe fantasier”. Og det er sådan jeg både forstår og sympatiserer med den religiøse bevægelse i Tuominens skrift: som en trang til at stille sig over for Ingenting uden at rive det i stykker, at vente over for det, der tilbyder sig, uden at intervenere, at stå situationen igennem, når det klare og det skjulte overlapper uden at dække det til, og blive ved det, genkende det i sig selv.
Merete Enggaard Jakobsen (f.1984), cand. mag. og uddannet fra Litterär Gestaltning, anmelder, oversætter og redaktør, har udgivet poesi i bl.a. ‘Den Engelske Kanal’ (Kolon Forlag)
Resuméet af Tuominens forfatterskab er lavet på baggrund af bl.a. Monika Fagerholms essay “Bördan av att vara jag” (i ‘Historiska och litteraturhistoriska studier 88’, 2013) og Anders Olssons ‘Läsningar av Intet’ (2000).
Alle citater i teksten er oversat fra svensk af Merete Enggaard Jakobsen.
Æblet er lavet af og gengivet med tilladelse fra Maja Qvarnström.
